Læsetid: 4 min.

Sheffield spinder guld

7. april 1999

Mændene i The Full Monty-filmen blev sparket ud af stålindustrien og forsøgte sig med, hvad man vel kan kalde kulturindustrien. Deres historie er også byens historie

UDEFRA
SHEFFIELD - Tæppet er syntetisk gråt-i-gråt og dørene er mørkebrune, polerede. Her ligner en grundskole fra 50'erne - omend lugten af indeklemte madpakker mangler. Man skal vide det for at kunne se det, at her på gangen i Sheffields mediecenter fødtes verdenssuccesen The Full Monty.
I dag kender hvert barn historien om en flok arbejdsløse gutter fra Sheffield, som lærte sig selv at strippe.
Det har den engelske by forsøgt at kapitalisere på lige siden. Men ikke uden skepsis. I Leeds havde bystyret på det bestemteste afvist at have noget som helst at gøre med filmen Brassed Off, som byrødderne bestemt ikke mente gav noget pænt og tillokkende indtryk af byen. Og der var da også en del Sheffield-borgere, som reagerede på samme måde. De syntes ikke, det var så skægt at få byen personificeret som et bedrøvet sted fyldt med fattige, desperate mænd. Men skeptikerne blev trynet.
"Det ka' godt være, at filmen ikke tegner det pæneste billede af byen, men i det mindste er den morsom," siger Neil Anderson, der efter en tidlig karriere som frisør nu er Sheffield byråds pressemedarbejder.
Byen besluttede at prøve at vende Monty-successen til egen fordel. For at tiltrække opmærksomhed. Og for at bruge den til at fortælle, at Sheffield i dag ikke bare er nogen kedelig stålby. Byen var i fuld gang med at regenerere sig selv à la Manchester, og den verdenskendte film kunne være et redskab.
Blandt andet har byrådet udgivet den promotion-film fra 1972 - City on the Move - som The Full Monty starter med at vise klip fra. Ifølge Neil Andersen går det strygende med The Reel Monty, som videoen er døbt.
Gudbevares, de laver stadig stål i Sheffield. Meget endda. Faktisk mere end nogensinde. Men med langt færre arbejdere.
"Vi mistede 30.000 ståljobs over kort tid, og de kommer ikke tilbage," siger Alan Brailey, der har til opgave at markedsføre det britiske sportsinstitut, som er planlagt til at bygges i Sheffield. Det vil da i det mindste give jobs til omkring 200, håber planlæggerne.
Instituttet har den lidet misundelsesværdige opgave at sørge for, at Storbritannien igen bliver en af verdens førende sportsnationer. Brailey fortæller, at sidste gang der var olympiske lege, endte briterne nede på en beskæmmende 36. plads i den samlede medaljerangorden. Tidligere var det laveste, landet var nået ned på, en 10. plads. Nu vil de igen op blandt de 10 bedste, og den indsats skal altså koordineres fra Sheffield.

Nye attraktioner
Det mediecenter, som The Full Monty blev født i, er en af byens nye attraktioner. Her er steder, hvor man kan indspille musik, lave film og meget andet - faktisk er hele kvarteret nu blevet døbt "kulturindustrikvarteret". Hovedbygningen husede før i tiden et Jaguar-udstillingslokale med tilhørende værksted.
Det med musik og film var noget, Paul Skelton fandt på. Rædselsslagne over en arbejdsløshed, der var oppe på omkring de 16 pct. - i dag er den på ca. 11 - bad byrådet ham finde på noget nyt.
"Det var mit job at lede efter nye vækstsektorer med potentiale for jobskabelse. Jeg fandt alle mulige slags kulturproduktion. Men dengang i de tidlige 80'ere var det ikke klart, om Sheffield overhovedet havde nogen kreative mennesker," sagde han.
Det havde byen. Pulp er fra Sheffield. Det er Joe Cocker også. Og Heaven 17. Og ABC. Og Def Leppard. Foruden en masse folk med teknisk snilde, som sørger for, at stjernerne kan skinne.
Lige rundt om hjørnet fra det gamle Jaguar-lokale ligger det splinternye center for populærmusik, som formentlig bliver et rigtigt trækplaster. Det er i realiteten et popmuseum med udstillinger og installationer - herunder mulighed for at prøve at spille musik selv eller mixe eller bare at lytte. Centret er bygget som et futuristisk skulpturagtig tingest, der - naturligvis - er pakket ind i stål. Man fornægter vel ikke sin industrielle arv.

Venstre bred
Der er flere zoner. Det starter med en, hvor man bliver pakket ind i lyd af den type, som får en ældre tysk journalist ved Springer-pressen til hovedrystende at mumle, at den slags havde Stockhausen da allerede fundet på i 50'erne.
Siden kan man kigge på installationer, der udforsker forholdet mellem musik og protest - musik og kærlighed - eller musik og religion. Man kan også bare kigge på en videomur, som er det rene nostalgiflip for enhver, der er vokset op med pop. Lytte til musik fra fjerne lande. Slå noget op i det elektroniske 'Guinness Rockopedia'. Eller meget andet.
Det bedste er gør-det-selv rummet med masser af instrumenter og udstyr, og hvor man f.eks. ved at hoppe op på en plade i gulvet kan fremkalde én lyd - hoppe til en anden plade og få en trommesolo - hoppe til en tredje og få noget helt tredje m.v.
Men helt ærligt, Sheffields kulturindustrikvarter bliver vist aldrig ligesom Paris' venstre bred. Ikke bare fordi byen er meget mindre med ca. en halv million indbyggere. Men også fordi den ligger, hvor den ligger. Selv om der faktisk er ganske kønt med bakker uden om.
Den er og bliver en industriby - hvad enten det er pop eller spisebestik, der fremstilles.
Der er noget charmerende ved det. Hvor ellers kan man i en pub se en ældre, bedugget herre pludselig begynde at smide kludene, når jukeboxen begynder at spille - noget fra The Full Monty, forstås? Bare de nu ikke ødelægger det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her