Rusland er tilbage på den internationale scene i Kosovo-konflikten, når dets udenrigsminister i Oslo i dag mødes med sin amerikanske kollega. Det kan i bedste fald være optakten til, at Rusland bliver geninddraget i en politisk løsning af situationen i Kosovo
Jugoslaviens ambassadør i Moskva, Borislav Milosevic (en bror til Slobodan Milosevic) søgte i går at puste til udviklingen ved at sige, at Beograd ikke vil forhandle en politisk løsning i Kosovo-spørgsmålet direkte med NATO, men kræver Rusland inddraget.
Det er under alle omstændigheder svært at se en varig løsning af Balkan-spørgsmålene - som i det længere perspektiv rækker langt ud over krigszonen i Kosovo - uden russisk deltagelse.
Rusland er en regional stormagt, og selv om landet er molestreret af den dybe økonomiske krise, er det uhyre farligt og kortsigtet at afskrive Kreml. Rusland har sine egne interesser på Balkan og uagtet krisen, er landet fortsat en stor militær magt og - ikke mindst - våbenproducent, der i værste fald kan destabilisere situationen yderligere.
Eller som Viktor Baranets, der har været rådgiver for den tidligere russiske forsvarsminister Igor Rodionov, for nylig sagde: "Beretningerne om det russiske militærs død er stærkt overdrevne."
Han sigtede blandt andet til, at Rusland er en af verdens største våbeneksportører og i værste fald kunne tænkes at gå ind i krigen som leverandør af jord-til-luft missiler til Beograd og - i endnu værre fald - af kampfly og kampvogne.
Som en yderligere påmindelse om sin militære styrke deltog flere end 100 fly for nylig i en russisk militærøvelse.
Det næste spørgsmål er naturligvis, om Rusland vil gøre alvor af sine trusler om at gå mere direkte ind i Kosovo-krigen?
Foreløbig er svaret 'nej'. Boris Jeltsin har sagt det direkte, og flere russiske analytikere påpeger over for Information, at man i Ruslands tilfælde skal skelne mellem handling og retorik. Hidtil har Rusland således været forholdsvis afdæmpet, når det kom til at handle, mens retorikken - der også har været rettet mod den hjemlige scene - klart har været påvirket af, at Rusland påny føler sig ignoreret og ydmyget.
"For mange russere er udviklingen i Kosovo endnu et bevis på, at Vesten ignorerer Rusland," siger lederen af Øst-Vest Instituttet i Moskva til Information.
En tilsvarende melding kommer fra direktøren for det russiske Center for Stretegiske Studier, Andrej Pjontkovskij:
"Rusland er præget af en mindreværdsfølelse. Mange føler, at landet ikke længere bliver taget alvorligt og det sætter sig igennem i retorikken."
I den russiske generalstab har kilder over for Information gjort gældende, at de også under de mislykkede Kosovo-forhandlinger i Rambouillet i Frankrig blev kørt ud på et sidespor. En udlægning er, at den amerikanske side opgav at forhandle med de russiske og serbiske forhandlere og til sidst forcerede - uden om russerne - en aftale, som kun den kosovoalbanske befrielseshær, UCK, kunne acceptere.
Uanset det rimelige i den kritik, så er det en af dem, der rumsterer i Moskva og påvirker beslutningstagerne.
Oveni er der kun et halvt års tid til næste parlamentsvalg i Rusland og kun godt et år til næste præsidentvalg. Det påvirker den politiske situation, som yderligere kompliceres af et stigende modsætningsforhold mellem præsident Boris Jeltsin og hans ministerpræsident, Jevgenij Primakov, samt en truende rigsretssag mod Boris Jeltsin (en planlagt afstemning på torsdag, så i går ud til at blive udskudt). Så tilspidset er den poltiske situation, at russiske medier i disse dage syder med spekulationer om, at Boris Jeltsin allerede har gjort en fyreseddel klar til sin ministerpræsident.
"Den politiske situation gør ikke billedet enklere, heller ikke i forhold til Kosovo," siger Irina Kobrinskaja og peger på, at mange russiske politikere i den situation spiller 'det jugoslaviske kort' i håb om at skaffe sig yderligere opbakning.
Som sådan kan man også udlægge nogle af de barske advarsler, der i fredags udgik fra Moskva. En af Boris Jeltsins politiske modstandere, den kommunistiske formand for Dumaen, Gennadij Selesnjov, erklærede blandt andet, at Jeltsin havde fortalt ham, at russiske atomraketter var blevet drejet mod mål i de lande, som støttede NATO-aktionen i Kosovo, men det blev siden dementeret af blandt andre udenrigsminister Ivanov.
I stedet 'nøjedes' Boris Jeltsin med at advare om risikoen for en stor europæisk krig, hvis NATO sætter landstyrker ind i Kosovo.
Duma-formandens udsagn blev efterfølgende fortolket som et forsøg på at presse Boris Jeltsin længere ud i en anti-vestlig kurs mod at give sig i spillet om den truende rigsretssag, hvor Boris Jeltsin bl.a. kræves stillet til regnskab for opløsningen af Sovjetunionen i 1991, for at have opløst parlamentet i 1993 samt for at have iværksat den blodige borgerkrig fra 1994 til 1996 mod separatister i udbryderrepublikken Tjetjenien.
Ifølge Andrej Pjontkovskij, Center for Strategisk Analyse, vil den national-kommunistisk dominerede Dumaen imidlertid næppe kunne samle mere end halvdelen af medlemmerne bag en rigsretssag mod de påkrævede to tredjedele. Og det kan, mener flere analytikere, føre til, at Boris Jeltsin - der synes i nogenlunde form og tidligere har brugt sådanne genoplivninger til at give sit temperament afløb - udnytter situationen til at gøre gammelt regnskab op med sin ministerpræsident og kommende kandidat til næste års præsidentvalg, eksspionchefen Jevgenij Primakov, ved enten at fyre ham eller - alternativt - en eller flere af hans nærmeste.
"Det vil ny uro i russisk politik, men næppe påvirke det store i forhold til den måde, Kreml tackler Kosovo på," mener Andrej Pjontkovskij.
Men betyder det så, at man ikke skal tage de russiske advarsler om en eskalering af krigen på balkan alvorligt?
Svaret er nej. Sagen er nemlig, at Boris Jeltsin - og mange liberale politikere med ham - fortsat er en stærk modstander af NATO's aktion i Kosovo og derfor har en klar grænse for, hvad de vil acceptere.
"Hvis NATO beslutter sig for at iværksætte en landoperation, kan det helt ændre situationen," mener Irina Kobrinskaja.
Ligesom Andrej Pjontkovskij mener hun, at der i den situation vil være risiko for, at Rusland bryder sanktionerne mod Jugoslavien og baner vej for salg af blandt andet militært udstyr.
Også af den grund har Vesten (læs: NATO) derfor en klar interesse i at gøre alt for at modvirke, at det kommer så vidt.
Set med russiske øjne kræver det en helt anden smidighed end den, Madeleine Albright hidtil har lagt for dagen. Ganske vist er også det russiske mediebillede blevet mere nuanceret gennem den senere tid, men det er fortsat et overvældende flertal af russere, der er stærkt imod NATO-angrebet på deres såkaldte slaviske brødre i Serbien. Det påvirker den førte politik.
Derfor har den russiske regering også et stort behov for at komme hjem med 'noget' fra dagens Oslo-møde. Et møde, der tilmed kommer, efter det ydmygende diplomatiske nederlag for ministerpræsident Primakovs forhandlinger med den jugoslaviske præsident, Slobodan Milosevic.
I bedste fald kan det give en åbning, men det kræver omvendt også, at udenrigsminister Ivanov kan overbevise om, at Rusland virkelig er indstillet på at spille en konstruktiv rolle, og at dens Kosovo-politik ikke lader sig drukne i indenrigspolitik - i et meget svært valgår.
