Læsetid: 3 min.

Selvmodsigelsernes forår

24. april 1999

Bjarne Riis forhånes og korsfæstes for at være konstruktiv

Cykling
MAASTRICHT - Foråret er endelig brudt igennem. Og de store klassikere har givet nogle oplevelser af sportslig værdi, som måske kan stimulere håbet om at cykelsporten kan overvinde sin aktuelle troværdighedskrise ...
Andres Walis formidable solokørsel i Paris-Roubaix kunne give folk med hukommelse en frydefuld påmindelse om Francesco Mosers bedrifter i samme terræn. Og Frank Vandenbrouckes helt koldblodige og samtidig eksplosive måde at henrette først Michele Bartoli og derefter resten af favoritterne på i Liège-Bastogne-Liège på var intet mindre end en åbenbaring. Har cykelsporten i den 24 årige belgier fået en ny stjerne, som kan gengive sporten dens stråleglans i en periode som er præget af skandale? I ham kan vi se en rytter som ikke bare nærer, men også levendegør drømme.

Belgiens nye håb
Belgien med de store cykeltraditioner har endelig fået en arvtager efter Eddy Merckx. Efter nogle meget magre år kan belgisk cykelsport pludselig gå på skyer: tre klassikersejre i foråret. Andrei Tchmil i Milano-San Remo, Peter Van Petegem i Flandern Rundt og Frank Vandenbroucke i Liège-Bastogne-Liège.
Liège-Bastogne-Liège, som ofte har været domineret af de mest erfarne, blev i denne udgave skueplads for en ny generations fremmarch med den hollandske mester
Michael Hoogerd, verdens-mesteren Oskar Camenzind og kometen Frank Vandenbroucke som nogle af de mest iøjnefaldende elementer. En af de umiddelbare konsekvenser af Vandenbrouckes overbevisende kørsel er, at de franske cykelrytteres evindelige beklagelser over cykelsportens påståede opdeling i to felter, kørende med hver sin hastighed, er blevet ynkeliggjort. Påstanden er baseret på det franske cykelforbunds meget opreklamerede antidoping-helbredscheck, som angiveligt skulle defavorisere de franske professionelle i forhold til andre landes.
Men desværre er Vandenbroucke, som kører for det franske hold Cofidis, jo underlagt samme kontrol som de franske ryttere.
Det samme gælder i øvrigt et par andre af forårets vindende ryttere, Jan Kirsipuu fra Casino og Jens Voigt fra Crédit Agricole. Her er der bare tale om tre succesfulde udlændinge på franske hold. Hvilket gør de franske rytteres jeremiader endnu mere ynkelige.
En af fransk cykelsports største figurer, den fem-dobbelte Tour de France vinder Bernard Hinault, har været hård i sin kritik af sine landsmænd.
"Jeg har ikke noget råd at give dem, kun en anbefaling. De skal arbejde noget mere og så ellers bare hænge på".
Og han tilføjer, at de franske rytteres snak om at der er ulige vilkår kun er en undskyldning for, at de ikke opnår resultater. "De må se at få den idé ud af hovedet", siger Hinault.

Stærk spinat
I øvrigt er der et déja-vu over de franske rytteres stillen sig i positur overfor deres udenlandske kolleger. For flere år siden var det den samme sang. Franskmændene mente at de andre måtte blive fodret med stærkere spinat, siden de kørte så meget stærkere. Det er jo et komfortabelt synspunkt, når det er en kendsgerning at franske professionelle af en eller anden grund, måske sociologisk påviselig, generelt har sværere ved at byde sig selv de anstrengelser i træningsperioder, som er forudsætningen for at udøve denne sport på et højt niveau.
Den i stigende grad chauvinistiske franske sportspresse, som har kørt det franske ryttersynspunkt flittigt, har med ét slag fået noget at tænke over. Dopingproblemet kan ikke takles på en så forenklet måde. Det er dog ikke særlig sandsynligt, at den af den grund skulle slå ind på en mere nøgtern linie.

Tavshedens lov
I mellemtiden ser man, at dopingdebatten i danske medier hugger en hæl og skærer en tå. Bjarne Riis korsfæstes og forhånes, når han kommer med en konstruktiv tanke.
Han siger at ansvaret for definitionen af, hvad der er doping, og hvor grænsen for ansvarlig pleje går, bør lægges på rette sted, nemlig hos dem der har forstand på det, altså de medicinske eksperter.
Samtidig påpeger han endnu engang den ildehørte sandhed, at cykelsporten - i øvrigt ligesom andre fysisk ekstreme sportsgrene - ikke er helbredsopbyggende, men snarere det modsatte, og at det er et faktum udøverne er nødt til at forholde sig til på en eller anden professionel og ikke højskole-dydig måde.
I det mærkbare fravær af filosofisk kvalificerede holdninger til hele problematikken kører man bare på med selvmodsigelserne.
Altså, på den ene side hamrer man prof-miljøet i hovedet med, at det har forskanset sig bag tavshedens lov og ikke vil diskutere sin egen velfærd.
På den anden side når forargelsen nye højder, når en af sportens egne mest erfarne personligheder åbner munden og prøver at diskutere sagerne seriøst.
Det hænger ikke sammen, for at sige det mildt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her