Læsetid: 8 min.

Tørst efter digte

29. april 1999

Tendenserne i amerikansk lyrik er så mange, at man næppe kan tale om den som et samlet begreb - til gengæld blomstrer lyrikken i et omfang så skellet mellem digteren og folket er ved at blive udvisket

(BOGTILLÆG)
LYRIKSCENE
NEW YORK - I New York læses digte højt. Fra de mest eksklusive oplæsninger i det 60 år gamle 92d Street Y, der i indeværende sæson har haft besøg af blandt andre nobelprisvinderen Seamus Heaney. Til det hotteste sted, K.G.B. Bar i East Village, hvor fremtidens digtere færdes mellem gamle relikvier fra den kolde krig. Og så er der selvfølgelig de gigantiske bogvarehuse, Barnes & Noble og Tower Records Bookstore, der tilbyder oplæsninger stort set hver eneste aften året rundt.
"Folk, der ellers ikke ville bruge penge på digtsamlinger, stopper op, når de hører en digtoplæsning, fordi det er en øjeblikkelig tilfredsstillelse. De kan høre digtet, se digteren og har ofte en illusion om at få besvaret spørgsmål efter oplæsningen. Det er begyndt at nærme sig en event, hvor man får de samme oplevelser som i teatret eller biografen. Det er lyrik som en begivenhed, og ikke kun som noget man studerer eller lever med derhjemme," fortæller Andrew Zawacki, som befinder sig i centrum af New Yorks lyrikverden.

En gammel institution
Andrew Zawacki er redaktør for det internationale lyriktidsskrift Verse, ansat som koordinator i Poetry Society of America, lyrikanmelder for Times Literary Supplement og Poetry Review, og så har han selv udgivet digte i blandt andet The New Republic og Harvard Review.
Selvom den bølge af lyrikoplæsninger, som i øjeblikket opleves i New York, er blevet skabt over de sidste fem-ti år, så mener Andrew Zawacki, at tendensen går noget længere tilbage.
"Lige siden Dylan Thomas kom til Amerika, har digtoplæsninger været en institution her. Det foregår enten som individuelle oplæsninger eller gruppeoplæsninger, hvor digtere læser sammen med deres venner. Andre gange arrangerer man oplæsninger med digtere, som ligger langt fra hinanden i stil, for på den måde at lade forskellige meninger mødes. Digtoplæsninger er blevet udbredt til universiteter, teatre, caféer og i andre mere alternative omgivelser som for eksempel Central Park."
Det er kun meget få amerikanske lyrikere, der i dag værner om den tilbagetrukne digtersfære. Den amerikanske lyrikscene er i ordets forstand en scene, et sted hvor digteren kan møde sine læsere. Og omvendt. Med oplæsningen sættes der krop på digtet.
En af dem som er med til at arrangere oplæsninger på K.G.B. Bar, er David Lehman, som, foruden at være digter, er redaktør af antologien The Best American Poetry, som hvert år præsenterer en bred vifte af amerikanske digtere. I slutningen af 1998 udgav han tillige sit kritikerroste værk, The last avant-garde, som beskriver en af de mest betydningsfulde bevægelser i 50'ernes og 60'ernes amerikanske kulturliv, The New York School of Poetry.

Mange tendenser
The New York School of Poetry bestod af nu afdøde Frank O'Hara og James Schuyler og de stadig meget produktive digtere Kenneth Koch og John Ashbery. Bevægelsen var del af en større bølge i New Yorks kulturliv, hvor man så stort på traditionerne og leverede en provokerende og meget personlig tilværelsestolkning.
Fra abstrakte ekspressionister som Jackson Pollock og Willem de Kooning lærte de, at man i digtet sagtens kunne skildre selve digtets tilblivelsesproces. Det var ikke længere verden udenom, men tankerne i deres egne hoveder og forholdet til kunsten, som leverede inspirationen.
For som beat-generationen brugte The New York School of Poetry også flittigt af tidens dominerende kunstarter: film, musik og moderne billedkunst.
Og ligesom beat-digterne gjorde de det i en provokerende og poetisk ukorrekt stil, som brød med alt det normale.
Ifølge David Lehman har New York-skolens stil været banebrydende både i og udenfor New York:
"The New York Scool of Poetry var langt forud for sin tid i 50'erne og 60'erne, og de har derfor haft en meget stor betydning for avantgarden. Selvom det var en bevægelse med rod i New York, er dens betydning i dag så forgrenet, at man kan spore deres stil hos digtere i stater som Iowa, Indiana og Californien. Det beviser, at New York-skolen er en livsstil og ikke bare en geografisk betegnelse," siger David Lehman.
Han mener, at The New York School of Poetry er en af de vigtigste inspirationskilder for de mange unge digtere, som i øjeblikket befinder sig i en spirende, men meget broget lyrik-periode.
"Jeg ser mange unge lyrikere i dag, hvis digte åbenbarer de samme følelser, som man finder hos specielt Ashbery, men også hos Schuyler og O'Hara. Disse unge digtere betragter ikke erfaringen, men derimod fantasien som digtets kilde."

Forskellige bevægelser
The New York School of Poetry skal imidlertid ikke have hele æren for den succesbølge, som amerikansk lyrik rider på i øjeblikket. Der er mindst fem-seks vigtige bevægelser, som udgør tendenserne på den amerikanske lyrikscene i disse år. Der er Language Poetry og Poetry Slam, og der er Neo-Formalists, Post-Confessionals og Disjunctive Lyric. Og der er gruppen af velestimerede digtere som Derek Walcott, Louise Glück, Robert Pinsky, Frank Bidart, Robert Hass, Les Murray, Rita Dove og Charles Wright, der tilhører den generation af digtere, som, i modsætning til mere eksperimenterende digtere, høster Nobel-priser og Pulitzer-priser.
Nævnes bør også to betydningsfulde digtere fra San Francisco. Dels den aldrende digter Lawrence Ferlinghetti, der har overlevet sine beat-kolleger Allen Ginsberg og William Burroughs, og som i 1997 kom stærkt igen med digtsamlingen A Far Rockaway Of The Heart. Og dels August Kleinzahler, der i 1998 udgav digtsamlingen Green Sees Things In Waves, manden som Allen Ginsberg engang gav skudsmålet, "en ener, et geni".

Udefinerbart
"Det er stort set umuligt at definere de mange forskellige bevægelser i amerikansk lyrik i øjeblikket," fortæller Andrew Zawacki.
"Hvis man tegnede ti cirkler, og hver eneste lille gruppering af digtere var en cirkel, så ville de alle på en eller anden måde berøre hinanden. Måske med undtagelse af Language Poetry og Neo-formalisterne, som ligger meget langt fra hinanden."
Alligevel vil han gerne give sig i kast med en karakteristik af nogle af de mest betydningsfulde bevægelser:
"Language Poetry opstod som følge af krigen i Vietnam, og budskabet var anti-kapitalistisk og i det hele taget et opgør med det etablerede. Man brød sætningerne og ordene op, så man fik en arbitrær mening frem i digtet. Men i dag er det imidlertid svært at opfatte Language Poetry som en revolutionerende gruppe, fordi digtere som Charles Bernstein, Ray Di Palma, Clark Coolidge, Lyn Hejinian, Tom Raworth og Susan Howe er blandt USA's mest etablerede og respekterede digtere."
"Language Poetry har sandsynligvis haft en enorm betydning for Poetry Slam, som er en mellemting mellem poesi og performance. Poetry Slam lægger vægten på det talte ord, og finder som regel sted i konkurrencer, hvor digteren fremfører sit digt og efterfølgende tildeles point for udførelsen - lidt ligesom i en sportskamp," fortæller Andrew Zawacki.

Med i mange grupper
Et panel af dommere kårede sidste sommer den indianske forfatter Sherman Alexie til årets mester i Poetry Slam. Sherman Alexie er også kendt udenfor fænomenet Poetry Slam, fordi han har udgivet flere digtsamlinger, som er blevet godt modtaget i den etablerede lyrik-verden. Desuden har Sherman Alexie et væsentligt prosaforfatterskab, der blandt tæller romanen Reservation blues, som i 1996 indbragte den da kun 30-årige indianer American Book Award. Han er et eksempel på de digtere, som tilhører flere grupperinger, hvilket godt kan give problemer. Nogle af Slam-digterne synes utvivlsomt, at Sherman Alexie sælger ud, når han også udgiver sine digte i respekterede tidsskrifter.
De digtere som tilhører gruppen af Post Confessionals, kan ikke beskyldes for at spille på flere heste ligesom Sherman Alexie. Til gengæld beskyldes de for at være sentimentale, nærmest grænsende til det sensationelle. Det er ikke nogen egentlig skole, selvom bevægelsen tager udgangspunkt i digteren Sharon Olds. Emnerne er meget ofte barndommen, fødsler, i det hele taget personlige oplevelser, som berettes med en meget lille afstand mellem forfatter og fortæller.
"Det er en meget lidt fantasifuld form for lyrik og vel nok den mindst kreative af alle de lyrikformer, som i øjeblikket findes i USA. Sammenlignet med for eksempel The New York School of Poetry er den form for selvbiografi, som gruppen af Post Confessionals står for, fuldstændig drænet for ironi af nogen art," fortæller Andrew Zawacki.

Konservative fornyere
Det er da heller ikke her, man finder de sidste nye tendenser i moderne amerikansk lyrik. Det gør man paradoksalt nok hos de ret konservative neo-formalister og hos den bevægelse, som man indtil videre har karakteriseret som disjunctive lyric.
I 1996 udkom en antologi med formalistiske digtere, som hed Rebel Angels. Det er en ung generation af digtere, bestående af folk som Rachel Hadas, Phillis Levin, Greg Williamson og Emily Grosholz, der omkring bevægelsens hovedperson, Dana Gioia, har bragt den formalistiske digtning til debat i den aktuelle amerikanske lyrik. En stor del af den formalistiske digtning berører den selvbiografiske genre, og beskriver blandt andet emner som aids.
Mest nytænkende er dog miljøet omkring fænomenet disjunctive lyric, der placerer sig et sted midt imellem den etablerede gruppe af prisvindere og Language Poetry.
Gruppen udgøres af digtere, som ikke vil opgive det klassiske, lyriske digt, men hellere vil eksperimentere med det.
"Det er som om, at digtere som Jorie Graham, Michael Palmer, James Galvin og Karen Volkman vil sprænge digtet indefra. Som om disse digtere har placeret en lille håndgranat i midten af digtet. De vil stadig gerne have, at digtet er lyrisk, så det er ikke nogen stor bombe. Den efterlader kun et ganske lille hul i digtet," som Andrew Zawacki beskriver det.
"Digtet har måske en linje for meget eller en linje for lidt, nærmest som om at man kigger på digtet uden sine briller. Det er en dominerende tendens i amerikansk lyrik i øjeblikket. Og det er en tendens, som ligger meget langt fra de andre tendenser i lyrikken. Landets Poet Laureate, Robert Pinsky, har ikke noget at gøre med denne form. Disjunctive Lyric er for sofistikeret til at have noget at gøre med Poetry Slam, og bevægelsen er ikke politisk aggressiv nok til at nærme sig Language Poetry."

Mangfoldighed
Det er symptomatisk for et så mangfoldigt land som USA, at nye bevægelser igen og igen skyder op i lyrikken. I et land med mange indbyggere af forskellig oprindelse, er man vant til nye tendenser.
"Som redaktør for The Best American Poetry, kan jeg konstatere, at vi har et rigt udbud af bevægelser og skoler, som betyder, at vi i øjeblikket er inde i en fantastisk periode," siger David Lehman, og fortsætter:
"Vi amerikanere har en meget kortere historie end andre lande, og vi er ikke så tilbøjelige til at klamre os til vor tradition. Engelske digtere er for eksempel meget uvillige til at opgive visse traditionelle og regelbundne former, mens vi amerikanere er mindre afhængige af sådanne traditioner. Amerikansk lyrik er meget varieret i disse år, fordi vi er et mangfoldigt land, og fordi vi lever i en tid, hvor en masse lyrik bliver skrevet."
Så måske er det i virkeligheden omsonst at forsøge at fastfryse tidens tendenser inden for amerikansk lyrik.
Måske skulle man hellere lytte til den engelske digter, George Barker, som engang sagde:
"Det er let nok at tale om amerikansk lyrik, men den findes bare ikke."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu