Læsetid: 5 min.

At slå på tromme for ny musik

14. april 1999

Der er grøde i ny dansk musikdramatik. Den Anden Opera har siden 1994 været en vigtig platform for eksperimenter med de nye udtryksformer. Fremtiden blev diskuteret ved en høring mandag

MUSIKTEATER
Siger man ny, eksperimenterende musikteater, kommer mange til at tænke på Den Anden Opera i København. Etableret i 1994 og nu i gang med den anden prøveperiode, som rækker til og med år 2000. Den lille operascene har satset på nye opsætninger og har været rugekasse for en lang række hittepåsomme kunstnere og den har stillet rum til rådighed for performances, koncerter og festivaler.
Den Anden Opera er et populært sted i det danske musikmiljø, ikke mindst danske komponister har via den lille scene haft mulighed for at udvikle talentet. Det er blevet til nye sceniske værker af komponister som Lars Klit, Mogens Christensen, Pierre Dørge, Andy Pape og John Frandsen. Netop nu sidder Anders Koppel og Anders Brødsgaard og skriver på nye forestillinger til Den Anden Opera.
Mandag efter fyraften dannede det lille operahus rammen om en høring om fremtidens musikdramatik i Danmark. Med oplæg af skuespiller/instruktør Vigga Bro, komponist Andy Pape, scenograf Louise Bech og journalist Jakob Levinsen. Redaktør Bjørn Bredal var ordstyrer.

To dagsordener
Der er brug for "indspark, ideer, visioner, kritik, ris eller ros" stod det at læse i invitationen fra Den Anden Opera. Det gælder indholdet, men det gælder også selve rammerne for kunsten. Her er vi så fremme ved den pragmatiske baggrund for hørings-forestillingen, idet Den Anden Opera formodentlig også havde inviteret til høring for i heldigste fald at få opbakning fra miljøet, pressen og andre interessenter. I kampen for overlevelse har en høring som den oplevede en ideel, kunstnerisk funktion og en pragmatisk kulturpolitisk.
Opbakningen fik Den Anden Opera: Med jævne mellemrum blev der behændigt indsparket opmuntrende bemærkninger både fra scenen og fra salen. Ikke ulig tilråbene, der kan opleves fra sidelinien ved fodboldkampe, når modstanderne er ved at tage bolden. 'Gå-selv' og mandige 'kom nu, mand'-opråb med internationale undertoner og forventninger (ventileret fra salen af orkesterchef Per Erik Veng). I den anden ende af skalaen mere moderlige, følsomme tilnærmelser med mennesket i centrum (især fremsat af Vigga Bro fra scenekanten).

Formen giver indholdet
Derimellem alt muligt fra stort til småt til det vitterlige vås. Det sidste i form af sociologen Jean Fischers selvmåls-agtige udlevering med bemærkningen om, at man skal give publikum det, publikum gerne vil have.
Høringen havde mindst to formål: At diskutere rammerne for musikdramatikken, og om muligt at sætte et heldigt lys på Den Anden Opera. Det sidste forekom ikke svært, selvom flere må have grundet over, at de største operasuccesser i de senere år er skabt ved at nedbryde enhver forestilling om etablerede rammer: Per Nørgårds og Jacob Schokkings Nuits des Hommes, Haukur Thommassons /m.fl. Gudruns 4. sang, og Bo Holten/Kirsten Dehlholms/ m.fl. Operation Orfeo. Med succes menes her både kunstnerisk og publikumsmæssig succes.
Scenografen Louise Bech, som var en af initiativtagerne til Gudruns 4. sang og som nu er i gang med en ny multimedial foretilling, Gilles Requiem, gav baggrunden for en ideel arbejdsproces. Hendes udgangspunkt er, at formen giver indholdet. Bech mener, at formen så at sige fortæller indholdet, hvis den rigtige form kan findes. Ofte har folk bag musikdramatiske opsætninger ikke taget stilling til dette, mener Louise Bech. Hun sagde videre:
"Processen er vigtig. Man skal lade de forskellige aktører, scenograf, komponist, librettist osv., komme sammen så tidligt som muligt. På den måde kan man tidligt få diskuteret, hvordan man bedst fortæller historien."

Succeskriterier
Oplægsholdernes indlæg var meget forskellige, kun de obligate plus-ord til det nyskabende i almindelighed, den aktuelle operascene i særdeleshed, var gennemgående. Vigga Bro bevægede sig sympatisk ind på områder, hun havde perifer kendskab til, så som sangernes rolle: De er "sangmaskiner", man kan "ikke forstå hvad der bliver sunget", og "sangerne må tage ansvaret". Det sympatiske ukendskab til den virkelige verden blev med rette kommenteret af Edith Guillaume, der på vegne af sangerne måtte sige fra.
Hvad man ikke kunne have indvendinger imod, var Vigga Bros insisteren på, at det menneskelige skal være i centrum. Det ville være at skyde sig selv i foden, eller sige at Den Anden Opera skal nedlægges, hvis man mente at det 'umenneskelige' skal i fokus.
Så var der mindre omklamring at hente i oplægget fra Jakob Levinsen, der mener, at den ny musik generelt har ondt i selvforståelsen. Hvis man går ud til en kamp og ikke tror på sig selv, at man kan vinde, så er den tabt på forhold. Andre dele af musiklivet evner i langt højere grad at præsentere det skabte på en overbevisende måde, mener Levinsen. Hvilket jo stemmer helt overens med den almindelige danske holdning: Det er suspekt at have succes og det er aldeles forbudt at tjene penge på det.
Levinsen lagde også op til en diskussion af succeskriterierne. Hvis operascenens aktiviteter fylder i kulturlivet, er med til at sætte en kulturel dagsorden, er den en succes. I den forstand er Den Anden Opera en succes, mener Levinsen. Dertil evner den lille scene at få flere institutioner til at samarbejde - dette i et københavnsk musikliv, der er kendt for en uudtalt ikke-samarbejdsaftale-ordning, hvor hver plejer sit og positionerer sig i forhold til alt og alle.
Endnu et hip til Den Anden Opera, der får den største opbakning fra Det Kongelige Teater: I og med at Nationalscenen ikke interesserer sig for ny (dansk) musikdramatik (med den nye Ruders-opera som undtagelse), har Den Anden Opera haft held med at være et værdigt alternativ. En succes efter manges mening - med til at stille den kulturelle dagsorden.
I de videre planer for operascenen fornemmer man som publikummer, at ledelsen har medtænkt problemerne omkring kukkasseteatret og de begrænsede muligheder, som en sort kasse reelt tilbyder. Der er indgået aftale om produktion i Turbinehallerne. Måske en erkendelse af, at formen sætter indholdet. Hvis Den Anden Opera får politisk opbakning efter prøvetiden - og det må man håbe, den gør - burde scenen også have mulighed for at agere som produktionsselskab med mulighed for at inddrage alle mulige interessante venues i København og ikke kun en sort kasse i Kronprinsensgade.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her