Læsetid: 3 min.

Et stille bombardement

23. april 1999

De overvældende strømme af flygtninge ind i Albanien og Makedonien truer med at destabilisere hele regionen lang tid fremover

KRUDTTØNDEN
Albanien er ved at kvæles under flygtningestrømmen, det voksende etniske had truer med at sprænge Makedonien, og det lille Montenegro - den sidste bastion for en intern jugoslavisk opposition, som nu er godt på vej til at blive knækket af Slobodan Milosevic - risikerer at blive kastet ud i borgerkrig.
En måned efter at NATO indledte sin luftkrig mod Serbien, er faren for en udvidelse af konflikten tydelig. Med sin raffinerede taktik driver den stærke mand i Beograd krisen frem mod et klimaks og demonstrerer sin evne til at fremprovokere militære episoder med nabolandene.
Vesten er fanget på det forkerte ben og har travlt med at tage sig af de mest presserende humanitære problemer. Men krisen risikerer at destabilisere hele Balkan i lang tid fremover.
"Denne flodbølge af flygtninge er som et stille bombardement," siger den albanske sundhedsminister Leonard Solis.

Social opløsning truer
Tallene taler for sig selv: Omkring 357.000 Kosovo-albanere er blevet fordrevet til 'Ørnenes Land'; det svarer til en tiendedel af befolkningen i et Albanien, hvor social opløsning truer.
I øjeblikket står folk sammen, og de fleste flygtninge finder husrum hos private. Men hvis ikke de snart kan vende tilbage under beskyttelse af NATO efter en landkrig, vil den spændte situation eksplodere.
Den nuværende regering og den moderate socialistiske præsident Rexhep Mejdani vil blive nødt til at tage hensyn til tidligere præsident Sali Berisha, hvis parti har sin base i de bjergrige egne i Nordalbanien, der grænser op til Kosovo. Han har altid været tilhænger af, at Tirana skulle engagere sig mere i konflikten.
Han har besluttet at udnytte sine landsmænds frustrationer og harme i et forsøg på at få revanche over eks-kommunisterne, der væltede ham efter urolighederne i foråret 1997 - enten ved valgurnerne eller ved hjælp af gadens parlament.
Risikoen forværres af, at Kosovas Befrielseshær, UCK, faktisk er en stat i staten. Den får tilført mange penge fra albanere i udlandet, og dens styrker kontrollerer reelt områderne ved grænsen til Kosovo, som de flere gange er trængt ind over. UCK udnytter de serbiske reaktioner - hvis de da ikke selv fremprovokerer dem - i et forsøg på at inddrage NATO på sin side og få Vesten til at levere våben.
Chokbølgen er endnu farligere for Makedonien, hvor etniske albanere ifølge en folketælling, der blev gennemført under EU's kontrol i 1994, udgør 25 procent af befolkningen, men i virkeligheden er tallet over 35 procent. Størstedelen er samlet i de vestlige områder ved grænsen til Albanien og Kosovo.
De ønsker selvstyre, hvis de ikke kan få Makedonien gjort til en forbundsstat. Ingen af delene vil de slaviske makedonere gå med til.
"Hvis for mange af flygtningene bliver i Makedonien, vil det forrykke den etniske balance og true staten," siger Kiro Gligorov, der er blevet kaldt 'Balkans gamle vise mand'. Han har siden uafhængigheden i 1992 været præsident for den lille tidligere jugoslaviske republik med to millioner indbyggere.
Makedonien er en mosaik af etniske grupper: Ved siden af makedonere og albanere er der også sigøjnere, tyrkere og valaker.

Præventiv styrke
I begyndelsen af århundredet kaldte man Makedonien 'Balkans krudttønde', og det gælder stadig. Siden 1992 har FN haft en 'præventiv' styrke på 500 mand i landet, og nu er der også NATO-styrker. Det har ikke bidraget til at afdramatisere den mere og mere eksplosive situation.
"Beograd anvender etnisk udrensning til at destabilisere nabolandene og forsøger at skabe en åben konflikt mellem ortodokse og muslimer her," siger den 33-årige ministerpræsident Ljubko Georgievski, som vandt valget i oktober sidste år.
Hans parti, det stærkt nationalistiske VRMO, er erklæret arvtager efter de komitadjis (militser), der gennemførte blodige aktioner på Balkan i 1930'erne.
Efter at være kommet til magten er han blevet mere besindig. Han har dannet en koalitionsregering sammen med et albansk parti, hvis leder, Arben Xhaferi, forsøger at dæmpe gemytterne: "Vi vil ikke spille Milosevic' spil, som går ud på at destabilisere Makedonien," sagde han for nylig.
For de makedonske albanere er Kosovos befrielse hovedsagen; derfor vil de ikke gøre noget, der kan genere NATO. Men de glemmer ikke de ydmygelser og den brutalitet, deres etniske brødre bliver mødt med af makedonerne.
"Intet kan blive som før," understreger en albansk intellektuel.
"Det har mindet os om, at vi er andenklasses - for ikke at sige tredjeklasses - borgere her i landet."
Efter krigen vil regnskabet blive gjort op.

© 1999 Libération & Information.
Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her