Læsetid: 2 min.

Revolutionær folkevalgt kupmager

26. april 1999

Venezuelas præsident har lovet at tjene de fattige og regere med hård hånd

LA PAZ - Militær kupmager, revolutionær med venstreorienterede idealer, beundrer af Fidel Castro, og en stærk tro på uniformens moraliserende eksempel.
Der er blevet trykket på et utal af politiske alarmknapper under den 44-årige Hugo Chávez Frias' kometagtige vej til magten, inden han som outsideren mod det politiske establishment vandt Venezuelas præsidentvalg i december sidste år.
Den 4. februar 1992 anførte den daværende oberstløjtnant i faldskærmstropperne et mislykket militært kupforsøg, der i løbet af nogle timer kostede 15 soldater og en række civile livet.
Benådet efter to år i fængsel havde Chávez allerede grundlagt sin politiske karriere og kun seks år senere kunne "El comandante" iført rød baret gennemføre en sejrrig præsidentvalgkamp.
Chávez har insisteret på, at kupforsøget var en kamp mod tyranniet og bare viste en "demokrat, der havde travlt" med at komme til at gøre godt. Den daværende præsident blev i øvrigt året efter kupforsøget afsat og fængslet for korruption.
Præsident Chávez har dog ikke lagt skjul på, at han generelt hylder en stærk hånd ved magten, og han har ikke sine militære og politiske interesser fra fremmede. Hans oldefar ledte et mislykket oprør mod en diktator i starten af århundredet, mens hans far er nyvalgt guvernør i hjemstaten Barinas i det nordvestlige Venezuela.
Opvokset og hærdet af livet på landet, og som en stærk beundrer af Venezuelas nationalhelt og Sydamerikas befrier Simón Bolivar, valgte Chávez militærkarrieren, men han skal også have vist talent indenfor mere fredelige udfoldelser som malerkunst og baseball. Politisk har han udråbt sig selv til de fattiges og undertryktes ven, og korruptionens uforsonlige fjende.
Op til valget skræmte han landets politiske og økonomiske elite med sin venstredrejede, revolutionære retorik, der også indbefatter stærk militær indflydelse og handelsmæssig beskyttelse af den hjemlig produktion.
Selv om han som præsident indtil videre har holdt sig nogenlunde indenfor de markedsøkonomiske spilleregler, lufter han stadig med mellemrum sine revolutionære sympatier samtidig med, at han beskyldes for at give beskyttelse til de socialistiske guerillagrupper i nabolandet Colombia, hvor han også har tilbudt sig som mægler.
Præsidenten er en erklæret beundrer af Fidel Castro, som han besøgte for nylig, og Chávez-regeringen har offentligt kritiseret USA's embargo mod Cuba.
Det har heller ikke beroliget hans kritikere, at det for en uges tid siden blev offentligt kendt, at præsidenten har sendt et venskabeligt kort til den berygtede, venstreorienterede, venezuelanske, terrorist "Carlos" i hans franske fængsel - en "humanitær gestus over for en landsmand" lød Chávez' forklaring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her