Fordomsfri dialog mellem forfatteren Umberto Eco og kardinalen Carlo Maria Martini om etikkens grundlag
(BOGTILLÆG)
Etik
Det er ikke almindeligt - i al fald ikke under vore himmelstrøg - at overvære en debat, som finder sted i fordomsfrihed og helt uden viljen til at køre sig selv af på andres bekostning. Og i debatten mellem ateister og kristne om de store spørgsmål i livet, er den fordomsfrie dialog vel endnu sjældnere.
Men for nogle lykkes det på forbilledlig vis. Et eksempel herpå er den dialog, som fandt sted i tidsskriftet liberal mellem Umberto Eco og kardinal Carlo Maria Martini. Dialogen vakte stor opmærksomhed i Italien - både i kraft af sin form, men naturligvis også fordi en længere debat mellem en ikke-troende forfatter af Ecos kaliber og en af de mest fremtrædende repræsentanter for den katolske kirke, ikke just er hverdagsoplevelser. Nu foreligger brevene i en tysk oversættelse.
Netop i kraft af den opmærksomhed, der var om de første breve mellem Eco og Martini, inviterede tidsskriftet også andre af Italiens fremtrædende ånder til at deltage i samtalen. Bl.a. Emanuelle Severino, professor i teoretisk filosofi og medarbejder ved avisen Corriere della sera, Eugenio Scalfari, venstreliberal journalist og grundlægger af ugemagasinet L'Espresso og senere også dagbladet La Republica samt den nu 89-årige Vittorio Foa, en af den italienske venstrefløjs kendteste politikere.
Hovedparten af bogen udgøres af brevene mellem Martini og Eco. Sidstnævnte behøver næppe nogen nærmere præsentation, efter at både Rosens navn og Foucaults Pendul gjorde ham verdensberømt.
Kardinal Martini har siden 1979 været Milanos ærkebiskop og siden 1983 kardinal. Han har flere gange været nævnt som den nuværende paves efterfølger, men eftersom den nuværende pave åbenbart er mere holdbar, end mange troede for år tilbage, er Martini med sine nu 72 år efterhånden uden muligheder for at komme i betragtning som Sankt Peters efterfølger.
Åben dialog
Allerede i de første breve lægges der op til den form, som dialogen mellem Eco og Martini holdes i. Her er ingen apologetik, ingen skjulte dagsordener eller nedladende tonefald. Der stilles ganske bevidst spørgsmål, den spørgende ikke selv kender svaret på, og dermed stjæler retorikken ikke billedet fra sagen.
Det bliver til "en udveksling af tanker mellem frie mennesker", som Eco beskriver sin intention i det første brev, og som Carlo Maria Martini er hurtig til at gengælde.
Der styres ikke uden om minefelterne.
"Hvis der skal være tale om en dialog, må den føres på de områder, hvor der ikke er konsensus," fremhæver Eco meget logisk, og tager derefter i de to næste breve fat på emner som ordination af kvindelige præster og den frie abort.
Han kunne næppe finde noget mere sprængfarligt inden for den debat, som i dag foregår i og omkring den katolske kirke.
Med inddragelse af de bibelske skrifter, kirkefædrene og ikke mindst middelalderteologen Thomas Aquinas (hvis kolossale produktion Eco kan på fingrene) løftes spørgsmålet om aborten milevidt op over det propagandistiske skænderi, som ofte karakteriserer debatten fra alle sider om det følsomme emne både i og uden for Italien.
Temaet er for Eco først og fremmest spørgsmålet om livets begyndelse og om, hvornår denne begyndelse finder sted.
Kun hvor dette spørgsmål tages alvorligt, kan man tage stilling til, hvilken basis vores selvforståelse som menneskeligt samfund hviler på, hævder han.
Martinis svar er naturligvis ikke overraskende et forsøg på at forklare, hvorledes han forstår livet. I sit svar afviser han, at løsningen skulle ligge i en almen 'ret til livet'-argumentation.
I stedet handler det for ham om et liv, som er til stede, og som derfor må elskes og mødes:
"Det handler om en konkret ansvarlighed overfor et væsen, som er genstand for den størst tænkelige kærlighed. Og derfor er der tale om et ansvarlighedsforhold over for 'nogen'. I det omfang dette 'nogen' er kaldet og elsket, er der også tale om et ansigt (Antlitz), som jeg må give opmærksomhed og omsorg."
Etik uden Gud
Den mest omfattende debat i bogen drejer sig imidlertid om etikkens grundlag.
Martini stiller spørgsmålet, om der kan tales om etik, uden at man samtidig har grundfæstet etikken i en transcendent dimension. Kan værdierne og de etiske normer tænkes uden en eller anden form for metafysisk princip eller uden at være funderet i en guddommelig person?
Spørgsmålet hænger for Martini sammen med ønsket om at fremme dialogen mellem troende og ikke-troende. Der må findes en fælles basis for derved at kunne samarbejde bedre til fremme af humanitetens og retfærdighedens sag.
Martinis spørgsmål til Eco førte til en større debat, hvor bl.a. også de ovennævnte debattører blev inddraget.
Ecos eget svar på spørgsmålet blev, at den etiske dimension ganske enkelt begynder der, hvor medmennesket træder frem.
Etikken ligger i det immanente, i det dennesidige, og den kræver ikke nogen hinsidig instans for at finde sted. Den, som ikke tror på Gud, har ikke den opfattelse, at nogen betragter ham fra himlen, og følgelig ved han også, at der ikke er nogen eller noget i det hinsidige, som kan tilgive ham.
Han må derfor, siger Eco, søge den "offentlige bod", han må finde tilgivelsen hos de andre. Etikkens grundlag er de andres tilstedeværelse.
Desuden er en evt. fundering af det etiske i det hinsidige ikke just nogen garanti for, at det etiske kommer til udfoldelse inden for kirken, hvilket klart illustreres i dele af kirkens historie.
Anvendt dannelse
Efter Ecos svar følger en række indlæg fra de øvrige debattører. Det gælder for samtlige, at de kender de store klassikere, og at de tilsyneladende færdes hjemmevant i både Spinozas, Goethes, Augustins, Moores og Pascals tænkning.
At man i Italien lever mere bevidst med den klassiske tradition, end vi gør herhjemme, er måske ikke noget nyt, men det er fabelagtigt at opleve udfoldelsen og brugen af denne tradition i bogens debat om det etiske i nutidens kontekst, og ikke mindst den selvfølgelighed, hvormed denne brug af traditionen finder sted.
Her lever fortidens tænkere virkelig. I denne del af bogen bliver tonen mere skærpet, men stadig bibeholdes dialogens form, hvor man tillader sig det privilegium at gå ud fra, at også ens modpart kunne tænkes at fremføre et synspunkt, der kunne føre til dybere erkendelse.
Jesus og kirken
De fleste deltagere i denne del af samtalen lægger afstand til Martinis hævdelse af etikkens grundlag i en absolut instans. Og de gør det med et imponerende kendskab til teologien. Blandt disse debatindlæg fremstår journalisten Eugenio Scalfaris indlæg som noget af det ypperste. Det er kritik af kirke og kristendom på højeste plan.
Han stiller spørgsmålet, om dialogen mellem troende og ikke-troende nødvendigvis må tage udgangspunkt i antagelsen af, at nyopdagelsen af det etiske også skal bindes til genopdagelsen af det absolutte. Det absolutte kan vel næppe være den eneste kilde til moral og etik?
Scalfari fremhæver i sin artikel, hvorledes forestillingen om den transcendente Gud har skiftet i den katolske forestillingsverden. Det er ikke mere tanken om Gud som universets skaber, der dominerer. Ved tærsklen til det nye årtusind er Gud ikke mere den, der som den store skaber bringer harmoni i det universale kaos, således som Første Mosebog fremstiller det.
I stedet er Gud nu ophav til sandheden, det gode og retfærdigheden. Deraf denne stærke opmærksomhed fra kirkens side over for det moralske. En moral, som vel at mærke gennem kirkens historie har forandret sig, og som til tider er blevet en karikatur på den indstilling, Jesus selv fremhævede. Når Jesus ifølge Johannesevangeliets kap. 8 vers 3 ff. forhindrede kvinden, som havde bedrevet hor, i at blive stenet, var det en manifestation af en kærlighed, som moralen så byggede på.
Men kirken fik i det følgende udlagt denne moral på en sådan måde, at det blev til en kæde af massakrer og forbrydelser mod kærligheden. Derfor kan man ikke ved at grundlægge moral og etik på noget absolut, sikre sig mod fundamentale forandringer og forvanskninger af det etiske.
Moral som instinkt
Scalfaris eget bud på moralens fundament er en art biologisk orienteret tilhørsforhold til en slægt. I hvert menneske, hævder Scalfari, findes to instinkter: Dels et overlevelsesinstinkt, der vedrører den enkelte, dels et overlevelsesinstinkt, som relaterer sig til arten og slægten.
Det første rummer mulighed for en egoisme, som kan være nyttig og positiv, så længe den ikke overskrider en grænse, der gør den nedbrydende for fællesskabet. Den anden er ophav til den etiske og moralske dimension, det vil sige nødvendigheden af at være medansvarlig for samfundets ve og vel og at forhindre andres lidelse.
En samtale mellem troende og ikke-troende er således ikke for Scalfari betinget af en afgørelse for eller imod det metafysiske eller transcendente:
"Lad os sammen anerkende det almene vels og næstekærlighedens moralske værdi, og lad os praktisere denne værdi fuldt og helt. Ikke for at gøre os fortjent til en belønning eller for at undgå straf, men for ganske enkelt at følge det instinkt, som rummes i det fælles menneskelige...."
Det onde
I en afsluttende 'reprise' sammenfatter kardinal Martini på bladets opfordring sine synspunkter og stiller ikke mindst i forbindelse med Ecos og Scalfaris indlæg spørgsmålet, om en optimisme hvilende på antagelsen af, at det etiske ordnes fint med udgangspunkt i det dennesidige, ikke er en optimisme, som ignorerer tilstedeværelsen af det onde.
Set fra Martinis synspunkt er det etiske liv en kamp på liv og død, en kamp som mennesket ikke kan kæmpe alene. Det etiske kan, hævder han, ikke opbygges på det menneskelige; det må defineres i forhold til noget uden for mennesket. Moral er ikke blot et forhold, som tjener til at regulere mellemmenneskelige relationer, det indeholder også en transcendent dimension.
I bogen fremkommer naturligvis ikke noget egentligt svar på spørgsmålet om, hvorvidt det etiske og moralske implicerer antagelsen af en transcendent dimension eller ej. Svaret afhænger til syvende og sidst af, om man er optimist eller pessimist med hensyn til menneskets egen mulighed for at indrette verden godt, idet man bygger på det menneskelige og det immanente, det dennesidige.
Dialogen i bogen rummer som alle gode dialoger flere spørgsmål end svar. Det er bogens helt klare styrke. Den går ikke uden om de 'varme' emner og spørgsmål, men samtidig kigger man forgæves efter nemme løsninger og svar; dertil er debatdeltagerne for indsigstfulde.
*Carlo Maria Martini - Umberto Eco: Woran glaubt, wer nicht glaubt? 159 s. Paul Zsolnay Verlag, Wien, 1998
