Læsetid: 4 min.

Solens pris - og Sonnings

16. april 1999

I næste måned får komponisten Sofia Gubajdulina overrakt Sonning-fondens store musikpris - tirsdag gav Radiokammerkoret den danske uropførelse af hendes 'Sonnengesang'

KONCERT
Den eks-sovjetiske, i dag tysk bosatte komponist Sofia Gubajdulina er rigtigt i vælten for tiden. I går blev hendes Im Schatten des Baumes for kotoer, zheng og orkester opført for første gang - det skete i Tokyo - og sidst på måneden uropfører Kurt Masur og New York Filharmonikerne hendes koncert for to bratscher og orkester.
Den 6. maj - det er der ikke så længe til - får Gubaj-dulina overrakt Leonie Sonnings Musikpris ved en festkoncert i Radiohusets Koncertsal i København. Gubajdulina er 67, og med hendes betydelige produktion af egensindige, velkommunikerende værker bliver det ikke svært at motivere, hvorfor hun skal træde ind i den celebre række af Sonning-prismodtagere.
Der er et fremtrædende element af teater i Gubajdulinas musik. Det gælder også hendes ambitiøst anlagte, næsten tre kvarter lange version af Frans af Assisis Solsang. Solsangen er en hyldest til Skaberen, hans værk, til livet og til døden. Teksten er helt ude at røre ved kanten, derude hvor kun troen kan redde mennesket tørskoet i land igen, og det samme er Gubajdulinas tonsætning af den hellige mands ældgamle lovprisning.
De stive, klassiske statuer i Glyptotekets festsal så hjælpeløst til, mens solocellisten David Geringas som den instrumentale personificering af den hellige Frans blev presset helt ud til kanten af sit instruments grænser - og transcenderede dem. Bogstaveligt talt. For da korets sært smukke, stiliserede skrig genlød mellem væggene, måtte Geringas lægge celloen fra sig og fortsætte på slagtøjsinstrumenter - i første omgang en tam-tam, senere en stortromme, der blev strøget og gnedet med kyndig sikkerhed.
Han var på én gang det hjælpeløse menneske og den underfulde hellige, der med en håndbevægelse og et strøg med buen på en smukt vibrerende metalplade kunne rejse koret op igen efter overskridelsen af dødens tærskel. Geringas, der er verdenskendt ikke mindst for sine ny musik-fortolkninger, præsterede det sublime i de krævende solopassager, hvor han - selv om til sidst kun buespidsen og celloens stol var tilbage som de allersidste rester af udpint liv - formåede at holde publikum fuldstændigt i ånde.

Hyldest til døden
Gubajdulina ved, hvordan de forskellige instrumenter kan aflokkes særprægede og virkningsfulde effekter. I Sonnengesang bliver det udnyttet, så de to slagtøjsspillere, celloen og korstemmerne smelter sammen til ligeberettigede facetter. Efter lovprisningen af livet og grænseoverskridelsen til det hinsides genoptog Geringas cellospillet for sammen med de øvrige medvirkende at fuldende værket med en hyldest til døden som udfrielse - fascinerende formet i toner af Gubajdulina som et vuggende hav af sol, en smeltet strøm af ren energi, der forløsende steg til vejrs.
Sonnengesang kan genhøres ved festkoncerten den 6. maj. Det kan man glæde sig til, for musikken er smuk, medrivende og velkomponeret og blev ved Glyptoteks-koncerten mere end almindeligt flot udført. En herlig koncertoplevelse. Ved Sonning-koncerten vil Sonnengesang få følgeskab af Gubajdulinas Im Schatten des Baumes, der ved den lejlighed får sin første vesteuropæiske opførelse.

Radiokoret på cd
Taget i betragtning, hvor meget lidelse og tro Gubajdulinas Sonnengesang udtrykker, var det absolut passende at lade koncertens anden halvdel bestå af 100-årsfødselaren Poulencs krigsopus Figure humaine. Den halvtimelange cyklus for dobbeltkor over tekster af digtervennen Paul Eluard var et flot apropos til Gubajdulinas musik, omend det anti-impressionistiske, ligefremme udtryk hos Poulenc virkede lidt blegt på baggrund af Assisis farverige solsang. Akustikken i Glyptotekets Festsal - skønt i grunden god til korsang - lod på en eller anden måde ikke musikken stå så klart, som man kunne have ønsket.
Det ændrer dog ikke på, at Radiokorsangerne viste betydelig klasse. En stor fornøjelse er således også korets og Stefan Parkmans første udgivelse i en lille serie med Johannes Brahms' samlede værker for a cappella kor på Chandos-mærket, hvor de i øvrigt tidligere har udgivet Figure humaine.
Her er på Brahms-cd'en er Radiokorets faste 31-mands kammerkerne, som hørtes ved koncerten, udvidet til stor Radiokorbesætning, sådan som det passer til denne musik. Brahms' korsatser er vidunderlige - hvilket turde være overflødigt at bemærke - med motetten Warum ist das Licht som et højdepunkt blandt mange. Radiokorets store, professionelle klang klæder Brahms' på én gang bundsolide og meget raffinerede korsatser, og skønt cd'en er optaget i Radiohusets Koncertsal, klinger det snarere, som sang koret i en stor kirke.
Selvom optagelsesstedet er det samme - igen koncertsalen ved Rosenørns Allé - har piben med teknikkens hjælp fået en anden, ikke spor katedral-agtig lyd på nok en Chandos-cd, hvor koret - atter reduceret til kammerstørrelse - synger musik af 'Elever af Messiaen', som det hedder.
Denne gang er de i hænderne på en anden af vore bedste kordirigenter, Jesper Grove Jørgensen, der trods sit mellemnavn kan få det fineste frem også i Radiokammerkoret. Foruden Messiaens egne Cinq rechants og O sacrum convivium! er der værker af Karlheinz Stockhausen (mærkeligt nok fra før han blev elev af Messiaen) og Iannis Xenakis - to af dette århundredes højeste komponistfyrtårne - på cd'en, som i lighed med Brahms-udgivelsen tåler sammenligning med de bedste internationale udgivelser.

*Gubajdulina: Sonnengesang, Poulenc: Figure humaine. David Geringas (cello), Gert Sørensen og Tom Nybye (slagtøj), Alice Nørregaard (celeste). Radiokammerkoret dirigeret af Stefan Parkman, Glyptotekets Festsal, tirsdag
*Brahms: Værker for kor a cappella, vol. 1. Radiokoret dirigeret af Stefan Parkman. Chandos CHAN 9671
*Pupils of Messiaen. Værker for kor a cappella af Messiaen, Stockhausen og Xenakis. Radiokammerkoret dirigeret af Stefan Parkman. Chandos CHAN 9663

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu