Læsetid: 3 min.

Tante Tanne og filmen

23. april 1999

Karen Blixen-film i nyttig men lidt for familiær belysning

Portræt
Den 74-årige filmjournalist Keith Keller har kendt Karen Blixen gennem sit ægteskab med hendes niece Ingeborg Dinesen, og hans bog om tante Tanne (som han kaldte og kalder hende) og filmen er velskrevet, anekdotisk og præget af en kærligt humoristisk holdning til koryfæet Blixen.
På omslaget skriver forlaget, at bogen "udfylder et lidt overset hul i Karen Blixen-forskningen".
Bogen hævderintetsteds at være forskning, men sandt er det, at den opfylder et behov for at få alle Blixen-film og -filmprojekter samlet i én fremstilling.

Uinteresseret i film
Karen Blixen kunne være blevet en fremragende filminstruktør. Hendes skrivemåde udmærker sig ved en udsøgt behandling af farver, lys, perspektiv, størrelses-forhold og komposition. Hendes fortællinger har tit en gennemgående farveholdning eller en dominerende grafisk figur, og hun lægger også musik og lyd på sine tekster.
Men det fremgår af Keith Kellers bog, at hun med enkelte undtagelser ikke var særlig interesseret i film, med mindre der var tale om en eventuel indtægtskilde ved filmatisering af hendes egne værker - projekter, som hun ellers forholdt sig skeptisk til.
Alligevel foreligger der nu en efterhånden lang række film over hendes fortællinger og liv - det sidste både i fiktions- og dokumentarisk form. Bortset fra Karl Bjarnhofs tidlige portrætfilm, har Karen Blixen ikke selv set nogen af dem. Nogle af dem ville sandsynligvis få hende til at rotere hastigt om sin egen akse i graven.

Orson Welles på banen
Efter nogle meget underholdende kapitler om Karen Blixens eget (manglende) forhold til film, gennemgår Keller både de Blixen-film og tv-stykker og -film, som foreligger, i en rækkefølge, som med enkelte afvigelser er kronologisk efter tilblivelses-tidspunktet.
Det er lidt svært at indse logikken i at anbringe Orson Welles' arbejde med Blixen et stykke nede i rækken, da hans filmatisering af Den udødelige Historie vel er det første og hidtil mest vellykkede forsøg på at omskabe hendes verden til levende billeder. Til gengæld gøres der omhyggeligt rede for Welles' ikke-realiserede Blixen-projekter, et stof, som det ville være svært for den almindelige Blixen-interesserede selv at finde.
Det er dog ejendommeligt, at Keller ikke nævner Welles' plan om at filmatisere Den afrikanske Farm med Audrey Hepburn som Karen Blixen. Interessant fordi Keller netop fremhæver, at Hepburn - i kraft af sin fremtoning - var en af Karen Blixens få film-favoritter.
Der vies hele fire kapitler til Welles og Blixen, rimeligt nok. Han er den eneste af de instruktører, der hidtil har forsøgt sig med hendes værk, som kan måle sig med hende i kunstnerisk format. Nogle af hans specielle billedeffekter, hans lette perspektivforskydninger og brug af spejle, kan være inspireret af træk i Syv fantastiske Fortællinger, der udkom i USA i 1934, seks år før han selv gik i gang med Citizen Kane.

Venlige vurderinger
Keller gennemgår filmene én efter én og medtager også - meget fortjenstfuldt - ikke-realiserede projekter gennem tiden. Han har øjensynligt haft adgang til manuskripter, der endnu har en chance for at blive realiserede som instruktøren Carsten Brandts til Digteren og manusforfatteren Julian Bonds til The Cloak over tre fortællinger fra Albondocani-fragmentet i Sidste Fortællinger. Begge lyder interessante. Der bringes tillige uddrag fra Chr. Braad Thomsens planlagte drama efter Thorkild Bjørnvigs Pagten.
De eksisterende Blixen-film er sandt at sige ikke alle lige vellykkede, men Keller, der er en venlig mand, sparer på de negative værdiudsagn og er rundhåndet med de positive. Kellers og min opfattelse af kvalitet divergerer af og til. Enhver har ret til sin opfattelse, men man kan savne lidt mere argumentation og analyse.
Til gengæld er Keller særdeles omhyggelig i sin fremstilling af optioners vandring og økonomiske trakasserier, hvilket ikke har så meget med Blixen at gøre. En beskrivelse af Flemming Flindts ballet Lucifers Datter forekommer også lidt påfaldende i sammenhængen. Der er lavet flere operaer og balletter over Karen Blixens liv og værk, som lige så godt kunne være inddraget.
I det hele taget mangler bogen et samlende synspunkt. Den formulerer ikke sine synsmåder. Til gengæld har den nogle gemytlige karakteristikker af instruktørernes udseende og væsen og citerer rigeligt fra dem. Bogen har ingen konklusion, men samler en mængde nyttige oplysninger.

*Keith Keller: Karen Blixen og filmen. Ill. 262 sider, 249 kroner, Aschehoug

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu