Læsetid: 6 min.

Umiskendeligt britisk

16. april 1999

To nye, underholdende britiske film er udtryk for hver deres tradition, men fælles for dem er en altid nærværende humor og et fremragende soundtrack

NYE FILM
Groft sagt kan man dele britisk film ind i to hovedkategorier. Vi har traditionalisterne, der laver kostumedramaer, f.eks. Elizabeth og Shakespeare in Love, og socialt engagerede film, som regel med en humoristisk undertone, bl.a. Brassed Off, Full Monty og My Name is Joe. Overfor dem finder vi de unge instruktører, der udfordrer filmsproget og vender op og ned på konventionerne i film som Trainspotting, Shooting Fish og Twin Town.
De senere år har vi nærmest oplevet en sand syndflod af vellavede og underholdende engelske film, og i denne uge er vi så heldige at få to på én gang - begge en fryd for både øjne og ører.
Blandt traditionalisterne finder vi Mark Herman og Little Voice, der er en charmerende og livlig fortælling om det at finde egne ben at stå på - sin egen stemme. Og til hos de unge og hippe hører Guy Ritchie og gangsterkomedien Rub & stub og to rygende geværer, der er en fængende blanding af gammelt og nyt, engelsk og amerikansk.

Store stemmer
Mark Herman bragede igennem også hos et dansk publikum for et par år siden med sit svendestykke i Loach-Leigh-universet, Brassed Off, der i en blanding af grel socialrealisme og grovkornet humor følger en gruppe minearbejdere og deres fælles samlingspunkt, et hornorkester, midt i alle 80'ernes ødelæggende minelukninger.
Little Voice er knap så tung på den sociale side, men er absolut lige så livsbekræftende og humørfyldt, som Brassed Off trods alt var. Begge film handler ret beset også om at leve sit eget liv på trods af en social belastet arv og miljø.
Little Voice, LV, er også øgenavnet på filmens hovedperson (formidabelt spillet af Jane Horrocks), en indadvendt, sky og næsten umælende pige, der efter sin musikelskende fars død lever et liv i isolation med sine plader og en dominerende, sjofel og promiskuøs mor (Brenda Blethyn i en rolle som skrevet til hende).
Moren falder for den fallerede impressario Ray Say (Michael Caine i et forrygende 'comeback'), som ser guld og grønne skove for sig, da han hører LV synge præcis ligesom farens store idoler - Shirley Bassey, Marilyn Monroe, Judy Garland og Marlene Dietrich.
Sammen med moren, der ser LV som en ynkelig klods om benet, forsøger Ray Say at tvinge og siden lokke LV på scenen, for, som de ser det, at få succes og slippe for at "skovle mere lort." Men i LV, der har mødt en næsten ligeså stille ung mand (Ewan McGregor), er begyndt at ulme et oprør, og ikke alt kommer til at gå efter Rays forgyldte forventninger.

Dét er underholdning
Skuespillet i Little Voice er fremragende, og Brenda Blethyn og Michael Caine supplerer hinanden godt som to sider af samme anløbne mønt. Men det er i scenerne, hvor Jane Horrocks som Little Voice hører musik og synger sine sange, at Hermans film har sine magiske øjeblikke.
Hun forvandler sig fra skræmt lille mus til fuldblods entertainer, og med sig bringer hun håb midt i al det håndgribelige mismod.
Horrocks, til hvem rollen er skrevet, kan virkelig synge som de store damer, ligesom man fornemmer, at hun fortolker på sangene og lægger en smule af sig selv ind i de ellers trofaste cover-versioner.
Derfor er det også en smule synd, at det ellers så glimrende soundtrack kun indeholder to af Horrocks-optrædener - Get Happy og I Wanna be Loved by You - mens resten af pladen er fyldt op med versioner af de oprindelige kunstnere. Det ville have været sjovere at høre hele Horrocks' store repertoire, som hun så overbevisende leverer det i filmen.
Men det er et velklingende soundtrack og en hyldest til den strålende underholdningsbranche, og lader man cd'en spille efter den sidste sang, så får man en bonus-overraskelse i form af en syngende Michael Caine. Det lyder ikke kønt, men der er en vis vred energi over hans version af It's over - han oser af såret forfængelighed og skuffelse.

Menneskelig fattigdom
Det fine ved Herman - og med ham så mange andre af de engelske traditionalister med en social bevidsthed - er, at han ikke sovser sine film ind i social nød (som slet ikke er så overvældende som hos Leigh og Loach) og ulykkelige eksistenser bare for at pointere sit budskab. Han bruger humoren som skjold mod de største tragedier, og selvom det er nogle sølle stakler, han skildrer i sin film, så griner vi både ad og med dem.
Det er heller ikke så meget den fysiske fattigdom, der er kernen i Little Voice, men i stedet manglende menneskelighed, selvstændighed og evne til at leve livet med de kort, man nu engang har fået spillet i hånden.

Gangsterpastiche
Budskaber er der ikke mange af i Guy Ritchies Rub & stub og to rygende geværer - en uforpligtende og festlig gangsterpastiche rig på forviklinger, der låner flittigt fra Quentin Tarantinos Reservoir Dogs og Pulp Fiction, Danny Boyles Trainspotting og solide engelske gangsterfilm som Få fat i Carter og Mona Lisa.
Fire venner, Ed, Bacon, Tom og Soap, skraber 100.000 pund sammen, så den kortkyndige Ed kan deltage i et højt profileret pokerspil. Uheldigvis snyder den ene af hans medkortspillere, den brutale gangsterboss Slagter-Harry, og pludselig står de fire venner med en gæld på 500.000 pund, som de har en uge til at skaffe, hvis ikke de vil miste alle fingrene - og måske det, der er værre.
Så hvad kan de gøre andet end at røve Eds lyssky naboer, der selv har planlagt at røve nogle amatøragtige hash-dyrkere og -pushere - og så ruller filmen ellers derudad i noget, der mere og mere ligner en rutchebanetur komplet med loops og skruer og ingen sikkerhedsbøjle.

Fandenivoldsk
Ideen med at skildre et kup, der går galt, er ikke ny, men den spillefilmsdebuterende Ritchie får alligevel blandet alle de gammelkendte elementer til noget nyt, der imponerer og underholder.
Ikke mindst i kraft af en enorm energi, et vittigt manuskript, mange herlige karakterer levendegjort af skuespillere med personlighed, en fin miljøskildring og en blanding af smart, selvrefererende amerikansk popkultur og en afslappet, til tider endda fandenivoldsk, og umiskendelig engelsk tone.
Kameraet er konstant i bevægelse, klipningen arytmisk og brugen af skæve vinkler og slowmotion hyppig, hvilket sammen med de kornede, indimellem let rystede billeder iklæder historien et moderne og råt og upoleret udseende, som passer til det barske miljø, de skånsels- og samvittighedsløse eksistenser, der befolker det, og deres ironiske, sort-humoristiske omgangsform.
Som enhver hip film med respekt for sig selv kan Rub & stub og to rygende geværer også prale af et soundtrack, der er moderne på den helt rigtige, retrospektive måde og samtidig rummer ironiske kommentarer til handlingen.
Man vil gøre sig selv en bjørnetjeneste, hvis man tager Ritchies film som andet end 107 minutters hurtig, let fordøjelig og helt igennem politisk ukorrekt underholdning.
Præmissen er nok lidt søgt, og meget er set før, men alligevel oplever man filmen som et forfriskende pust i en genre, der ellers forlængst havde punkteret sig selv.

*Little Voice. Instruktion: Mark Herman. Manuskript på baggrund af Jim Cartwrights teaterstykke: Mark Herman. Engelsk (Palads, Grand og Dagmar i København og små 40 biografer landet over)

*Rub & stub og to rygende geværer. Instruktion og manuskript: Guy Ritchie. Engelsk (Palads, Grand og Dagmar i København og 11 biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu