Læsetid: 4 min.

'De skubbede os hen mod flammerne'

27. april 1999

Afredita fortæller om flugten fra landsbyen, sulten, udmattelsen, truslerne

OVERGREB
KUKES - "I landsbyen var vi to familieklaner. Den morgen de serbiske soldater omringede Rakitnica, kom vores klan op fra kældrene. Der var kun kvinder og børn; mændene var taget af sted efter de første mortérangreb to dage før."
"Soldaterne råbte: 'Gå ikke ud af husene. Hvis I bliver, vil vi ikke ødelægge dem.' Vi troede dem ikke. Jeg ved ikke hvorfor, men dem fra den anden klan havde tillid til dem. De blev inde i husene."
Afredita ser bort. Regnen pisker ned på teltet i den albanske flygtningelejr. Larmen fra UNHCR's helikoptere blander sig med meddelelser i højttaleren.
"Vi var omkring 500. Vi sad på en mark, omgivet af militære lastbiler. I tre timer affyrede de deres granater mod husene; de brændte allesammen. Jeg kan ikke sige, hvor mange mennesker der var blevet tilbage. Der var også flygtninge fra andre landsbyer."
Den lille gruppe på 13 børn og syv kvinder nåede frem til den albanske grænsepost Morina sidste torsdag. De var alle udmattede efter syv ugers vandring fra det centrale Kosovo, praktisk taget uden at få noget at spise undervejs.
Med sin røde hårmanke er Afredita så smuk, at man glemmer den strøm af mudder, der løber hen over tæpperne i telte. Hun er 21 år og gravid i niende måned. En lidt ældre kusine sidder og ammer sit barn, og så er der moderen og svigermoderen. Men hun ved ikke, hvad der er sket med to af hendes søstre.
Efter et stykke tid satte de serbiske militsfolk ild på nogle høstakke på marken, fortæller hun.
"De skubbede os hen mod flammerne. De skød op i luften. Børnene skreg af angst. Men så pludselig råbte den ældste af soldaterne til de andre: 'Hvad er det dog, I gør? Lad dem gå.'"
"Hele tiden havde de 20-årige unge mænd behandlet os som prostituerede og spurgt os, hvor vores mænd var. Til sidst lod kommandanten den gamle soldat gå hen imod os, og han sagde: 'Skynd jer væk.' To minutter senere ville vi være brændt ihjel."
Soldaterne tvang dem til at marchere i en cirkel rundt om landsbyen. "I fire-fem timer, for at gøre os trætte." Til sidst skubbede de kvinderne og børnene ud på vejen mod Skenderaj.
Soldaterne fulgte dem på deres egne traktorer og i deres egne biler. De morede sig med at plage kvinderne. "Hvem af jer er den smukkeste? Hun skal blive her hos os. Hvad siger I til det?" Men de rørte dem ikke.
De afsikrede deres granater for at gøre kvinderne nervøse. De nægtede at give dem lov til at sætte sig ned og hvile sig lidt. Om aftenen forlod de dem ved landsbyen Josanica. Den var tom, alle huse var brændt ned. Der var ingenting af spise.
Gruppen tilbragte natten dér og gik så videre mod Klina, omkring 100 km fra grænsen. Det serbiske politi forhindrede dem i at komme ind i byen for at købe sig noget mad. Serbiske læger nægtede at behandle de svageste. De måtte ud på landevejen igen.
Så kom der to lastbiler. Chaufførerne var hverken serbere eller albanere: "Måske var de fra Bosnien. De lod os køre med i et kvarter, og de gav noget brød til et barn, der græd af sult."
Fordi de var så mange, kørte lastbilerne flere gange frem og tilbage. Afredita og hendes familie var med i den første gruppe på omkring 60 personer. De besluttede, at de ikke ville vente på de andre, og siden har de ikke set dem.
De gik i endnu fem dage, sov under åben himmel og fik stadig ingenting at spise. Landsbyerne i den sydlige del af Kosovo var forladte, husene brændt ned. Serbiske politifolk hånede dem: "Hvorfor beder I ikke NATO om at give jer noget mad?"
"Vores fødder var fulde af flænger. Det gjorde frygtelig ondt, men jeg tænkte kun på at gå videre," siger Afredita.
De mødte en traktorkonvoj med flygtninge fra omegnen af Pristina, men der var ikke plads til flere på vognene. Endelig nåede gruppen til Zrze, der ligger på vejen fra Prizren, 18 km fra grænsen til Albanien.
"Det var mærkeligt, for landsbyen var beboet, der var endda mænd. Indbyggerne var blevet jaget ud, men senere ført tilbage igen af politiet. De vidste ikke hvorfor."
Serberne synes at være i vildrede. De vil gerne fordrive hele Kosovos befolkning, men de vil også beholde nogle gidsler, som de kan anbringe i deres militærkolonner, mener man i UNHRC. Desuden har de brug for arbejdskraft.
Øjenvidner fortæller, at de har set Kosovo-albanere blive tvunget til at opsamle de blodige rester af ofrene for bombardementerne den 14. april.
Fredag kom - for første gang siden den etniske udrensning begyndte - en gruppe på omkring 60 mænd til den albanske grænse. De var blevet tilbageholdt i Petrova og ført til Zur, tre km fra Albanien, hvor de blev sat til at grave skyttegrave. De kan takke modstridende ordrer fra Beograds styrker og det lokale politi for, at de nu er i sikkerhed.
Der er en besked til Afredita: Vognen venter. Aftenen før fik hun en telefonopringning om, at hendes mand befinder sig i Tirana. Omgivet af sine slægtninge danser hun gennem lejren, hen imod en støvet Opel. Chaufføren indkasserer 200 D-mark, dobbelt så meget som en lærers månedsløn.

© 1999 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu