Skal det være Semtex eller stemmeurnen? Vil I være dødsdragoner eller demokrater? Regeringerne i London og Dublin har sat den nordirske undergrundshær IRA under pres for at vælge
Sproget er redskabet. Ord skal skabe fred i Nordirland. Meget passende, faktisk, for den den overmåde litterære ø. For ord har meninger, der kan drejes og fortolkes i det uendelige. Det var fredsaftalen fra sidste års langfredag et udtryk for, og nu har de gjort det igen.
Forhandlingsparterne i Nordirland er denne påske gået i gang med at smage, tygge, vende og dreje ordene i den såkaldte deklaration, som Storbritanniens premierminister Tony Blair og den irske premierminister, Bertie Ahern, præsenterede dem for skærtorsdag. Dens hensigt er på bedste salomoniske vis at hugge gennem knuden i fredsprocessen. Knuden består i, at IRA's politiske arm, Sinn Fein, ikke vil acceptere, at den katolsk-dominerede undergrundshær skal af med nogle af sine våben, før partiet kan indtræde i den nordirske lokalregering, som de protestantiske partier kræver det.
Deklarationen er smuk litteratur - nærmest poetisk. Bevares, måske ikke i det direkte sproglige udtryk, men i ånden.
Om den gordiske knude - IRA's våbenaflevering - står der således, at den "ikke er en forudsætning (for at sidde i lokalregeringen, red.) men en forpligtelse."
IRA skal altså af med sine våben på et eller andet tidspunkt - det behøver bare ikke være før Sinn Fein træder ind i lokalregeringen. Det kan ske parallelt - hvilket i parantes bemærket var nøjagtig den fremgangsmåde, som en række erhvervsorganisationer i Nordirland foreslog for nylig. I selve fredsaftalen står alene, at forhandlingsparterne forpligter sig til at udøve al den indflydelse, de kan, for at sikre en våbenfri provins inden for to år.
Altsammen får de to regeringschefer til at foreslå en tretrinsraket: Først skal ministrene til den nye lokalregering udnævnes. Dernæst kommer der senest en måned efter en 'kollektiv forsoningshandling', som skal indebære, at 'nogle våben tages ud af brug på frivillig basis'. 'På et tidspunkt deromkring' kan lokalregeringen så få overdraget sine beføjelser. Til gengæld vil den britiske hærs tilstedeværelse mindskes, siger deklarationen uden dog at gå i detaljer. Men London har allerede meddelt, at en base ved grænsen nu vil blive lukket.
Kreativt er det. Og der er noget i det for alle. Sinn Fein får at vide, at partiets folk godt kan blive ministre i den nye lokalregering, uden at våbenbrødrene i baglandet behøver slippe så meget som en enkelt muskedonner. Protestantpartierne bliver på den anden side forsikret om, at regeringen bare ikke får noget at lave, med mindre IRA hoster op med nogle våben.
Men deklarationen bliver ikke opfattet sådan. Den ses som en sejr for David Trimble, lederen af det største protestantparti UUP, som i månedsvis utrætteligt har krævet en gestus fra IRA om, at krigen for deres vedkommende nu er ovre. Også selv om en sådan gestus ret beset ikke er indeholdt i fredsaftalen.
Taberne er så Sinn Feins folk, og partiets leder, Gerry Adams, så da heller ikke glad ud, da han kom ud fra forhandlingerne. For IRA's folk kan jo godt se bag om al retorikken og omsvøbene. Deklarationen presser dem til at afhænde våben. Hvad enten det så kan pakkes ind i, om det sker 'frivilligt' som led i en større 'forsoningshandling' eller ej.
Hængemuleriet hos Sinn Fein tyder på, at der måske er noget om det, som David Trimble og hans ligesindede hele tiden har frygtet - nemlig, at Sinn Fein/
IRA slet ikke er interesseret i fredsaftalens institutioner men vitterlig tror, at det er muligt at sidde omkring det demokratiske bord og samtidig fingerere med låsen på en skyder, man har gemt i inderlommen.
Deklarationen er udtryk for, at de to regeringer ikke mener, at det hører nogen steder hjemme. Man kan ikke kombinere Semtex og stemmesedler.
Muligvis vil Sinn Feins ledere gerne gå demokratiets vej - det tyder deres hidtidige opførsel på - men de har et bagland, for hvem våbenbesiddelsen har antaget nærmest mytiske dimensioner.
"No surrender", står der på utallige husgavle, skilte langs veje og stræder, plankeværker etc. etc. i Nordirland, og i de mere hårdkogte IRA-kredse er det netop ensbetydende med at overgive sig at måtte slippe kombinationslåsen til et eneste våbendepot.
Sinn Feins leder, Gerry Adams, sagde i en påsketale, at deklaration godt kan være konstruktiv, men ikke hvis den præsenteres som et ultimatum over for IRA.
Det er den i realiteten heller ikke. For der forlyder ikke noget om, hvad der sker, hvis IRA ikke putter nogle våben ind i et skab og afleverer nøglen hos den canadiske general John de Chastelain, som har den lidet misundelsesværdige opgave at skulle overvåge afvæbningsbestræbelserne i Nordirland.
Deklarationen kan også ses som et knæfald for IRA - en bøn om de dog ikke godt vil vise den gestus at afvæbne. Bare en lille smule. Go'e herrer - vil De ikke godt give 15 kilo Semtex til en sulten politiker?
Det ville gøre livet ulig nemmere for den anden side repræsenteret af David Trimble, lederen af UUP. For det er ikke kun Sinn Fein/IRA, der er pressede. Det er Trimble også. Hans bagland er nervøst. Det indeholder mange bedsteborgere, der finder IRA's kamp de seneste 30 år komplet uacceptabel, og de har svært ved at sluge en situation, hvor gamle terrorister skal være med til at bestemme over det område, de bor i - armeret til tænderne! Jamen, det er jo helt surrealistisk, synes disse mennesker. En meningsmåling i marts viste, at blandt Trimbles fortrinsvist protestantiske vælgere ville syv ud af ti gå imod, at han sætter sig til rette i en lokalregering med Sinn Fein uden nogen form for IRA-våbenaflevering.
Trimble er også presset af sit parti og af fundamentalistpræs-ten Ian Paisleys parti, hvis anti-fredsaftale holdninger kan gå hen og vise sig tiltrækkende for både vælgere og udbryderpolitikere fra UUP, hvis det ikke lykkes ham at frembringe en våben-gestus fra IRA.
Vil det så lykkes? Vil IRA begynde en afvæbning og lade Trimble slippe ud af saksen? Det er på ingen måde sikkert, men en del taler for det. Sinn Fein/IRA har allerede fået vigtige ting ud af fredsaftalen - først og fremmest løsladelsen før tid af en række fanger, der sad inde for terrorhandlinger. En række komiteer er sat op, som bevægelsen har ønsket - f.eks. vedrørende reform af det forhadte lokale politi, der af katolikkerne opfattes som den britiske stats og protestanternes forlængede og undertrykkende arm. Måske allervigtigst ser Sinn Fein sig mere og mere som et politisk parti frem for blot en bevæbnet undergrundshærs pæne ansigt. Sinn Feins leder, Gerry Adams, understregede i sin påsketale, hvor vigtigt det var at forsætte opbygningen og konsolideringen af Sinn Fein som parti. Til juni er der Europa- og lokalvalg, og Sinn Fein risikerer at blive slagtet af vælgerne, hvis partiet opfattes som skyld i fredsprocessens kollaps.
Det må også spille ind, at langt de fleste mennesker - og dermed vælgere - i Nordirland går ind for afvæbning. I februar viste en meningsmåling, at 84 pct. vil have afvæbning nu - i den katolske befolkning alene var tallet på 68 pct.
Og begge sider siger, at forholdet mellem Sinn Feins folk og David Trimble med tiden er blevet meget bedre. Det er formentlig ikke ligefrem hjerteligt, men under fredsforhandlingerne sidste år ville Trimble ikke så meget som hilse på Sinn Feins forhandlere, og alle 'samtaler' foregik via en tredje person. Nu er de på fornavn.
Endelig er der den demokratiske vilje, som den blev udtrykt i folkeafstemningen om fredsaftalen sidste år, hvor 71 pct. af nordirerne stemte ja. En måned senere bekræftede de den holdning ved at stemme pro-fredsaftale politikere ind på tre fjerdedele af den nye lokalforsamlings 108 pladser. De resultater forpligter.
Men presset på IRA kan resultere i yderligere splittelse af bevægelsen og en tilstrømning til de udbrydergrupper, der ikke holder våbenhvile. Selv små terrorgrupper kan udrette ganske umanerlig ravage.
Umiddelbart vil selv et rungende NEJ fra IRA dog ikke nødvendigvis føre til bevægelsens splittelse men snarere til mere snak. De to regeringers deklaration er ikke nogen aftale, og deres strategi har indtil videre været keep 'em talking. Så længe nordirerne snakker sammen, skyder de ikke hinanden sønder og sammen.
Forhandlingerne genoptages 13. april.
