Læsetid: 5 min.

Sydamerikanerne vil ledes af stærke mænd

26. april 1999

Bløde kup gennem stemmesedler og forfatningsændringer hører til dagens uorden i halvfemsernes Sydamerika. Nu er det Venezuelas tur, og også her er vælgerne med den nye stærke mand

LA PAZ - Meget kan man sige om Venezuelas præsident Hugo Chávez Frias' egenrådighed, men han er en mand, der lærer af sine fejl.
For syv år siden endte den daværende oberstløjtnant i faldskæmstropperne i fængslet efter at have anført et blodigt og fejlslagent kupforsøg. I dag har han i lighed med andre præsidentkolleger på kontinentet gennemskuet, at halvfemsernes sydamerikanske revolutioner og "bløde" kup har vælgernes kryds - og ikke maskingeværer - som stærkeste våben.
Hvis alt gik som forudsagt ved gårsdagens afstemning om en ny grundlovsgivende forsamling i Venezuela, vil det af præsidenten blive tolket som frie tøjler til gennemgribende forandringer i skabelsen af et "nyt demokrati". Eneste forhindring synes at være vælgernes mulige ligegyldighed og manglende fremmøde, men selv det vil sandsynligvis ikke være nok til at stoppe eks-obersten.
I så fald kan Chávez blot henvise til sin moralske ret via den knusende valgsejr, der bragte ham præsidentposten, og en opbakning på omkring 80 procent i meningsmålingerne. Et argument, der vil blive understøttet af hans glødende tilhængere, som i dagevis har blokeret adgangen til parlamentet for upopulære modstandere.
"De forstår ikke, at hvad vi har her, er en revolution i fremmarch," erklærede Chávez, da oppositionen beskyldte ham for, at ønsket om en ny grundlov blot er et dække for et nyt statskup.
Faktisk opfylder præsidenten blot et valgløfte. "Den demokratiske revolution" var et hovedtema i den tidligere officers valgkamp sidste år, og han har aldrig lagt skjul på sin foragt for det bestående system. Chávez har siden sin tiltræden i februar tiltaget sig mere magt end noget andet statsoverhovede i Venezuelas demokratiske historie.
Senest i torsdags gennemtvang han sig under en 12 timer lang debat i parlamentet retten til at diktere hele den økonomiske politik via dekreter. Simpel nødvendighed, siger Chávez' tilhængere, for at han kan løfte landet ud af den dybe økonomiske krise, som lave oliepriser og et overbefolket, korrumperet bureaukratisk system har sendt Venezuela ud i.
Hvordan problemerne konkret skal løses, er stadig et spørgsmål, som de fleste stiller sig.
Chávez har i de første måneder som præsident haft travlt med at samle magten. Hvad han egentlig vil bruge den til står mere hen i det uvisse.
Retorikken fra valgkampen om at tage fra de få i landets rige elite og give til de mange fattige, som aldrig har fået del i de store olierigdomme, er efter valgsejren blevet modereret med forsikringer overfor erhvervslivet, udenlandske investorer og nordamerikanske olieinteresser om, at de liberale spilleregler vil blive overholdt.
Men glimt af Chávez' vision har også vist sig i en meget fremtrædende rolle til militæret. Et væld af nuværende og pensionerede officerer er blevet udnævnt til vigtige politiske og administrative stillinger fra ministerposter over skattekontoret til bestyrelsen i det statslige olieselskab Petroleos de Venezuela.
USA har - naturligvis - udtrykt sin bekymring over udviklingen. Men eks-kupmageren er samtidig blevet modtaget som officiel gæst i Washington.

Vi alene vide
Ingen kan benægte, at Venezuelas befolkning ønskede drastiske forandringer, og i virkeligheden er den nyvalgte venezuelanske præsident måske blot den rendyrkede form for Sydamerikas vælgeres drøm om den nye stærke mand, som han har set ud op gennem halvfemserne.
"Vi alene vide," ville være et passende motto for flere af kontinentets folkevalgte statsledere. Alle hylder de demokratiet og folkets indflydelse, men der er unægtelig enevældig glans i spejlene i de pompøse præsidentpaladser. Med en solkonges selvbevidsthed har den ene efter den anden "erkendt", at folket vil fare vild uden deres lederskab.
Såvel Perus Alberto Fujimori som Argentinas Carlos Menem regerer på det sidste af deres anden præsidentperiode, selv om forfatningerne ved deres tiltræden udtrykkeligt sagde én periode. Også i Brasilien har Henrique Cardoso netop haft held med at overbevise om, at landet er "nødt" til at give ham fire år mere. Selv de reviderede forfatninger forsøges nu bøjet af juridisk vej for at berede vejen for en tredje periode.
For Menem virker det trods juridisk "magi" måske stadig som en fjern mulighed, men i Peru har Fujimoris støtter - efter at uenige dommere er fyret - haft held med argumentet om, at han første gang blev valgt under den gamle forfatning og derfor faktisk stadig har en periode tilbage.
Hverken Fujimori eller Menem har officielt bebudet deres kandidatur til præsidentvalgene sidst på året, men få er i tvivl om, at de drømmer om at bevare magtens sødme.
Ligesom Cardoso i Brasilien sidste år havde held med at overbevise om, at han og kun han kunne redde landet fra den økonomiske afgrund, vil Menems bedste kort være argumentet, at afsmitningen fra "sambakrisen" kræver hans erfaring - forfatningsregler eller ej.
Hverken argentinere eller peruanere ønsker gentagelser af fortidens kaos og hyperinflation, og spørgsmålet er, om vælgerne tør sige nej, hvis de får muligheden for midt i en ny krisetid at genvælge dem, der anførte de sidste ti års opgangstider.
Også Venezuelas præsident Chávez har tydeligvis langsigtede planer, selv om han næsten kun lige har fået sat sig til rette. En af hans ønskede forfatningsændringer er efter fransk forbillede muligheden for to præsidentperioder på hver syv år.
Næste store skridt i hans 'fredelige revolution' er - alt efter afstemningsresultatet i går - planlagt til juli, hvor den da nyvalgte grundlovsgivende forsamling skal begynde sit arbejde. Chávez har allerede bebudet, hvad han 'forventer' af det sandsynlige flertal af Chávez-loyale grundlovsfædre, som ifølge ham selv skal definere deres magt:
"Verden må hellere forberede sig på, at den grundlovgivende forsamling opløser kongressen. Det vil ske, og det er normalt. Verden burde bifalde det," siger han.
Verdens begejstring vil dog nok afhænge af, i hvor høj grad Sydamerikas nye stærke mand yderligere har tænkt sig at bruge musklerne til at fjerne irriterende demokratiske forhindringer.
"Og Højesteret med," lød således hans kommentar til, at Venezuelas højeste dommere erklærede, at en opløsning af kongressen ville være ulovlig.
En solkonge værdig og måske til en vis grad efter 90'ernes sydamerikanske standard, men ret beset ikke særlig normalt i et demokrati - uanset flertallets opbakning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her