Læsetid: 4 min.

En romersk røvtur

23. april 1999

En strabadserende flyvetur efterfulgt af en bizar taxi-tur gennem Rom med lillegutten på armen fik løvinden frem i klummisten

Bella Roma
Man har ofte hørt, at italienerne ta'r røven på turisterne, når de kan komme til det. Men jeg har nu aldrig oplevet det på min egen krop, selv om turen ofte er gået til verdens ældste storby, Rom. Tvært-imod har jeg altid mødt venlighed og høflighed. Det har noget at gøre med, at italienerne ikke går til slige yderligheder over for kvinder,
troede jeg indtil i fredags - at det såkaldt svage køn går ram forbi i denne Don Juan'ernes hjemby.
Rollebesætningen på denne weekend-sviptur til den antikke by var enkel: enlig mor med barn i klapvogn. Vi tog den billige rute over Bruxelles, hvor timer blev slået ihjel på den indendørs legeplads og op ad rullende fortove i strakt galop - både med og imod kørselsretningen - inden flyet til Rom boardede.
Efter knap to timers flyvetur landede det blodrøde fly i det romerske mørke, der dog tillod cypressers og pinjers konturstreger at tegne sig svagt op imod den regnvåde himmel, men der var ingen klap-vogn ved gaten. Den 20 kg tunge pode, der sov så tungt, at han sank i knæ som gelé på en varm tallerken, når han blev sat til at gå, måtte derfor op på sin udmattede mors arm foruden håndbagagen, som den hedder på flysprog, skønt den i dag som regel er ergonomisk korrekt, indrettet til at blive båret på skuldre eller ryg.

Stress-nedtælling
Leonardo da Vinci-lufthavnen er megastor, man tilbagelægger hurtigt en kilometer, før man når frem til bagageudleveringen. En udhvilet, udrettet krop kan der på ingen måde være tale om, thi sådan noget som 'x-legs', dvs. ekstra ben-plads, bevilliges ikke til børnefamilien på flyrejse, i hvert fald ikke i verdens billigste fly, hvor 'seatingen' er fri.
Således hjemfalden til jammer og klage, fandt jeg endelig - godt hjulpet af en
italiensk-dansk familie med en ni måneder gammel baby - frem til bagageudleveringen, hvor klapvognen til stor jubel dukkede op. Den lille sov nu videre på lammeskindet i vandret stillling med snorkelyde, der næsten overdøvede transportbåndenes skrumlen, og også kufferten viste sig efter en god halv times ventetid, som det sig hør og bør efter sydlandsk skik. Stress-nedtællingen var begyndt. Den korte ferie lå lige rundt om hjørnet

Super-duper
Troede jeg. Men nej. Det forholder sig nemlig således, at selv om det italienske samfund fremstår som super-duper-moderne, strømlinet og højteknologisk, så er det så som så med effektiviteten, når det kommer til stykket. De fleste pengeautomater bryder sammen i weekenden, togene kører ikke sent om aftenen, bilerne er ved at støde sammen fire gange om dagen, og køer og ineffektivitet i banker, ved skranker i posthuse og i caféer er helt almindelige. Man kan vente op til en halv time på at få en sand-
wich i form af en bolle og et par stykker skinke og ost. For den skal ses undervejs. Beundres, alt imens den laves her, foran dig. Og så skal du også beundre manden bag baren, der tilbereder dit enkle måltid. Først skal bollen varmes i ovnen. Nå nej, først skal ovnen varmes op, og så skal bollen i ovnen, og så skal tjeneren lige tale med en anden gæst, så ringer telefonen, og til sidst taber han tallerkenen med bollen med skinke på vej over disken etc. Og det gør jo ikke noget, hvis man kan nyde solen med en banan i hånden, men altså sent om aftenen med barn og klap-vogn er man tilbøjelig til at sætte pris på funktionalitet!
Så jeg spurgte for en sikkerhedsnåls skyld ved informationen i lufthavnens ankomst-hal, om der nu også afgik flere tog til Termini, Roms Hovedbanegård? Ja, ja, seniora, indtil kl. 23 kører de da, sagde det venlige pigebarn, alt imens hun betragtede sine lange, kirsebærfarvede negle, der matchede til spadseredragten. Klapvognskortegen bevæger sig herefter i sneglefart igennem tunneller og ad menneskeforladte rullende fortove til jernbanestationen ved World's end for at konstatere, at det sidste tog er afgået en halv time tidligere.

Hunløvinden
Tilbage igen til ankomst-hallens spøgelsestomme rum ad kanintunnelernes labyrintgange. Endelig, endelig øjnes det store ankomstskilt: Arrival Hall, men alle taxier er på det tidspunkt som blæst væk. Undtagen en: En stor, blond engelsktalende taxichauffør fra det kommunale taxi-firma tager imod kortegen og siger, at han mod ekstra betaling vil køre os, selv om han egentlig har fri.
Man aner på ham, at det er en barmhjertighedsgerning han påtænker at yde, og at man er kommet til et sandt katolsk land, der beskytter mor-barn dyader om natten og gør gode gerninger, men nej. Han er en ulv i fåreklæder, en sort engel, er han. Hvis ikke De betaler 200.000 Lire, sætter jeg Dem og Deres barn af her på motorvejen, Signora, råber han over skulderen, mens han farer frem ad asfalten med 145 km i timen.
Nu vågner hunløvinden i klummisten, der ved, at turen normalt koster 80-85.000 Lire, og jeg siger de ord, der gør godt: Føler de, Signor, glæde ved at være ond? Lad mig kende Deres navn, Signor. Hvorfor sætter De ikke taxametret til, Signor. Hvad hedder Deres arbejdsgiver, Signor? Jeg skal besøge den danske Ambassadør, Signor. Han har nogle ganske dejlige venner, Signor. Med nogle dejlige lange maskinpistoler, Signor Og så fremdeles. Jeg kører løs på manden fra bagsædet, og endelig, endelig sker forvandlingen: Lammefrom og svedig giver han op og sætter mor og barn af ved Hotel Sheraton, modtager et beløb, der varer til den ordinære takst og suser over alle bjerge.
Her lander vi midt i en stor fest, men får fat i en sober taxichauffør, der undskylder på sin stands vegne. Og hen-imod midnat kan vi lægge os til at sove i en god og tryg seng. Snorkelyden fra lammeskindet har akkompagneret mig hele vejen. Bambino dorme!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her