Læsetid: 4 min.

Serbiske intellektuelle: Vi fordømmer...

24. april 1999

Politiske forfølgelser og mord, censur og anden meningsundertrykkelse har sat en stopper for det frie ord i Serbien. Mange af de, der fortsat er i Serbien, og som er imod Milosevic' regime, tør ikke længere udtrykke deres mening. Derfor er det svært at få et samlet overblik over den serbiske opposition og dens holdninger, men nedenstående appel fra en gruppe dissidenter nåede for nylig ud af Serbien.

KOMMENTAR
En appel fra bekymrede serbiske borgere

Som mangeårige aktive forkæmpere for et demokratisk og anti-nationalistisk Serbien, der har valgt at blive i Jugoslavien i denne kritiske tid, og som ønsker at se vort land integreret i det internationale samfund, erklærer vi følgende:
*Vi fordømmer på det skarpeste NATO's bombardementer, som har betydet en voldsom forværring af volden i Kosovo og ført til fordrivelse af mennesker, internt i Jugoslavien eller ud af landet.
Vi fordømmer på det skarpeste den etniske udrensning af den albanske befolkning, uanset hvilke jugoslaviske styrker der foretager den.
Vi fordømmer på det skarpeste de voldshandlinger, som Kosovas Befrielseshær (UCK), begår mod serbere, moderate albanere og andre etniske grupper i Kosovo.
Den humanitære katastrofe i Kosovo - død, sorg og dyb lidelse for hundredetusinder af albanere, serbere og medlemmer af andre etniske grupper - må høre op nu.
Alle flygtninge fra Jugoslavien må øjeblikkeligt og betingelsesløst gives mulighed for at vende tilbage til deres hjem, deres sikkerhed og menneskerettigheder må garanteres, og der må sørges for hjælp til genopbygning.
De, der begår forbrydelser mod menneskeheden, må stilles for retten, hvem de end er.
*Kampene mellem serbiske styrker og UCK må standses øjeblikkeligt, så en ny forhandlingsrunde kan komme i stand. Alle parter må lægge deres maksimalistiske krav til side.
Der er (som i utallige andre tilsvarende konflikter, f.eks. i Nordirland) ingen hurtige og lette løsninger. Vi må alle være forberedt på en lang og besværlig forhandlings- og normaliseringsproces.
*NATO's bombardementer af Jugoslavien medfører ødelæggelse og et stigende antal civile ofre (mindst flere hundrede, måske tusind på nuværende tidspunkt). Det endelige resultat vil være ødelæggelse af det jugoslaviske samfunds økonomiske og kulturelle grundlag. Det må øjeblikkeligt standses.
*FN-pagten, Helsinki-slutakten og NATO's vedtægter såvel som forfatningen i lande som Tyskland, Italien og Portugal, er blevet krænket af denne aggression.
Som personer, der har viet deres liv til forsvaret af grundlæggende demokratiske værdier og som tror på universelle retsnormer, er vi dybt bekymrede for, at NATO's krænkelse af disse normer vil svække alle, der kæmper for retsstaten og menneskehederne her i landet og andre steder i verden.
*NATO's bombardementer har yderligere destabiliseret det sydlige Balkan. Hvis denne konflikt fortsætter, kan den brede sig ud over Balkans grænser, og hvis den udvikler sig til militære operationer på landjorden, vil tusinder af soldater fra NATO-lande og Jugoslavien såvel som civile albanere og serbere dø i en formålsløs krig - ligesom i Vietnam. De politiske forhandlinger om en fredelig løsning bør øjeblikkeligt genåbnes.
*Det nuværende regime er blot blevet styrket af NATO's angreb på Jugoslavien, fordi folks naturlige reaktion har været at samles om flaget i en tid med udenlandsk aggression. Vi fortsætter vores modstand mod det anti-demokratiske og autoritære regime, men vi protesterer også energisk mod NATO's aggression.
De demokratiske kræfter i Serbien er blevet svækket, og den demokratiske, reformvenlige regering i Montenegro er truet som følge af NATO's angreb og regimets efterfølgende indførelse af krigsretstilstand. Den befinder sig nu mellem NATO's hammer og regimets ambolt.
*I deres håndtering af konflikterne i det tidligere Jugoslavien har verdenssamfundets ledere tidligere begået adskillige alvorlige fejl. Nye fejl fører til en forværring af konflikten og skader bestræbelserne for at nå frem til en fredelig løsning.
Vi appellerer til alle - præsident Milosevic, Kosovo-albanernes repræsentanter, NATO, EU og USA's ledelse - om øjeblikkeligt at standse alle voldshandlinger og militære aktiviteter og engagere sig i forsøget på at finde en politisk løsning.

Beograd, den 16. april 1999

1. Stojan Cerovic, kommentator og journalist ved ugemagasinet Vremje
2. Jovan Cirilov, grundlægger af Beograds Internationale Teaterfestival, tidligere direktør for Det Jugoslaviske Dramateater
3. Sima Cirkovic, medlem af Akademiet for Videnskab og Kunst, professor ved Beograds universitet
4. Mijat Damnjanovic, tidligere professor ved Beograds universitet
5. Vojin Dimitrijevic, leder af Centret for Menneskerettigheder i Beograd, tidligere næstformand for FN's menneskeretskommission
6. Dasa Duhacek, direktør for Centret for Kvindestudier
7. Milutin Garasanin, medlem af Akademiet for Videnskab og Kunst
8. Zagorka Golunovic, professor ved Beograds universitet
9. Dejan Janca, professor ved universitetet i Novi Sad
10. Ivan Jankovic, advokat, menneskeretsaktivist
11. Predrag Koraksic, karikaturtegner
12. Mladen Lazic, professor ved Beograds universitet
13. Sonja Licht, bestyrelsesformand i Fonden for et Åbent Samfund
14. Ljubomir Madzar, professor ved Beograds universitet
15. Veran Matic, chefredaktør for radiostationen B 92
16. Jelica Minic, generalsekretær for Europabevægelsen i Serbien
17. Andrej Mitrovic, professor ved Beograds universitet
18. Radmila Nakarada, forskningsstipendiat ved Instituttet for Europæiske Studier i Beograd
19. Milan Nikolic, direktør for Centret for Politiske Studier
20. Vida Ognjenovic, teaterdirektør og dramatiker
21. Borka Pavicevic, direktør for Centret for Kulturel Afgiftning
22. Jelena Santic, medlem af anti-krigsgruppen 487, menneskeretsaktivist
23. Nikola Tasic, associeret medlem af Akademiet for Videnskab og Kunst
24. Ljubinka Trgovcevic, forskningsstipendiat ved Beograds universitet
25. Srbijanka Turajlic, professor ved Beograds universitet
26. Ivan Vejvoda, direktør i Fonden for et Åbent Samfund
27. Branko Vucicevic, oversætter

Oversat af Birgit Ibsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her