På ganske få år har Tyskland udviklet sig fra udenrigspolitisk dværg til aktiv deltager i Kosovo-konflikten. Under Golf-krigen strejkede skolebørnene, nu bomber tyske fly Serbien
BERLIN - For 10 år siden var tanken utænkelig - for tyskere og for resten af verden: At tyske fly deltager i krigshandlinger. Men nu sker det.
Landet med den militaristiske fortid deltager på lige fod med de øvrige NATO-lande i aktionen mod Serbien. I løbet af ganske få år har Tyskland fået en naturlig plads ved forhandlingsbordene og strategimøderne. En plads som accepteres af såvel udlandet som et stort flertal af landets egne borgere. Under Golf-krigen fik udsigten til en tysk deltagelse i Golf-krigen i 1991 i titusindvis af demonstranter på gaderne og skolebørnene til at nedlægge arbejdet.
"Den egentlige udvikling er sket i løbet af det sidste halve år - mellem oktober 1998 og marts 1999. I dette tidsrum skrev SPD og De Grønne deres regeringsaftale med formuleringen om, at man ikke er villig til at indgå i en NATO-aktion uden godkendelse fra FN's Sikkerhedsråd. Og se, hvad regeringen gør nu," siger dr. Reinhard Mutz fra det ansete Institut for Fredsforskning og Sikkerhedspolitik i Hamborg. Instituttet blev grundlagt af den socialdemokratiske politiker Egon Bahr, der sammen med den daværende forbundskansler Willy Brandt udarbejdede den vesttyske afspændingspolitik.
Reinhard Mutz ser udviklingen mod et Tyskland med en mere aktiv rolle i udenrigspolitikken som en konsekvens af den tyske regerings løfte om kontinuitet.
"For det første vil regeringen gennemføre mest muligt af sit program for at legitimere sig over for vælgerne. For det andet har regeringen lovet kontinuitet - sådan er det i et hvert land; når en regering skifter, forsikrer man de udenlandske partnere, at man ikke vil ændre grundlaget for udenrigspolitikken - men den tyske regering kunne ikke både gennemføre sit program og sikre kontinuiteten. Den måtte anerkende de forpligtelser, som den foregående regering havde indgået den 12. juni på et rådsmøde for NATO-landenes udenrigsministre, hvor den mulige militære løsning på Kosovo-konflikten blev besluttet," forklarer Reinhard Mutz.
De to søjler
Professor August Pradetto fra Forbundsværnets Universitet i Hamborg ser tysk udenrigspolitik i et 50 års perspektiv:
"Siden sin grundlæggelse var det forbundsrepublikkens mål at blive integreret i de vestlige alliancer og blive en del af det vestlige forsvarssystem. Men på den anden side var der på grund af landets historie en stærk tendens til antimilitarisme og at finde diplomatiske løsninger på konflikter. På disse to søjler hvilede tysk udenrigspolitik frem til Genforeningen. Efter Genforeningen er Tyskland kommet i en ny situation, de allieredes rettigheder over landet er ophævet. Samtidig stiller de post-kommunistiske konflikter landet over for nye udfordringer."
For August Pradetto spiller tre forhold ind, når udviklingen i de seneste seks måneders tysk politik skal bedømmes: En bestræbelse på at bære de fælles byrder ligeligt i NATO, en accept af at man må være villig til at løse konflikter - også uden for selve NATO-området og endelig det moralske krav, som bygger på netop Tysklands erfaringer med etnisk udrensning.
"Når man blandt politikere taler om en 'ny normalitet', er dette ikke en normalitet, man ønskede sig. Men man bliver nødt til at militært at fuldføre de politiske beslutninger," siger August Pradetto.
Lidelser i tv
Samtidig er også de tyskere vælgeres holdninger ændret, påpeger Reinhard Mutz:
"For fem år siden var der absolut enighed om, hvad den daværende forbundskansler Helmut Kohl sagde: Tyske stridskræfter har intet at gøre dér, hvor Værnemagten har begået forbrydelser. Men den tyske historie betyder mindre for folk nu, og denne doktrin er der ikke længere enighed om. Nu er det realiteten, der tæller - hver aften ser man Kosovo-albanernes lidelser og bomberne mod Beograd i tv. I hovederne på folk opstår der den forbindelse, der tillader, at man mod et så forbryderisk regime må bruge militær afstraffelse."
""Også det offentlige klima har ændret sig. I dag ser man det som et udtryk for indflydelse, at man ikke blot har et militær men også kan bruge det. Og hvis man ikke gør brug af det, givet det tab af anseelse - sådan bliver det bedømt i de politiske cirkler. Netop i en tid, hvor Tyskland har EU-formandskabet, ønskede man ikke at stå tilbage over for de øvrige allierede," siger Reinhard Mutz, der udtrykkeligt gør opmærksom på, at han ikke personligt deler disse synspunkter.
Ubegrundet frygt
Spørgsmålet er nu, hvad Tyskland vil bruge sin genvundne handlingsfrihed til. Om landet vil udvikle en mere selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik for at forfølge egne mål.
"Tysklands udenrigsminister Joschka Fischer er ikke en af dem, der skubber på - han er snarere én der tilstræber en blød løsning," mener Reinhard Mutz og fortsætter:
""Regeringens politik er, at Tyskland aldrig handler alene, men i fællesskab med partnerne. Der kan ikke tænkes en aktion, som forbundshæren ville gennemføre på egen hånd. Tænk på at der er 600 fly med i Kosovo-aktionen - kun 14 af dem er tyske. Vore nabolandes frygt for et nationalt eller nationalistisk Tyskland anser jeg for ubegrundet - men: Personligt kunne jeg godt tænke mig, at de små lande, som deler den egenskab, at de er atomvåbenfri, hævede stemmen og udtrykte deres tvivl og betænkeligheder ved den politik, som udgår fra NATO. Det ville også gøre det nemmere for Tyskland at gøre sig gældende mod de vidtrækkende planer fra især Washington."
Også den forsvarspolitiske ordfører for det konservative oppositionsparti CDU, Paul Breuer, maner til besindighed, når Tysklands stilling i det internationale samfund skal bedømmes:
"Tyskland er i stand til 10 år efter Murens fald at leve op til sin rolle. Man vil ikke opleve en selvstændig tysk sikkerhedspolitik, men en mere europæisk. Europa påtager sig et større selv-stændigt ansvar, og det bidrager Tyskland til. Vi er landet i midten, geostrategisk set, og med vor store samhandel med udlandet har vi en interesse i international kooperation," siger han og slår fast, at hvis regeringen i dag havde været CDU-ledet, ville man have ført den samme politik og truffet de samme beslutninger.
Professor August Mutz fra Forbundsværnets Universitet mener, at Kosovo-krigen får betydning for Europas forhold til USA:
"Europas indflydelse er begrænset i dag. Når krigen er slut vil forholdet mellem USA og Europa blive bragt frem i debatten. Frankrig har allerede påtalt 'indflydelsesunderskuddet', og efter krigen vil man begynde at betone europæiske interesser stærkere."
Tyskland lægger fortsat stor vægt på et godt forhold til Rusland.
"Vi står fast forankret i Vesten og har samtidig et godt forhold til Rusland - det er en position, som NATO forstår at sætte pris på," siger Paul Breuer (CDU).
