Læsetid: 4 min.

To russiske løver frem for en Gul Enke

23. april 1999

Katrine Gislinge udkommer på Deutsche Grammophons gule etiket - side om side med kapaciteten Mikhail Pletnev. Og fænomenet Volodos sætter nye rekorder på Sony Classical

NYE CD'ER
Det danske klaverhåb Katrine Gislinge er rykket op i den klassiske musiks Champagne-liga. Med sin debut på Deutsche Grammophons verdensberømte gule etiket lader hun nu propperne springe om kap med de bedste. Det er epokegørende set med danske øjne, men lægger man de rød-hvide briller og ser udgivelsen i det internationale perspektiv, den lægger op til, kommer der problemer til syne.
Første prop, der løsnes, er både et drøn og en fuser. Manuel de Fallas spanske bravurafantasi Fantasía Bética passer dårligt sammen med de følgende småstykker af vores egen danske Carl Nielsen og tjekkernes mindst lige så tjekkiske Janacek. Desuden er der ikke meget ved at høre, at Katrine Gislinge næsten mestrer de Fallas festfyrværkeri. Gislinge er en facetteret fortolker, men en rigtig virtuos teknikker på internationalt niveau er hun ikke.
Cd'ens mindre stykker er de mest interessante. Ganske vist er det smag og behag, hvordan man kan lide sin Nielsen: Karsk, tør og modernistisk som hos Herman D. Koppel eller stort og romantisk nyfortolket som hos Katrine Gislinge. Selv foretrækker jeg en nobel årgang 1952 af de tre posthume stykker op. 59, sådan som Arne Skjold Rasmussen skænker den på vol. 5 af Danacords historiske Carl Nielsen-serie. Nielsen hyldede selv det klassisk klare som sit ideal.
Men Gislinges indledning til Carl Nielsens Impromptu fra op. 59 perler lifligt i glasset, og der er fine fraseringer i hendes personlige bud på nationalkomponistens kendte klavertoner. Bedst klæder hendes detaljefokuserende, nysgerrigt undersøgende indfaldsvinkel Nielsens tidlige stykker op. 3. Leos Janaceks episk-tragiske sonate i to satser og hans cyklus V Mlhách (I Tågerne) spilles ligeledes med vældigt drama - mørktfarvet, langsomt og endevendende. Lidt mere klarhed med deraf følgende mulighed for overblik hos lytteren ville ikke skade.

Frie fortolkninger
Det er store navne, Gislinge bider skeer med på Deutsche Grammophon. Blandt andre dirigenten og klaverkapaciteten Mikhail Pletnev, der på sin nyeste cd bringer en hyldest til landsmanden Rachmaninov. Det gør han ikke ved at spille et rent Rachmaninov-program, men derimod ved at traktere mesterens restaurerede Steinway-flygel, der stadig står, hvor Rachmaninov forlod det, i hans villa Senar i det naturskønne Hertenstein i Schweiz.
Pletnev er kendt for sine frie fortolkninger, og hans perleklare version af Chopins Grande Polonaise i Es-dur bidrager til renomméet. Men cd'en Hommage à Rachmaninov viser først og fremmest Pletnev som en teknisk meget sikker pianist med en fast og åben, til tider smukt matgylden klang. Nok sidder de dynamiske angivelser i Beethovens Les adieux ikke helt som i den autoriserede Urtext-nodeudgave af sonaten, men excesserne er overskuelige, og frem for alt har fortolkningen et ubrudt nærvær.
Pletnevs Mendelssohn flyver, og hans Rachmaninov-variationer over et tema af Corelli - den kendte folia - er lige så levende som teknisk overlegne. Desuden klinger Sergejs gamle Steinway rigtigt godt. Cd'en er flot optaget - lidt af en sjældenhed, når det drejer sig om klaverplader - og med høretelefoner på kan man høre Pletnevs uklippede negle mod tangenterne.

Nærmest autistisk
Turen opad på skalaen i klaverteknisk overlegenhed når toppen med det unge, butkindede klaverfænomen Arcadi Volodos, der efter gentagne optrædener i Radiohusets Koncertsal ikke længere er det danske koncertpublikum fremmed. Den tætte, 26-årige klaverløve, der angiveligt er meget lidt talende, demonstrerer på sin anden solo-cd uafviseligt mesterskab af nærmest autistisk tilsnit.
Volodos slår en uhyggeligt præcis og proper næve i Liszts 15. ungarske rapsodi, som han sin sædvane tro har planket i et Horowitz-arrangement - bare lige for at give Liszt-virtuoserierne en ekstra tand. Han kan tilsyneladende ikke få det svært nok.
Teknikken fejler ikke noget, men hvad man for alvor glæder sig over er, at han også kan nuancere og musicere. Efter Liszt vendes blikket indad. Udpluk af den mere drømmende Rachmaninov lægger sig smukt i halen på Skrjabin på dette recital-program fra Volodos' Carnegie Hall-debut. De to russiske komponister får følgeskab af levende fortolkninger i Schumanns komplette Bunte Blätter. Både Skrjabin og Schumann har det nærliggende sammenligningsobjekt Horowitz ganske vist spillet endnu mere poetiskt og intenst end Volodos, men teknisk må de to siges at spille lige op.
Selv om Carnegie Hall-pladen er en vaskeægte live-cd, er der ingen applaus. Det lyder som om, publikum er blevet bedt om at lade være med at klappe. Til gengæld jubler de, så det giver kuldegysninger efter Liszt-variationerne over Bryllupsmarchen, der er første ekstranummer på cd'en. Variationerne er en morsom og helt afsindig klavergyser af et ekstranummer, og den kan næppe overtrumfes. Et kort Skrjabin-præludium får lov at slå krølle på den kalkulerede live-cd, der også i covernoterne er sig utvetydigt bevidst om at skrive klaverhistorie.

*Piano Works - værker af de Falla, Nielsen og Janacek. Katrine Gislinge (klaver). DG 564 390-2. Udkommer i dag
*Hommage à Rachmaninov - værker af Rachmaninov, Beethoven, Mendelssohn og Chopin. Mikhail Pletnev (klaver). DG 459 634-2
*Live at Carnegie Hall - værker af Liszt, Skrjabin, Rachmaninov og Schumann. Arcadi Volodos (klaver), Sony Classical SK 60893

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her