Læsetid: 3 min.

Unge tamiler er kastebolde

27. april 1999

DR's uland-redaktion fokuserer på de unge tamiler, som ikke kan få asyl i Danmark

Efter seks uger i Sri Lankas hovedstad Colombo er den 19-årige tamilske kvinde Tharshini Thatshanamoorthy nu indstillet på snart at vende tilbage til Danmark efter udlændingelovens regler om familiesammenføring.
13. marts i år blev hun ellers tvangsmæssigt udsendt under politiledsagelse, efter at hun havde fået afslag på sin asylansøgning i Danmark.
Det fortæller Danmarks Radios ungdomsredaktion, uland, tirsdag aften i en radioudsendelse. I dag og i morgen fortæller DR's uland-redaktion i både P1 og P3 samt i tv på DR 2 om tre af de unge tamiler, der er kommet til Danmark som uledsagede, mindreårige asylansøgere, og som alle har fået afslag på deres asylansøgninger. Alle tre sager har været udførligt omtalt i Information.
Tharshini Thatshanamoorthy fortalte umiddelbart efter tvangsudsendelsen til Sri Lanka i et telefoninterview med Information, at hun havde bestukket det srilankanske politi med 3.000 danske kroner for at blive løsladt.

Spørgsmålstegn
Senere satte den danske jurist ved FN's Flygtningehøjkommissariat i Colombo, Bo Schack, over for Information sat spørgsmålstegn ved, om et bestikkelsesbeløb i den størrelsesorden er realistisk, mens for eksempel Amnesty International ikke vil afvise, at Tharshini Thatshanamoorthys historie kan være sand.
Siden ankomsten til Colombo har den 19-årige kvinde boet hos sin mands Sivaranjans Sivagnanalingams venner i Colombo.
Tharshini Thatshanamoorthy og Sivaranjans Sivagnanalingam blev i 1998 viet i et hindutempel i Herning, men de danske myndigheder har nægtet dem retten til at indgå et efter danske regler lovformeligt ægteskab med henvisning til, at Tharshini Thatshanamoorthy ikke havde opholdstilladelse i Danmark.
I aftenens radioudsendelse forklarer hun, at hendes mand besøger hende i Colombo, hvor de vil indgå et ægteskab, der også anerkendes af de danske myndigheder. Derefter vil hun kunne vende hjem til sin mand i Horsens efter reglerne om familiesammenføring i løbet af nogle uger eller måneder.
Også Tharshini Thatshanamoorthys fætter, den 17-årige Kiri, har DR's uland-redaktion portrætteret. Han har efter alt at dømme udsigt til en snarlig tvangsmæssig udsendelse til Colombo i stil med kusinens.

Dansk kæreste
Kiri har - som tidligere omtalt i Information - fundet sig en dansk kæreste, Louise, som sammen med sin familie kæmper for hans ret til at blive i Danmark.
Louises far, Ivar Fuks, oplyser til Information, at politiet i sidste uge søgte efter Kiri på forskellige adresser, og at Kiri i torsdags udeblev fra Dansk Røde Kors' udbetaling af lommepenge. Dermed tog han et vigtigt skridt mod en tilværelse under jorden på flugt fra politiet.
Kiri kom til Danmark som 14-årig i 1995. Asylansøgere på 12-14 år skal have deres modenhed vurderet, fordi den danner baggrund for, om de skal have deres asylsag behandlet på normal vis, eller om de - hvis de er for umodne - skal have en opholdstilladelse med det samme.
Da Kiri kom til Danmark, var systemet sådan, at den jurist, som skulle vurdere børnenes modenhed, ikke selv havde mødt børnene, inden han traf afgørelsen.
Med udgangspunkt i Informations artikler har Ivar Fuks klaget til Folketingets ombudsmand, som imidlertid har afvist at tage sagen op, fordi modenhedsvurderingen af Kiri er mere end et år gammel og således falder for omdbudsmandslovens forældelsesfrist.
I et brev til Ivar Fuks skriver ombudsmandens retschef Jens Møller imidlertid, at ombudsmanden overvejer at starte en ombudsmandsundersøgelse af egen drift af hele spørgsmålet om modenhedsvurdering af uledsagede flygtningebørn.
Den tredje sag, som uland tager op, handler om den nu 20-årige Thayaparan Karunanatharajah, som Information første gang omtalte i sommeren 1997.
Thayaparan Karunanatharajah - blandt venner kaldet Thaya - kom til Danmark som 16-årig i 1994 og har siden fået afslag på sin asylansøgning og sine ansøgninger om andre former for opholdstilladelse. Også Thaya står efter alt at dømme til en snarlig tvangsmæssig udsendelse til Colombo.

* uland undersøger, P3, tirsdag klokken 19.00 (radio om Tharshini).
* uland P1, P1, tirsdag klokken 21 (radio om Kiri).
* uland undersøger, DR 2, onsdag klokken 21.30 (tv om Thaya).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her