Jørgen Gustava Brandt har fra Italien hjembragt inspiration til digtsuiter præget af visdom og skønhed
digte
Der findes poeter, hvis vers træffer én som hvislende bomber, og andre, der taler til hjertet som trækfuglefjern musik. Der er digte, vi uvilkårligt læser som pinlige møder med os selv, men også poesi, der fortæller interessante historier fra verdener, vi ikke kender. I en kategori helt for sig gives der digtere, der først og fremmest formår at skabe atmosfære, og hvis tekster man så at sige må gå ind i, med hele kroppen, og siden bebo for en tid.
Jørgen Gustava Brandt er en sådan "omgivelses-frembringede" kunstner, hvis lange suiter, når han er bedst, opleves som rige rum. I dem kan man trygt gå på vandring og opdagelsesrejser. Her er der nemlig rigelig plads, geografisk såvel som historisk - og hvad der føles nok så vigtigt: rummet står åbent opadtil.
Fuldstændig fri for krukkeri er hans slentrende form nu ikke, og man kan indimellem som læser komme ud for, at oplevelsen kæntrer, så at man fra at færdes i en tæt poetisk atmosfære pludselig vågner op i en ordbog eller et konversationsleksikon. Men så vækkes man heldigvis én gang til, for så sker der igen noget uforklarligt og umiddelbart smukt.
Nøgtern elegance
Sidste års samling Denne kønne musik viste med sine mange klokkerene sproglige fund, at der skam stadig er masser af liv i den gamle. Og i sit nyeste værk, der dels består af stramme tekster, dels af større suiter, udfolder han sig atter suverænt, også med de obligate smagfuldt udvalgte fremmedord og sine karakteristiske sløjfer og snirkler udi syntaksen. Spændstig og elegant, skiftevis sørgmodig og galgenhumoristisk, skriver den nye bog sin egen lyttende nøgternhed frem.
Bevidsthedsformen kan kaldes en tempereret undren, præget af digterens modenhed. "Af det jeg var fortrolig med er der kun / en air tilbage i folderne", konstaterer han stilfærdigt i et langt digt om Europa. På en banegård mærker han - uglad - "tindrende begyndelsers falmen / gammel undrens bortfald / modets synken". Forventningens åbne rum er forvandlet til en ventesals "trivielle liturgi". Men så mærkes pulsen alligevel "som en opstand mod ophør / Det er blodets sang / Og i hjertet den lystigt kvidrende tvivl". Rejsen sydpå kan begynde.
Epidemisk barbari
Skulle man være lidt ondskabsfuld, kunne man sige, at der år tilbage er 'gået San Cataldo' i Jørgen Gustava Brandt. Mange, umådelig mange, af hans modne digte næres af rejser ned til og ophold over Amalfibugten. Til gengæld må man medgive, at han får meget med sig hjem, i den nye bog således en dyster togrejse-suite, en panoramisk færd mod det europæiske dyb iblandet erindringsglimt fra det af krigen smadrede Tyskland. Hvorfor, spørger digteren, melder sig alle disse apokalyptiske billed-klaser på nethinden, nu hvor århundredet rinder ud? Har vi sløvt ladet os dæmonisere, siden vi bilder os ind, at vores fred er krigens fravær? Hvor stærk vil vores indre modstand være mod det epidemiske barbari?
En anden vægtig frugt af digterens skriveophold i det sydlige er den digtkreds, som med rette har fået lov at afsætte titel på hans nye bog. Over tolv tætte sider foretages en dvælende fordybelse i et gammelt fort, et overgroet kastel, bygget med omhu og akkuratesse engang for længe længe siden.
Suiten konfronterer tematisk krigen og kærligheden. Men lige så interessant forekommer digtets meditative aspekt, sindets langsomme tømning, legemets bliven-ét-med-stedet, åndens uprovokerede nærvær. Jørgen Gustava Brandt noterer sig et sted, "at det holdbare det varige ikke erstatter det flygtige / og omvendt". Den tryghed, som et fort skulle sikre, vil altid i sidste ende blive en illusion, ja, det forholder sig måske så smerteligt paradoksalt - eller så vidunderlig enkelt! - at vi, som bebor det foreløbige, kun (men til hver en tid) kan møde det sande og ukrænkelige i øjeblikket, åbenbaringens øjeblik.
Turist i klarsynet
I det kan ingen gøre holdt, men hver gang vi oplever det, tør vi med en vis sikkerhed antage, "at der findes noget ubekendt / i det kendte / noget fjernt i det nære / og et præg af det man ikke ved og ser / nærværende som længsel / eller en spejling af et minde / man har glemt".
Det ville, fortsætter digteren så, være behageligt, om vi var i stand til at fæste bo i åbenbaringens nærvær. Det kan vi bare ikke. Det kan han jo ikke selv, han er blot "en adspredt turist". Og det sære er, at jo nærmere han kommer tilknytningen,
jo mere jeg har føling med det
stiller det mig udenfor fjern
i mit fravær - som ønsketænker
eller tankeløs og uden idé
Fremskrivningen, eller kunne man skrive: den overbevisende og digterisk smukke fremskrivning, af det massive gudsnærværs evige ubestandighed, det bliver nok dén kvalitet, for hvilken vi især kommer til at værdsætte Gustava Brandts afklarede bog.
*Jørgen Gustava Brandt: Urolig meditation i et gammelt fæstningsanlæg. Digte. 80 sider, 150 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag
