Læsetid: 1 min.

Stærke talenter i Cannes

23. april 1999

Festival uden danske film i konkurrencen

Den 52. Cannes-festival, der finder sted fra d. 12. til d. 23 maj, får ikke det danske islæt, som især var fremtrædende sidste år, da Dogme-filmene brød igennem. Med Søren Kragh-Jacobsens Dogmefilm Mifunes sidste sang blev vort stærkeste internationale kort spillet ud allerede ved Berlin-festivalen, så den manglende danske repræsentation denne gang er måske ganske naturlig.
Men mange store navne har da også bejlet til festivalens gunst netop i år - især af den art, som festival-lederen Gilles Jacob har en særlig forkærlighed for. Derfor kan man nok engang se frem til at kede sig høfligt i selskab med nye film af portugiseren Manoel De Oliveira, mexikaneren Arturo Ripstein og ægypteren Youssef Chahine - alle franske kæledægger.

Sværvægtere
Men alt bliver forhåbentlig glemt, når sværvægterne ruller frem i konkurrencen: nye film af David Lynch, Jim Jarmusch, Pedro Almodovar, Atom Egoyan, Takeshi Kitano, Peter Greenaway, Tim Robbins, John Sayles, Chen Kaige og Leos Carax. Især sidstnævnte, som man ikke har hørt fra siden De elskende fra Pont-Neuf, er er spændende bud på Guldpalmerne, som ikke er endt i franske hænder, siden Maurice Pialat i 1987 vandt en upopulær sejr med Under Satans sol.
Helt uden dansk deltagelse bliver det officielle program dog ikke. Thomas Vinterberg er ærefuldt blevet udnævnt til formand for kort-filmjuryen, og i en særlig serie med filmskolefilm optræder Bo Haugen Clausen med den 7 minutter lange En god dag at gø.
Spillefilms-juryens formand bliver den canadiske instruktør David Cronenberg, og i juryen sidder bl. a. den franske instruktør André Techiné, Holly Hunter og Jeff Goldblum.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu