Læsetid: 2 min.

Stormløb mod filmdirektør

28. april 1999

Dogme- og andre filminstruktører anklager Filminstituttets ledelse for at sætte sig tungt på magten og udtørre mangfoldigheden i dansk film

Sædet er begyndt at brænde under ledelsen af Det Danske Filminstitut.
I en fællesudtalelse fra sammenslutningen Danske Filminstruktører protesterer en lang række filminstruktører blandt andre de internationalt anerkendte dogme-brødre, Lars von Trier, Søren Kragh-Jacobsen og Thomas Vinterberg mod en "kraftig centralisering af beslutningerne om fordeling af støttemidler, herunder udhulingen af konsulenternes selvstændige handlefrihed." Konsulenterne bedømmer filmprojekter og udvælger hvilke projekter, der skal indstilles til støtte.
Kritikken er rettet direkte mod ledelsen af Filminstituttet, direktør Henning Camre.
"Konsulenterne er nogle, der ryger ud igen efter en tid. Men i den nye struktur sidder Camre og Thomas Stenderup (chef for Produktions- og udviklingsafdelingen, red.) bag ved konsulenterne, og alt skal igennem dem. De sidder på ubestemt tid. Det er udemokratisk og udtryk for en meget farlig centralisering," siger filminstruktøren Helle Ryslinge.
Filminstruktørerne frygter, at magtkoncentrationen vil skade mangfoldigheden og fornyelsen i dansk film.

Problemer for alle
Det er filmselskabet Zentropas direktør, Peter Aalbæk-Jensen, der har sat lavinen i gang. I sidste uge gik han voldsomt til angreb på Henning Camre i en strid om tildelingen af den såkaldte forproduktionsstøtte til Lars von Triers kommende storfilm Dancer in the Dark.
"Forløbet af vores sag beviste bare, at det totalitære styre på Filminstituttet ikke har til hensigt at fremme de mange facetter, som dansk film består af i dag. Der er problemer over hele linien. Lige fra en low-budget-film til en stor produktion som Triers til 100 millioner kroner," siger Aalbæk-Jensen, der fremhæver, at det er en ny udvikling inden for dansk film:
"Camre og Stenderup sidder på det hele. Og vi har svært ved at acceptere, at man betragter sig som en modstander af dansk film og nu altså vice versa."
Kritikken af Filminstituttet har ulmet det meste af et år. Men er ikke slået ud i lys lue før nu, fordi man ønskede at holde fokus på en konstruktiv udvikling af filmmiljøet i forbindelse med tildelingen af ekstra bevillinger på finansloven.
"Nu synes vi tiden er moden til at kigge kritisk på det system, der skal håndtere de mange ekstra midler," siger instruktøren Lotte Svendsen.
Instruktørerne protesterer ligeledes mod nedlæggelse eller nedprioritering af faglige råd og udvalg i Filminstituttets regi.
"Instituttet er til for os - vi er ikke til for dem. Hvad var instituttet uden nogle mennesker, der havde nogle knaldede idéer, og en gang i mellem sidder i et sommerhus og skriver i døgndrift. Vi vil gerne have en dialog om, hvordan vores interesser - sammen med producenternes økonomiske ansvar - kan tilgodeses," siger Lotte Svendsen.
Danske Filminstruktører har bedt kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) se på Filminstituttets struktur.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Henning Camre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her