Intermetzo
Hvad angår forholdene i det højere handelsmiljø, hvor pengene sidder fast, plejer Berlingeren ifølge sagens natur at være orienteret. Derfor spærrede hærdede læsere øjet op, da det gamle erhvervsblad kunne fortælle at A.P. Møller har doneret skillinger til Pia Kjærsgaards Folkeparti. Jo, sgu. Pia K. har fået penge af gamle A.P.'s søn.
Det fremgår at beløbet ligger over 20.000 kr., som åbenbart er den grænse Dansk Folkeparti sætter som mindstemål for dem, de gider nævne af bidragydere. Hvor meget mere skibsreder Møller kan have strakt sig i sin morgengave til Pia Pirrelig, ved kun hun, donor, bogholderen i det syvtakkede rederi, som givetvis bliver muret inde i en af Toldbodgades gasbetonmure, hvis han røber noget, og kan hænde den nærmeste familie, der vel har hånd i hanke med, hvor arvesølvet sendes til omsmeltning.
Begrundelsen for gavmildheden er letbegribelig. Pias Volkspartei og hendes nye førstemand i det europæiske, den tidligere socialdemokratiske tænketank Mogens Camre - kun underbudt i smagfuldhed af den åndsbeslægtede ligeledes fhv. Ole Hyltoft - anses for at være af den erhvervsvenlige skuffe. Dén øser rederiets Møller gerne penge i.
Ikke overraskende har Mærsks folk, hvilket dette muntre mandskab af landfaste sømænd jo er i deres fulde ret til, før leveret midler i Venstre Danmarks Liberale Parti, som man ved hvor man har, og i det Konservative Folkeparti, som man ikke ved hvor man har, hvad de heller ikke selv har nogen anelse om. Netop den ting blev til sidst for meget for reder Møller, som vistnok i den følsomste del af sit hjerte er mere til højre end Venstre og dér i det ældre folkeparti finder svaret på sine fordringer om nationalfølelse, kongetroskab og gudhengivenhed.
De konservatives kreative selvmordsforsøg og fjerten rundt på Nordsjællands landeveje skidefulde og til bils blev til sidst for meget for den regulære reder Møller. Kraftedemig nej, sagde den fine mand på sin dannede dialekt fra Tårbæk og smækkede i hvert fald dengang, året 1997, låget ned på den da vaklende partileders fremstrakte fingre. Formentlig - vi ved det ikke for de vil ikke oplyse mere - også over nallerne på efterfølgeren, den anden primære Pia, som ufortrødent stadig leder efter det parti, hun mener at lede.
Finurligt nok vankede der i 1996 og 97 heller ikke noget til Venstre Danmarks Liberale Parti, som man ved hvor man har, fordi hr. Møller ikke bryder sig om Venstre, hvor man har dem, når det drejer sig om Danmarks fremtid og unionen. Som bekendt rummer Venstre nogle af de mest flommede europæere, som man alt for godt ved, hvor man har, kun overgået af sidste dages omvendte europæere, man ved hvor man ikke har.
Med andre ord drejer Møllers bidrag sidste år til Dansk Folkeparti sig om denne syrede forsamlings lodrette afstandtagen til nogetsomhelst, der ligner mere samarbejde i Europa og udbygget union. Og det sidste gør jo mere samarbejde, hvad ellers! Sådan noget pubvadr skal de ikke have noget af i Toldbodgade. Og det har de mange uransagelige grunde til at fastholde, eftersom unionen på sigt er den eneste effektive modvægt mod det multinationale, som jo overhovedet ikke betyder noget i den sammenhæng, og heller ikke internationalt gennemførte skrappere miljøkrav og den slags, som kun kan komme fra EU.
Ih nej. Det hele drejer sig for hr. Møller og Esplanaden angiveligt om at støtte et fornuftigt økonomisk program, som altså Dansk Folkeparti ifølge den tankegang må kunne præstere.
Den begrundelse er jo indlysende. Gud - eller hvem der på overjordisk plan følger dansk politik - véd imidlertid, hvorledes hr. Møller har båret sig ad med at afdække Pias Folkepartisters økonomiske politik og komme til den slutning. Hun selv er yderst tilbageholdende med at sige så meget som et kvæk offentligt om de dele, hvilket har sine gode grunde. Som regel sender hun dem, der tjenstligt er forpligtet til at høre efter, K. Thulesen Dahl på halsen, der langtfra kan betragtes som total idiot, hvilken uforbeholden kompliment jo ikke umiddelbart udstyrer ham eller partiet med en støtteværdig økonomisk politik. Det kan altså ikke være den politisk økonomiske visdom i Dansk Folkeparti, som McMøller har taget stand efter. Umuligt! Såfremt det alligevel forholder sig således, bør folkene i det store havnehus med den indbydende facade overveje en væbnet paladsrevolution eller i det mindste håbe, at rederen under luftning af en eventuel hund farer vild i sin egen Amaliehave og aldrig mere viser sig på steder, hvor der ligger penge til støtte af politiske partier frit fremme på bordet.
Høfligt sagt kan det altså kun være EU-politikken, der skønnes støtteværdig hos Pia og hendes lille inderkreds, der har lov til overhovedet at sige noget.
I det spørgsmål, som altså ligger Den Store Donor på sinde, har den gode sag jo fået Mogens Camre som gevinst i det store nittelotteri. Ikke alene har rederiet i Folkepartiet, som - støttepengene taget i betragtning - man må gå ud fra, rederen hellere end gerne ser styrket, nu en profpolitiker, der qua embedsmand har levet af EU og kender EU og med åben pande ved seneste afstemning var imod EU og agiterede for et ja til mere EU, men i sit inderste tænkte ømt på Pia. Og sagde et rungende uhørligt nej til EU. Lige ned i sin egen inderlomme. Ydermere sikrer hr. Møller sig et nationalt parti med alt det gode fra posen og styrket af - igen - Camre og dennes klare og karske afstandtagen til folk, der ikke fra fødslen - og helst så mange generationer tilbage, at Camre ikke mere kan se forskel - er lige så danske som Pia Kjærsgaard og Mogens Camre selv og sidder under det hejste Dannebrog og drikker øl og snaps til søndagfrokosten.
Sådan karakteriserer de danskheden med perspektivrigt syn på tilværelsen, som kun dén kan leves i Danmark på dansk i Kjærsgaards og Camres billede. Og hr. Møllers?
I den anledning - og for nu at blande genrerne, skal her slås på tromme for en fin publikation, der fortjener mere end en beskeden anmeldelse. Kan noget på denne splittede klode få en finere plads i dansk presse end disse linier? Klummisten spørger. Det drejer sig om historikeren Lasse Bo Jensens nyudsendte: Fremmed og fordærvet. Om fordomme og fjendebilleder i historien.
En storartet lille bog, som man, såfremt Danmarks største pengebeholder i Toldbodgade stod til ens rådighed, hjertens gerne og uden efterkrav sendte Pia og Mogens. Lasse Bo Jensen gennemgår i sin bog - med udgangspunkt i Romerrigets fald og synet på dette fænomen gennem tiderne - orientens folk i europæisk bevidsthed.
I umindelige tider var det en gængs og populær opfattelse, at fordi romerne åbnede for den hhv. blødagtige, benhårde, nydelsessyge, nøjsomme, lastefulde, puritanske, grusomme, udspekulerede, fordærvede, etc. orient, undergravede disse fremmede foruroligende kræfter alt det gode, og romernes verden brød sammen.
I dén indfatning skal også den europæiske antismitisme ses. Jøderne kom jo også fra orienten og tillagdes efter behov disse selvmodsigende altid forhåndenværende påståede egenskaber. 1800-tallets pseudovidenskaber, som raceteoretikerne udviklede, kulminerede i nazismens folkedrab. I nyeste tid genfindes sådanne fjendebilledbaserede beslægtede forestillinger.
Som sådan er de andre - i øvrigt udefinerede - en trussel mod os. Forfatteren citerer Krarup: "Muhamedaneren er muhamedaner. Det bestemmer hele hans liv og holdning. I Danmark er vi kristne, og det bestemmer vores hele liv og holdning. Hvordan skulle muhamedaneren og vi kunne integreres uden at høre op med at være os selv?"
Umiddelbart besnærende, dette nationalistiske, chauvinistiske og populistiske nonsens. Hin muslim og hin kristne og hin jøde og hin hindu er vel for fanden også andet, end hvad prælaten hævder bestemmer hele livet og udelukker andre nærliggende muligheder. Man kan jo være kristen eller muslim eller jøde eller tilflygtet hedning udstyret med et yderligere livsmål foruden den fra barndommen udleverede bagage, nemlig at leve i fordragelighed side om side med andre opfattelser. For eksempel.
Adskilligt andet og mere vedrørende fjendebilleder og fordomme bevidstgør Lasse Bo Jensen i sin kompetente tekst, som desværre viser nødvendigheden af at fastholde Dansk Folkeparti, M. Camre, P. Kjærsgaard samt div. støtter og fordomsfulde proselytter som berettigede fjendebilleder.
*Lasse Bo Jensen: Fremmed og Fordærvet. Om fordomme og fjendebileder i historien. 120 s. 168 kr. Samlerens Forlag
