Læsetid: 4 min.

Men solen skinnede

3. april 1999

Falkonercentret byder på forførelsesfestival, men folk vil hellere i Zoologisk Have

Engang var påskeugen 'den stille uge', alle forlystelser var lukkede, og især da på Langfredag. Der blev flaget på halv, og først anden påskedag kunne man komme i biografen og se globetrotteren Jørgen Bitsch kæmpe med en død boa constrictor.
Men tiderne skifter. Nu kan man hele påsken stemme sindet til andagt på forførelsesfestival i Falkonercentret.
Solen strømmer ganske vist ned, og det er kun Tine Lindhardt på P1-programmet "Mennesker og tro", der udnævner Langfredag til "en tung og sort dag". Hun må have glemt at kigge ud ad vinduet.
Det har den københavnske befolkning ikke, og da jeg kører forbi Zoologisk Have, kan jeg allerede med stor sikkerhed forudsige besøgstallet til festivalen til et sted mellem nul og tyve personer.
Der er ganske rigtigt god plads på forførelsesfestivalen, og stemningen er derefter. Mat. Jagten på bare en enkelt lille amorin ender ganske resultatløst i første omgang.
Festivalen skulle adskille sig fra en sexmesse ved at være meget mere romantisk, men det er svært at se bort fra, at den er sammensat af godt brugte ingredienser. I det såkaldt 'frække hjørne' står den på sorte læderlænestole med blankt metalstel, lilla og rødt lys, sølv på væggene, undertøj, halvmasker af perlehønefjer, dildoer og masser af boaer, som dog er af strudsefjer og ikke kan constringere nogen som helst. Og så er der noget, den engelsktalende standpasser bogstaverer for mig som kegelcisor. Det er en art metalstang med tre kugler i forskellig størrelse, til at stikke op i vagina, så man kan opnå større stramhed, forklarer han hakkende, da jeg kræver fuld besked. Man forventes åbenbart at vide sådan noget af sig selv.
Der er ulideligt dårlige pornografiske malerier, og en stand med afrikanske skulpturer. Personlig tænder jeg ikke på dem.

Joans numse på briksen
Her er måske en lidt 'blødere' stemning end på en sexmesse. Der er i det mindste en del lækre aftenkjoler til kvinder. Og udover fjerboaerne er der hatte, perler og sko med så tårnhøje hæle, at alene tanken om at bestige dem giver bølgeskvulp i maven. Men en lang stram, grå kjole med lange ærmer og et billede af geisha foran i hele kjolens længde er direkte flot.
Nyeste mode i piercing - tandpiercing! - er her også. Det er imidlertid standen overfor, der lyder som hos tandlægen. Her holder Tato-Lars til, og det er hans nål, man hører. Man stadig får sig en fuldrigger eller et blødende hjerte, men det er de moderne, sorte abstrakte mønstre, der trækker. På briksen ligger Joan med numsen parat, figuren er allerede tegnet op.
Nervøs? Det kan du regne med! Joan har to veninder med som opbakning, men da Lars går i gang, slapper hun af. Det gør ikke nær så ondt, som hun troede. Til gengæld er hun et tilløbsstykke, lyden af tatovørens nål tiltrækker det sparsomme publikum. En ti-årig pige erklærer med fast røst, at hun også vil tatoveres.
Der er gået det meste af en time, og det er svært at overse, at festivalen næsten opfylder kravene til 'den stille uge'.

Shiva og Shakti
Men så blændes der op for tantrisk yoga show. Natha, 'nordisk center for spirituel udvikling' med egen ashram i navnkundige Rishikesh i Himalaya, optræder med et show om tantrisk kærlighed. Unge par kredser rundt om hinanden og er kærlige mod hinanden. En art tantrisk lanciers, der vel har lige så meget med tantra at gøre som Kali-kulten med hinduisme i Jagten på den forsvundne skat.
Men showets hovedpersoner kan deres asanaer, deres yogaøvelser. Ind træder guden Shiva, fulgt af gudinden Shakti. Shiva er totalt nøgen og totalt blå, bortset fra røde læber. Hans lange mørke hår hænger ned ad ryggen og han er - undskyld udtrykket! - gudeskøn. Allerforrest på scenen sætter han sig i lotusstilling på en pude af plysses-tigerskind, og dér sidder han. Perfekt.
Shakti, der er guldbronceret, indtager en halvt liggende stilling med den ene fod strakt ud i luften og armene og hænderne i en stilling, jeg ikke kender navnet på, men som må være meget svær at holde stille i længere tid. Imens sværmer de unge par omkring hende. Længe.
Alligevel er hun dernæst i stand til uden én overflødig bevægelse eller den mindste mangel på kontrol at stige ned fra tronen og begynde en dans, hvorunder hun affører sig sit sparsomme tøj. Strip-tease, javist, men ikke mange striptease-danserinder har så perfekt kontrol over kroppen.
Da Shakti er ligeså nøgen som Shiva, bortset fra et smykke omkring hofterne, danser hun frem til ham og 'vækker' ham, og sammen indgår de i en række klassiske tantriske stillinger, som viser foreningen af gud og gudinde. Meget imponerende.
Imens står de unge mænd i baggrunden på hovedet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu