Læsetid: 5 min.

'Der var en reel trussel mod demokratiet'

29. april 1999

Regeringserklæringen om politisk registrering fra 1968 er ikke vigtig i PET-diskussionen. Vi glemmer, at der var en reel trussel mod demokratiet, siger Bertel Haarder

"Regeringserklæringen er ikke vigtig, og den 'formelle' diskussion, som den tidligere VS-politiker Preben Wilhjelm og andre prøver at føre, er uinteressant. Derimod gælder det om at diskutere de venstreorienteredes demokratiblindhed, som var baggrunden for, at det var nødvendigt at registrere for eksempel DKP'ere og VS'ere."
Det siger Venstres Bertel Haarder, der i denne uge udsendte debatbogen Hvem holdt de med? med bidrag af blandt andre forfatteren Mikkel Plum, professor i historie Bent Jensen, journalist Bent Blüdnikow og dr.jur. Stig Jørgensen.
VKR-regeringen erklærede i 1968, at efterretningstjenesterne ikke længere måtte registrere danske statsborgere "alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed".
Denne erklæring har det seneste år stået centralt i den debat om efterretningstjenesterne, som blev sat i gang af en række TV 2-udsendelser om Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Direkte adspurgt om sit syn på denne - mindre vigtige - regeringserklæring, svarer Bertel Haarder, at den "måske blev formuleret for kategorisk".
"Jeg skal ikke kunne sige, om man med regeringserklæringen, måske sagde for meget, fordi VKR-regeringen måtte fremsætte nogle forsikringer af hensyn til de radikale - om man i den forbindelse strakte sproget for vidt. Men jeg må indrømme, at jeg synes heller ikke, at det er vigtigt. Det vigtige og interessante for eftertiden er at blive oplyst om, hvilke trusler der var mod Danmarks selvstændighed og mod demokratiet," siger Bertel Haarder.

Sødt, men uhyggeligt
- Fejlen er regeringserklæringen og ikke den manglende overholdelse af den ?
"Det, man siger, skal jo passe, og hvis man har sagt for meget i forhold til, hvad man faktisk gjorde, så kan det skyldes politiske problemer i regeringen eller Folketinget. Men jeg synes ikke, det er vigtigt. Vi er også nødt til at anerkende, at en efterretningstjeneste af natur er hemmelig. Og det skal siges ærligt. Så på den ene side siger jeg, at man skal have ærlighed, men på den anden side siger jeg, at man ikke kan have fuld åbenhed. Og det skal siges ærligt. Og måske har det ikke været sagt ærligt nok," siger Bertel Haarder.
"Men debatten har glemt at tage i betragtning, hvilke trusler Danmark stod over for under Den Kolde Krig. Trusler, der siden er blevet afsløret som værende endnu farligere, end vi havde troet. Der var folk i den periode, som var fuldstændig demokratiblinde. De kunne ikke se forskel på demokrati og diktatur," siger Bertel Haarder.
Han fortæller, at han under sin første valgkamp i 1977 sad ved siden af en VS'er. Bertel Haarder finder det karakteristisk, at forsiden af VS' valgprogram var prydet af et billede af en albansk maskingeværrede. Over billedet stod der "På vagt for socialismen".
"Sådan kunne danske venstreorienterede altså opføre sig og dyrke det modbydelige regime, som er noget af det mest stenalderagtige diktatur, man nogensinde har set. Og det dyrkede man altså på universiteterne og børnehaveseminarierne her i lille, søde Danmark. Det er på den ene side sødt, men det er altså også uhyggeligt at tænke på. Hvis man begynder at relativere demokratiet og sige, at i visse tilfælde behøver man ikke stille krav om demokrati, så er man inde på en glidebane" siger Bertel Haarder.

Nu gik det jo godt
Demokratiet skal og bør beskytte sig mod grupper, der kan tænkes at ville samarbejde med fremmede magter om at omstyrte demokratiet, mener Bertel Haarder. Og selv en forside på et partiprogram kan give grundlag for politisk registrering - også selv om man måske ikke har vished for, at partiet også har skydevåben liggende hjemme i kælderen:
"Hvor der er nogen som helst risiko for, at nogle medlemmer tager denne revolutionsromantik alvorligt, så er der da grund til at registrere. Det er da uhyggeligt, at så intelligente mennesker ikke kan se forskel på demokrati og diktatur. Der var jo alle mulige intellektuelle og foregangsmænd, som havde en svaghed for diktaturet."
"Nu gik det jo godt, men det kunne man jo ikke vide dengang. Nu ved man, hvor svag Sovjetunionen i realiteten var, men det vidste man ikke dengang. Det, man vidste var, at Warszawapagten havde angrebsplaner for Danmark, og at den var massivt overlegen med hensyn til konventionelle våben. Og så vidste man, at Østblokken brugte enorme ressourcer på undergravelse og uddannede spioner i tusindvis - også danske kommunister. De danske kommunister var en femte kolonne, som til enhver tid var rede til at sælge danske interesser til fordel for sovjetiske interesser. Samtidig skal man huske på, at de jo ikke blev forhindret i at sige eller gøre, som de ville. Der blev bare holdt øje med, om der dannede sig mønstre, som kunne pege på noget farligt," siger han.
Det var ikke kun de Moskva-tro kommunister, der udgjorde en fare for demokratiet. Bertel Haarder nævner SF-politikeren Holger Vivike - folketingsmedlem fra 1960 til 1973 - som eksempel. Kort før sin død i starten af 1990'erne indrømmede han at have spioneret for KGB:
"Vivike var en notorisk spion, så der var jo brodne kar i hele familien," siger Bertel Haarder.
- Kaster det en skygge over hele SF, at der er et enkelt broddent kar ?
"Ja, det gør det."
- Men Vivike udleverede materiale om interne møder i SF til KGB. Man kan vel vanskeligt sige, at SF var medskyldig i hans spionage ?
"Jamen, alene det at en så fremtrædende politiker i et dansk parti er i ledtog med KGB, er nok for mig. Sagen bekræftede nødvendigheden af at registrere og at have en efterretningstjeneste. Sæt nu Holger Vivike var blevet minister, eller at han var kommet i regeringens sikkerhedsudvalg," siger han.
"Det var efterretningstjenestens opgave at have ører og øjne åbne for eventuelle trusler, og det indebærer registreringer af de grupperinger, som det var mest oplagt at mistænke. Og eftertiden har vist, at det var nødvendigt at holde øje med disse grupper," fortsætter han.
I bogens forord foreslår Venstres formand Anders Fogh Rasmussen en sandhedskommission, der efter sydafrikansk forbillede skal undersøge venstrefløjens aktiviteter under Den Kolde Krig. Bertel Haarder siger:
"Om sandhedskommmissionen skal bestå af historikere, etikere eller demokratieksperter, har vi ikke taget stilling til. Vi er som parti meget historisk forankret, og vi vil gerne, at hele historien om Den Kolde Krig kommer frem. Men vi vil ikke have spørgsmålet om efterretningstjenesten gjort til hovedsagen. Det, der skal være hovedsagen, er truslen mod det danske demokrati. Derfor taler vi om en sandhedskommision."
- Betyder det, at der skal lægges begrænsninger for, hvad en sandhedskommmission må interessere sig for?
"Nej."
- Bent Jensen roser i jeres bog den norske historikerundersøgelse. I Norge har man jo haft meget omfattende undersøgelser med både Lund-kommisjonen og historikerundersøgelsen. Vil det i virkeligheden være den bedste løsning ?
"Det har vi overhovedet ikke taget stilling til. Jeg har blot lånt begrebet sandhedskommission fra Sydafrika, og er ganske klar over forskellen på de to situationer. Jeg hælder nok selv til en historikerundersøgelse, fordi jeg synes, at det er det historiske perspektiv, der er interessant for eftertiden, så man ikke glemmer, hvad det var der truede det danske demokrati," siger Bertel Haarder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her