Læsetid: 6 min.

Tid til fusioner

23. april 1999

Det seneste års revolutionerende fusionsbølge på den globale markedsplads tog et nyt ryk i går, da Deutsche Telekom og Telecom Italia fusionerede og dannede verdens største selskab for telekommunikation

Krigen om magt, markedsdominans og kapital på den globale markedsplads er eskaleret kraftigt på det seneste, og en række økonomiske titaner er ved at se dagens lys - fra telekommunikation til bank-, bil-, olie-, og medicinalvirksomhed.
I går meddelte Deutsche Telekom og Telecom Italia, at de fusionerer med hinanden, og det er den største selskabsfusion nogensinde. Et europæisk kraftcenter for telekommunikation er blevet skabt, og en fjerdedel af befolkningen i EU-landene er kunder hos telegiganten. Det nye tysk-italienske selskab bliver verdens største i branchen målt på telefonkabler. Med en markedskapitalisering på næsten 1.400 mia. kr (det er mere end det samlede danske bruttonationalprodukt på små 1.200 mia. kr) overgår selskabet den amerikanske gigant, SBC/Ameritech, der selv blev til ved en fusion sidste år, og som i øvrigt sidder på TeleDanmark.
Den tysk-italienske fusion sætter en ny standard for grænseoverskridende fusioner - i størrelse og i et europæisk integrationsperspektiv.
Selskabet vil skabe en helt ny virksomhedskultur, der hverken er italiensk eller tysk, siger Deutsche Telekoms chef, Ron Summer, der hvert andet år har lovet at bytte chefstol med sin italienske medchef, Franco Bernabe. I bestyrelsen er der fifty-fifty repræsentation af 'italienske' og 'tyske' medlemmer, men Deutsche Telekom vil eje 56 procent af aktierne i det nye selskab, mens italienerne får 44 procent. En anden side af den 'nye kultur' er, at det er første gang, at to statskontrollerede europæiske virksomheder fusionerer på tværs af grænsen. Den tyske stat ejer fortsat 74 procent af aktierne i det gamle 'nationale' teleselskab, og selvom den italienske stat (i overensstemmelse med EU's liberalisering) har solgt ud af sine teleaktier, så sidder den stadig med nogle gyldne aktier, der giver staten vetomulighed overfor strategiske beslutninger. Fusionen er blevet godkendt på højeste regeringsniveau, og den sidste afgørende forhindring er nu om EU's og USA's konkurrencetilsyn vil acceptere dannelsen af den nye gigant. Imens kan Deutsche Telekoms fusionsrådgiver, investeringsbanken Goldman Sachs stryge et klækkeligt honorar på omkring 300 mio. kr. for få ugers arbejde!

For Telecom Italia er fusionen i første række et defensivt træk imod det fjendtlige overtagelsesforsøg fra Olivetti, der havde budt 392 mia. kr på teleselskabet. For Deutsche Telecom, der slæber rundt på stor gæld og stagnerende profitter, er det derimod rart at få snablen ned i det italienske selskab, der har en lukrativ indtægtskilde på markedet for mobiltelefoni.
De håber på at opnå synenergieffekter (dvs. medarbejderstaben på 342.000 ansatte og såkaldt høje omkostninger skæres ned) - og de forsøger at skabe basis for videre ekspansion på det globale marked. Men ikke alle analyti-
kere føler sig overbevist om, at den planlagte fusion er lykken. De to gamle nationale monopoler er nemlig trængt på hjemmemarkedet efter EU-liberaliseringerne og har mistet op imod 30 procent af det tidligere så beskyttede marked til nye discountselskaber.
France Telecom raser over fusionen, fordi selskabets faste alliancepartner gennem flere år (Deutsche Telekom) vender ryggen til Paris for at etablere en tysk-italiensk akse. France Telecoms ambitioner om i samarbejde med tyskerne at blive Europas svar på AT&T i USA ligger nu i ruiner, og de må ligesom Olivetti på jagt efter nye partnerne. Hos Deutsche Telekom har Ron Summer en klar global ambition: "Vi ønsker at blive som Daimler i forhold til Chrysler - ikke at ende som Opel i General Motors," siger han. At Summer drager paralleller til bilindustrien er ingen tilfældighed, for den har præget den industrielle udvikling i det 20. århundrede. Fra fordismens masseproduktion i tyverne til internationaliseringen i tresserne til den seneste globalisering med fusioner af de førende selskaber.
Sidste år skrev 'tyske' Daimler Benz og 'amerikanske' Chrysler historie, da de to overraskede alle og fusionerede. En voldsom overkapacitet på verdens bilfabrikker og hastigt voksende udviklingsomkostninger har fået mange til at følge i deres fodspor. I januar købte Ford Volvos division for personbiler, og Fords chef, Jacques Nasser formulerede, hvad alle bilfabrikanter tager for givet: "På sigt vil der kun være plads til seks verdensomspændende fabrikanter."

I slutningen af marts fusionerede 'franske' Renault - der i flere år desperat har jagtet en fast partner - med den 'japanske' bilfabrikant, Nissan. De to rykker målt på markedsandel ind på den globale fjerdeplads i bilindustrien, efter General Motors, Ford, Toyota - og lige foran Volkswagen og Daimler/Chrysler.
Nissan har en stor gæld og store tab, men rent geografisk supplerer de to selskaber hinanden. Fremover ventes Clio og Micra modellerne at smelte sammen, men om de to selskabers vidt forskellige ledelses- og organisationskulturer kan bindes sammen i et fungerende globalt netværk er ikke sikkert.
Fusionen er, som Renaults adm. chefdirektør Carlos Ghosn erkender, "en høj risiko strategi" - med den forventelige tilføjelse, at det også er en strategi, der kan give en høj belønning. Bl.a. fordi den bringer Renault/Nissan op på de knap 10 procent af verdens bilmarked, et niveau som de selv anser for at være et absolut minimum for at overleve i konkurrencen på længere sigt. For de store bliver endnu stærkere. I denne uge meddelte General Motors og Toyota (der til sammen har en fjerdedel af verdens bilsalg), at de laver et udvidet forsknings og udviklingssamarbejde - og talsmænd fra selskaberne siger åbent, at det muligvis med tiden kan føre til en fusion mellem de to selskaber.

Også i oliebranchen er en bølge af fusioner rullet ind igennem selskabernes olieledninger. I december åd Exxon den mindre konkurrent, Mobil, og strøg med en markedskapitalisering på omkring 1.680 mia. kr ind på den globale førsteplads foran Shell. Og på samme tidspunkt overtog 'franske' Total det 'belgiske' selskab, Petrofina, og dannede verdens sjettestørste selskab. De to fusioner var et svar på British Petroleums køb af Amoco sidste år i august, men den første april i år gik BP Amoco i aktion igen og købte det 'amerikanske' olieselskab, Altantic Richfield. Med en markedskapitalisering på 1.330 mia. kr indtager selskabet andenpladsen i den globale oliepøl efter Exxon, men måler man på årsproduktionen er BP Amoco med 2,6 mio. tønder olie faktisk størst.
I branche efter branche er der en usædvanlig stor koncentration af pengemagt og produktionsdominans. I banksektoren har Banque Nationale de Paris forsøgt sig med et fjendtligt overtagelsesforsøg imod de nyligt fusionerede selskaber, Paribas og Societé Generale, men denne plan om at blive verdens største bank er foreløbig mislykkedes. EU-liberaliseringerne har fået mange finansvirksomheder til at rykke sammen. Herhjemme er Tryg-Baltica og Unibanks januar-fusion et eksempel; i Spanien er fusionen mellem Banco Santander og Banco Central Hispano et andet eksempel.

I medicinalbranchen har også budt på den ene banebrydende megadeal efter den anden. Så sent som den 6. april gik 'svenske' Astra sammen med 'britiske' Zeneca og dannede et af verdens absolut største selskaber i medicinalbranchen og den agrokemiske industri.
I første kvartal af 1999 har de europæiske fusioner og opkøb en værdi på over 2.500 mia. kr., og det er tre gange så meget som i samme kvartal sidste år. Det er et vidnesbyrd om, at EU's indre marked og ikke mindst den nye europæiske valuta, euroen, har sat turbo på fusions- og rationaliseringsbølgen. Det øger presset på de europæiske politikere. For det er deres ansvar at sikre et tidsvarende konkurrencetilsyn, der forhindrer, at de nye monopoler og oligopoler spiser de økonomiske fordele, som liberaliseringerne oprindelig skulle give til forbrugerne. Men Europa er ikke stor nok.
For i en række industrier - fra biler og telekommunikation, til computersoftware til markedet for søde læskedrikke - er der ved at udkrystallisere sig et globalt 'marked', der er præget af oligopolitisk 'konkurrence' med maksimalt fire-fem- aktører.
Derfor er der i stigende grad behov for en global myndighed som effektiv modvægt til de nye globale virksomhedsimperier.
I øjeblikket er virksomhederne og markedsudviklingen flere kilometer foran politikerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu