Læsetid: 5 min.

Stjerneruser og himmelgarn

23. april 1999

Einar Már Gudmundsson sætter fodspor på himlen

Roman
Umiddelbart kunne man godt synes, at titlen på Einar Már Gudmundssons roman fra 97, som nu foreligger i dansk oversættelse, er lidt vel drabelig. Fodspor På himlen, lyder den. Der må da være grænser for, hvor langt selv islændinge kan nå med deres gummistøvler, tænker man.
Når man f.eks. hører en rumlen fra fjerne horisonter, får man jo ikke uden videre den tanke, at det nok er en islænding, der er ude for at røgte sine stjerneruser og himmelgarn. Men på den anden side: efter at have læst denne roman, eller krønike, kommer man ærlig talt i tvivl. Sagafolket deroppe nordpå har jo i det hele taget en masse mærkelige skikke - for slet ikke at tale om overnaturlige evner. Og efter læsningen forekommer titlen ikke bare rimelig. Den virker selvfølgelig.

Historiens kanonføde
Bogen er en krønike om de upåagtede, de såkaldt små eller almindelige mennesker, historiens kanonføde, dem det altid går ud over. Fortælleren opruller sin egen slægts historie i et utal af enkeltskæbner: der er bedsteforældre, farbrødre, fætre og kusiner i et stort virvar, men det er nu ikke så uoverskueligt, som det umiddelbart kan se ud til. Forfatteren har tjek på de personer, han - af og til kun ved hjælp af et par linier, men altid med effekt - sætter i værk. Bogen afsluttes med en stor slægtstavle, men så vidt jeg ved, er islændinge særdeles kyndige, når det drejer sig om at holde styr på anerne, så man kan vel gå ud fra, at tavlen er venlig forfatterservice overfor danske læsere. I en præcis og veloplagt stil, der ikke bliver mindre sandfærdig af, at forfatteren lystigt parodierer det let selvhøjtidelige i selve genren, gøres der rede for Slægten fra sidste halvdel af forrige århundrede, især fra tiden lige før århundredeskiftet, og frem til 1930'erne, hvor den jættestore, overbeviste kommunist, Ragnar, først melder sig som frivillig i den spanske borgerkrig, siden kommer hjem med ødelagt hånd, men fuld af gode historier om døde fascister, angiveligt egenhændigt nedlagt af ham selv, der "ligger som tudser i bjergene" dernede i det - endnu senere - ferieparadis.

Vild og blodig
Krønikens mange skæbner og enkeltpersoner, slægtens folk, er nok jævne mennesker, nok ydmyge af samfundsmæssig status, men bestemt ikke af sind. De er suveræne aktører i tilværelsen, og kan slet, slet ikke forstås eller opfattes, hvis man bare ser dem som "produkter" af bestemte sociale og økonomiske forhold. De unddrager sig ikke bare den sædvanlige, lunt socialdemokratiske forpylring, der på det nærmeste sætter lighedstegn mellem "det almindelige menneske" og den slags kommende "fødevareprodukter" som går under betegnelsen tamkvæg. Gudmundssons islandske almue er vild og blodig, den lader sig ikke rokke i sin opfattelse af, at verden er stor, selv om man f.eks. ved skæbnens ugunst - og ægtemandens svigtende betalingsevne vedr. husleje og den slags - havner i en boligspekulants jordkælder, med indsivende smeltevand og en flok sultne unger omkring sig. "Solen skinner, og sundene er blå, verden er smuk og fjeldene høje", står der. Ikke til vammel trøst, men som påmindelse midt i elendigheden.

Spændvidde
Der er i det hele taget en kolossal spændvidde i Einar Már Gudmundssons fortællestil. Det er det høje og det lave, den lille og den store verden, abstrakterne og det konkrete, der hele tiden er tilstede samtidig, tørner sammen, belyser, be- og afkræfter hinanden. Intet småt bliver ligegyldigt, bare fordi det store er større, og intet er så stort og betydningsfuldt, at det enkelte menneskes skæbne bare bliver en underordnet bagatel.
Det har denne verdens systembyggere rigtig godt af, men selvfølgelig er det også det, der gør, at det f.eks. i sin tid viste sig umuligt at indføre kommunismen på Island. Selv om djærve kæmper og rappe kvindfolk gjorde, hvad de kunne. Det var ikke mindst terminologien, der ikke slog til. I en så lille befolkning som den islandske, er det vanskeligt at operere med venne- og fjendebilleder som Arbejderen og Arbejdsgiveren Den Undertrykte og Kapitalisten - for de kender allesammen hinanden.
I en af bogens mest grinagtige episoder, trækker en kommunistisk arbejder helt bogstaveligt bukserne ned på en værkfører, der har været så formastelig, på virksomhedens vegne, at kræve lønnen sat ned - under henvisning til afsætningsvanskeligheder på verdensmarkedet.
Han, værkføreren, får kort og godt smæk i den bare. Men da han derefter - forståeligt nok, kan man vel sige - straks fyrer arbejderen, får virksomheden problemer.
Samtlige maskiner sætter ud - for arbejderen var den eneste, der havde forstand på at passe dem. Det får selveste Direktøren til at fastslå, at selv hvis det var ham, der havde fået smæk, ville han ikke have været så dum at fyre den eneste af arbejderne, der kunne få maskinerne til at køre.

Island
Einar Már Gudmundssons fortællestil er umiskendeligt islandsk, som man kender den fra Haldórr Laxness og f.eks. Gudbergur Bergsson.
Det er først og fremmest en stil, der har et fuldstændig uanstrengt forhold til tiden. Fortiden er lige så tilgængelig som nutiden, har man indtrykket af, traditionen er aldrig nogen byrde, men et redskab slet og ret. Og så er islandske forfattere - i alt de tre nævnte - helt fri for provinsielle mindreværdsfølelser. De holder sig på ingen måde tilbage, bare fordi deres nation er så lille.
Det er nu engang Island, der er deres udgangspunkt, og det kunne de ikke drømme om at fornægte. Noget tilsvarende kan man desværre ikke sige om alle danske forfattere, hvoraf en del vistnok opfatter sig selv som "mere internationale", bare fordi de ikke ved en skid om det land, de bor i, men tror, at kun den del af verden, der ligger på den anden side af nærmeste lufthavn, er vigtig og betydningsfuld nok til, at man kan skrive om den. Hvad Einar Már Gudmundssons Fodspor på himlen angår, er det en fremragende roman. Den fortæller noget vigtigt om både det store og det små, og så kan den i øvrigt læses af såvel finsmagerne som af de "almindelige mennesker", den handler om. I begge tilfælde med stort udbytte.

*Einar Már Gudmundsson. Fodspor nå himlen. Roman. Oversat af Erik Skyum-Nielsen. 213 sider, 229 kroner. Vindrose. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu