Læsetid: 2 min.

Den sidste smøg

27. april 1999

Melodramaets uskyldigt mistænkte magter først i sidste øjeblik at udøse sit hjerte i Taboris 'Massemordersken'

TEATER
Den nu 85-årige, jødisk-ungarsk-amerikansk-tyske forfatter George Tabori er en skuespillernes mand. Hans stykker er snarere laboratorie-tekster end fuldt udfoldede dramatiske værker, og altså storartede vehikler for ambitiøse spillere, som har brug for at afprøve deres register.
Derudover er han en kronisk vitsmager, hvis sorte humor er baseret på et langt emigrantlivs alvor, som bestandig trækker hans interesser i retning af det ekstreme. I Aalborg husker vi f.eks. Mein Kampf fra for små ti år siden, hvor Tabori havde den dristighed at indsætte en purung Adolf Hitler i temmelig spexede omgivelser.
Forestiller man sig således, at hans 1995-tekst Massemordersken skulle have bud på årtiets store paranoide myte, på dialektikken mellem socialpsykologisk determination og i sidste ende uigennemsigtig ondskab, så går man fejl af stykket. Her får man nemlig nok en for fire mord dødsdømt kvinde på scenen, helt tæt på, men gennem hendes monologiske fremstilling af livsskæbnen/skyldspørgsmålet - som vi som publikum udfordres til at vurdere - fortoner forventningen om djævelsk besættelse osv. sig ganske.
De to første mord blev begået som henholdsvis toethalv- og tiårig og tæller af mange gode grunde ikke. Og de to sidste drab viser sig - hvis da ellers kvindens beretning (og dermed hele stykket) står til troende - at være selvmord og naturlig udånden. Lutter 'circumstantial evidence' har tilsyneladende bragt hende i fedtefadet, det vil sige til den sidste smøg inden den elektriske stol.

Ustabil alvor
Den troner midt på intimscenen, komplet med ukontrollable armlæns-tics, og sætter en ustabil alvor, som den julefest-smokingklædte fangevogter/bøddel også bidrager til. En melodramatisk situation egentlig, i den forstand at kvinden endelig, over for os, får chancen for at blotlægge sandheden om sit inderste, sit plagede liv. Melodramaets uskyldigt mistænkte er traditionelt stum og magter først i sidste øjeblik at udøse sit hjerte.
Ren dyd er kvinden jo dog ikke. Som alle og enhver har hun ønsket død over skrigende babyer, onde plageånder og succesfulde konkurrenter på kærlighedens smerterige mark. Og med velvillig hjælp af den - stumme! - bøddel genspiller hun så kernescener fra sit besværede liv. Det er mere komisk end tragisk, men giver virkelig unge Louise Herbert rige muligheder for at spille talentet ud, i barnlig krænkethed, angst beslutsomhed, forelsket jalousi og øm omsorgsfuldhed. En tour de force man slet ikke skal kimse ad, og som i virkeligheden er selve forestillingens inderste mening.
Ebbe Trenskow underspiller sin lavtrangerende funktionær med megen lune, Jesper Corneliussens enkle, mørktonede scenografi gnistrer elektrisk, og Malene Schwartz har instrueret med konsekvens, så løjerne hele tiden balancerer med den nødvendige usikkerhed i forhold til slutspørgsmålets retoriske patos: Er jeg skyldig?
Aalborg Teaters nye intimscene, Loftscenen, har atter vist sig som et godt sted at være, for spillere og for publikum, sådan en timestid.

*George Tabori: Massemordersken. Instruktion: Malene Schwartz. Scenografi: Jesper Corneliussen. Medvirkende: Loiuse Herbert og Ebbe Trenskow. Aalborg Teaters Loftscene, til 15. maj

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her