Da New Labour kom til, skulle det være slut med gammelmandspolitik i vante gænger. Udenrigspolitikken skulle være etisk, baseret på værdier og i det hele taget anderledes. Men hvordan? Det skal en ny tænketank finde ud af
LONDON - Der er meget bart i de små lokaler hos Foreign Policy Centre (FPC) lige ved Picadilly i hjertet af London. I et værelse står et par kufferter og flagrer, en opslagstavle venter på at blive sat op, og en flok studerende har besat mødelokalet. Men tænketanken blev også først åbnet for ganske nylig.
Der går lige et øjeblik, før det går op for én, at mødelokalet faktisk ikke huser skoleelever på besøg alligevel men tænketankens stab. Lederen er kun 24 år gammel. Slående, at Storbritanniens New Labour regering har lagt en god bid af det intellektuelle indspark til landets udenrigspolitik i hænderne på en fløs, der endnu ikke har smidt hvalpefedtet. Men det er ikke desto mindre tilfældet.
Mark Leonard - fløsen - er vokset op i Belgien men uddannet på Cambridge, hvorefter han holdt sit indtog på ideernes markedsplads. Først i tænketanken Demos og nu på FPC, som har selveste Tony Blair som protektor og udenrigsminister Robin Cook som præsident. Tættere på at være magtens ørehvisker kan man ikke komme uden at være afhængig af 'systemet'.
Revolution på vej
Tror man på Mark Leonard står udenrigspolitikken foran en kolossal omvurdering - ja nærmest en revolution. Den vil f.eks. blive mere demokratisk, og størrelser som national identitet og suverænitet vil blive defineret helt om.
Størst interesse omgærder måske begrebet 'udenrigspolitik med en etisk dimension', som Robin Cook har kaldt New Labours udenrigspolitik. For udenforstående har det været lidt svært at hitte ud af, hvad det egentlig betyder. Er Kosovo-interventionen et eksempel?
"Det er ikke bare gammel magtpolitik baseret på inflydelsessfærer og magtbalance. De har heller ingen olie. Interventionen er i det store og hele humanitært baseret. Men ingen gør noget udelukkende af humanitære årsager. Der er jo også det aspekt, at flygtninge kan ende i Dover, eller at konflikten kan spredes," siger Mark Leonard.
"Men Kosovo-interventionen er meget sigende. Den er fuldstændigt anderledes end noget, der tidligere er set. Der er ingen, som er interesserede i at kontrollere Jugoslavien. Alle har strakt sig meget langt for at undgå at sætte tropper ind. For 100 år siden havde Jugoslavien været en åben invitation til kolonialisme."
"Ultimativt mener jeg, at vi ikke havde andet valg. Hvis man vil forsvare en ny verdensorden baseret på regler og værdier, skal vi først og fremmest gøre det interessant for andre at tilslutte sig, men hvis de ikke gør det, bliver man nødt til at intervenere."
Mark Leonard afviser, at en vestlig værdi-baseret udenrigspolitik er lig med kulturimperialisme.
"De værdier er sande overalt. Godt nok er der nogle områder - kvinders rolle f.eks., hvor der er forskelle - men basale menneskerettigheder er ikke kulturimperialisme. Folk, der siger det, bruger begrebet som et røgslør."
Men uanset at motiverne er gode nok, må udenrigspolitikken - også den etiske - i sidste ende vurderes på, om den virker. Det venter verden stadig på at konstatere i Kosovos tilfælde.
Nyt fælles EU-fodslag
Mark Leonard ser EU som drivkraft i en ny udenrigspolitik, hvor tankegods som 'national interesse' er totalt omdefineret, ikke mindst fordi der er mindre og mindre forskel på indenrigs- og udenrigspolitik.
Det har EU fundet ud af, og på trods af den til tider barske kritik af EU's indsats i det tidligere Jugoslavien, mener Mark Leonard at kunne se lyspunkter.
"Problemet har været mangelen på definition af en europæisk vilje. I Kosovo har vi set meget mere af det end i Bosnien. Landenes interesser er blevet meget mere lig hinanden - samme prioriteter - samme værdier. Staterne er begyndt at forvente at agere i fællesskab".
Mark Leonard betegner udviklingen som et massivt skift.
"Lande definerer deres interesser på andre måder via åbenhed, sammensmeltning af indenrigs- og udenrigspolitik, gensidig overvågning og afgivelse af suverænitet til en fælles pulje."
Det indebærer i parentes bemærket ikke nogen føderalistisk udvikling i EU. Nationalstaten vil stadig være aktør - men dens opfattelse af egne interesser vil være omfortolket.
Andre fortsætter i de gamle riller.
"Kina ligner Storbritannien eller Frankrig for 100 år siden og opererer på en meget traditionel stormagtsmåde. Rusland svinger mellem det samme og så en før-moderne stat uden styring," siger han.
Heller ikke stormagten USA kan helt glemme gamle dage.
"USA er dybt ambivalent. Det hives i to retninger - der er pres for at det skal være isolationistisk, og erhvervslivet skubber det mod multilateralisme," siger Mark Leonard.
Han selv tror mest på, at det bliver erhvervslivet, som vinder slaget om USA's politik. Ikke fordi firmaerne er specielt etiske eller humanitære, men fordi de godt kan lide regler, som vel at mærke overholdes, og fordi de ikke bryder sig om lukkede lande, som ingen må handle i og med, fordi regeringen er uvenner med dem.
Det skubber alt sammen på for en multilateral orden, som nok vil blive 'uperfekt', som Mark Leonard kalder det, men som ikke desto mindre har potentiale til at blive en positiv kraft.
