Læsetid: 9 min.

Verden begynder lige her

29. april 1999

Det handler ikke om at skrive for 'verden' - den er for sammensat til at være til, siger den zulu-sprogede forfatter Mazisi Kunene, der nægter at skrive på engelsk

(BOGTILLÆG)
Interview
Året er 1976. Med en kuffert i hver hånd kommer en mand gående ad Amager Landevej på vej fra lufthavnen mod København. Før han har nået at vandre hele vejen, bliver han samlet op af en bil, og det er godt det samme, for han har ikke en krone på lommen.
Vandreren er den sydafrikanske digter Mazisi Kunene, som jeg møder 22 år senere i filminstruktøren Henning Carlsens hjem på Frederiksberg. Kunene har ikke længere tal på sine besøg i Danmark, hvor han har mange venner, men han husker stadig sin gåtur fra lufthavnen.
"Danmark deltog i en stor anti-apartheid kampagne, vi satte i gang. Jeg kom hertil uden penge - når man er på mission, må man være ligeglad med, hvor man sover og forberedt på hvad som helst. Målet er det eneste, der betyder noget."
Allerede dengang kendte Kunene Henning Carlsen, som deltog i anti-apartheid-arbejdet og i 1962 havde instrueret filmen Dilemma, en filmatisering af Nadine Gordimers roman I fremmed land optaget illegalt i Sydafrika.
I dag er Mazisi Kunene en ærværdig ældre mand, som efter 34 års eksil i England og USA er vendt hjem til Sydafrika til en position som writer-in-residence ved University of Natal i Durban. Han er tilknyttet Institut for zulu-sprog og litteratur, som er en central institution i provinsen KwaZulu-Natal. Området er zulu-kulturens højborg i Sydafrika, der har 11 officielle sprog og en del flere uofficielle.

Litteratur i vildrede
Siden apartheids fald har sydafrikansk litteratur befundet sig i en rådvild position. Apartheid og the struggle fyldte alt, i kunsten som i samfundet, og da kampen var vundet, opstod der et tomrum: Hvad skal man skrive om?
"I apartheidtiden kunne man skrive om modstandskampen og om det menneskelige drama, der var en del af den. På en måde var dette emne taknemmeligt i den forstand, at det handlede om konflikt, vrede, smerte - det konkretiserede alle disse oplevelser. I dag må man tage stilling til, hvilke nye emner der er centrale at behandle. Men først og fremmest er valget af sprog afgørende. Brugen af engelsk er et brutalt overgreb mod den afrikanske forfatter. Det tvinger ham til at have englænderens tilgang og psykologi."
- Zulu tales af millioner, men mange af de afrikanske sprog er små, så man når ikke ud til et større publikum, hvis man benytter sig af dem. Er det ikke et problem?
"Nej, det er ikke et problem. Problemet ligger i teksten. Det betyder ikke noget, som jeg fortalte Ngugi (Ngugi wa Thiong'o, kenyansk forfatter, red.), før han besluttede sig for at skrive på kikuyu. Da han påpegede, at der kun var omkring syv mio. læsere på kikuyu, fortalte jeg ham, at det var ligemeget - at han måtte skrive for dem, om der så kun havde været syv. For de er dine forældre. Den afrikanske forfatter skal lære ikke at skrive for offentligheden, der er alligevel ikke noget mere giftigt for en forfatter end at være populær."
- Så det er ikke vigtigt, at resten af verden kommer til at kende...
"..hvor er verden? Verden findes ikke! Den findes ikke, fordi den er sammensat. Hvis du sagde til danskerne: 'Skriv på engelsk! Skriv til verden!', ville de grine af dig. Verden begynder minimalt, lige her. I gamle dage, når de fortalte historier til deres børn, var de ikke interesserede i, om der sad to eller ti og hørte på. De fortalte bare historien. De vidste, at de gav en arv videre til verden. Det er ikke øjeblikket, der er interessant, det er tiden og arven."
"Jeg skriver hele tiden - jeg har et hæfte her, som jeg bliver færdig med om et par dage, jeg mangler cirka 50 sider. Men jeg er ligeglad med udgivelse. Jeg er kun interesseret i, om det bliver bevaret."
Mazisi Kunenes hovedværk er Emperor Shaka the Great (1979), et episk heltedigt om zulu-kongen Shaka, som i 1820'erne skabte rammerne for den zulu-stat, der med stikspyd, avanceret strategi og militær organisation modstod de hvides fremtrængen helt frem til 1880'erne.
-Har litteraturen fælles kendetegn over hele Afrika?
"Afrikansk litteratur har en helt anden tilgang end den europæiske, fordi vores kosmologi er så forskellig fra jeres. I Afrika er jorden moderen, måske fordi vores jord er stor, venlig og beskyttende, mens den er mere begrænset og fjendtlig i Europa. Vores tankegang er kredsløbets, evighedens, skyggernes, mens den vestlige verden er langt mere optaget af symmetri og præcision."
"Forskellene ses på alle niveauer; emne, symboler, ord. Fysisk: hos os ser man ikke med øjnene. De begrænser det man ser til manifestationen. For at kunne forstå hvad man ser, må man trænge ind i den symbolske mening."

Man ser med ånden
-Hvad ser man med, hvis ikke med øjnene?
"Man ser med ånden, som er bevægelig og rækker videre end den fysiske verden. Du går aldrig alene, din skygge følger altid med. Skyggen er til tider vigtigere end dig selv, for den er ånden. I modsætning til den vestlige opfattelse af sjælen, der sidder inde i kroppen, ser vi ånden som noget, der findes parallelt med dig. Denne dualitet er meget vigtig i vores tradition. Alt er sig selv og ikke sig selv. Og denne forskel ses helt ned i repræsentationen, som i vesten skal ligne - i Afrika skal den snarere betyde. Kunstens sprog er symbolerne, og af dem skal meningen åbnes."
"Men dette symbolsprog skal ikke bare forstås som metaforer, for betydningen bagved er lige så virkelig som manifestationen, måske virkeligere."
"Symbolet skal være så tæt knyttet til betydningen, at de er et ekko af hinanden, at alt ender med at blive en fordobling af sig selv. Det gælder for al kunst med afrikanske spor: makonde- og yoruba-skulpturer, haitiansk kunst, ægyptiske udsmykninger: Betydningen skal åbnes, sproget skal oversættes."

Se forbi det umiddelbare
"Tag for eksempel vores skabelsesberetning: Da guden gav liv til menneskene, sendte han eller hun en kamæleon for at give dem besked om, at de skulle leve evigt. Det vil sige, det var kun en stedfortræder for guden, som ikke kan ses. Kamæleonen bliver sendt afsted - og den er langsom. Den er ikke doven: Den bevæger sig med livets hastighed, langsomt og sikkert. Denne langsomhed er den skabende kraft, og inde i den gemmer sig dens modsætning. Kamæleonen har to kvaliteter: Dens evne til at tilpasse sig sine omgivelser, som livet selv er den mangeartet. Men samtidig er dens tunge meget hurtig, så hurtig at den dræber."
"Guden skifter mening og sender et firben. Firbenet er hurtigt og grimt. Det er endimensionalt og effektivt: Det leverer beskeden om livet med det samme. Men langsomheden, evigheden er besejret, og dermed mister mennesket sin chance for evigt liv. Så selv om firbenet nåede først frem, er det kamæleonen, der er hellig. For den indeholder dualiteten og evigheden."
"Dualiteten og forbindelsen til jorden forenes i navlestrengen. Hvis jeg spørger dig, hvor du er født, er København ikke svar nok. Det vigtige er din region eller dit bjerg, som er det bjerg, hvor man begraver navlestrengen efter fødslen. På den måde forbinder man barnet til den jord, det er kommet af, og du findes altid to steder: Hvor du står, og hvor din navlestreng er begravet."
"I Afrika ser man forbi det tilsyneladende, den umiddelbare fremtrædelse, for at mennesker skal kunne se hinanden rigtigt."

Vestens begrænsninger
- Så når man kun interesserer sig for den ydre fremtrædelser, mislykkes kommunikationen - også mellem Vesten og Afrika - og vi må se videre for at kunne kommunikere på trods af vores forskelle?
"Jeg tror ikke, problemet er at etablere en formel for forbindelse. Det er snarere at forstå, hvorfor folk fremstiller sig selv forskelligt. At det altid vil være en fortolkning. Europæerne er optaget af ideen om nøjagtighed - men nøjagtighed er ikke nøjagtighed, det er som regel udvælgelse. For os er virkningen det interessante, hele meningen. Hvad gør man ved livet, hvad gør livet ved en. Afrikanere finder ofte europæisk kunst kedelig - det ligner godt, men det er ikke storslået. Det er for at undgå Vestens begrænsninger, at jeg finder det altafgørende, at man går bort fra at skrive på engelsk og vender sig til sin egen kultur."
- I Sydafrika i dag er der en tendens til, at folk identificerer sig så meget med deres kultur, at det bliver til snævre former for nationalisme. For eksempel spiller Mangosuthu Buthelezis parti Inkatha Freedom Party kraftigt på zuluernes nationalfølelse og har gjort sit til, at sydafrikanerne bekriger hinanden ud fra etniske skillelinjer. Ser du et problem i den forstærkede kulturelle selvfølelse i den sammenhæng?
"'Zuluerne' er en politisk beskrivelse. Den dækker mange forskellige mennesker i mange forskellige egne. Sådan er det i en nation, og det vigtige er, at folk opfatter sig selv som dele af en helhed. At der er forskellige slags folk i forskellige regioner burde være en berigelse."

Vore egen renæssance
"For eksempel var min fars familie swazi, og min mors zulu. Det er i sig selv ingen grund til fjendtlighed. Hvad der sker er, at der opstår uroligheder og konfrontationer, der definerer folk som forskellige. Før i tiden var forskellighed noget, man fejrede i Afrika, fordi det styrkede og berigede. Det hænger sammen med ideen om dualitet. Mens ideen om lighed, om at være identisk, var temmelig suspekt. De spændinger, der findes mellem folk i dag, kommer af en overdreven tendens til at kræve en identitet, som ikke længere er kulturel, men manipuleres politisk. Identitet bliver en attitude, som bruges til at få arbejde og bolig."
"Situationen i Sydafrika i dag er abnorm, vores krise handler om at overleve. Der er et sammenbrud i den sociale etik, der styrer folks opførsel over for hinanden. Og det er en fundamental ting, der må forstærkes enten ved en styrket nationalitetsfølelse eller ved en genindsættelse af det afrikanske værdisystem, som på mange måder er markedsværdierne overlegent."
"Men det er en pludselig overgang. Og når man prøver at kopiere Vesten, må man huske på, at vores situation er fundamentalt anderledes. Havde Vesten netop kæmpet sig fri af en undtagelsestilstand som i middelalderen med sult, sygdom, bestikkelse, kriminalitet, kunne vi bedre udnytte jeres erfaringer. Vi må skabe vores egen renæssance ud fra vore egne forhold. Vores fortid var ikke en stammetilværelse i junglen, det er en importeret ide. Der en masser af ting i vores historie, som kan være til nytte for os nu."

Den essentielle ondskab
- I Danmark er mange fascineret af de hvide sydafrikaneres rolle. De ser dem som en slags moderne nazister, viderebærere af en inkarneret ondskab, som må leve videre i en mere eller mindre latent form nu efter apartheidtiden og derfor udgør en slags undtagelse fra normale samfund. Forestillingen om en sådan essentiel ondskab har jeg svært ved at acceptere - men hvis den er der, hvad skal der så ske nu?
"Ingen, der skærer den situation over én kam, kan forstå den. De hvide sydafrikanere, og især afrikaanerne var en minoritet. Bag dem stod en international magt, der ikke var interesseret i at befinde sig i Sydafrika, men i at udbytte og trække ressourcer ud."
"Afrikaanerne var disse kræfters forlængede arm på stedet, som kunne holde orden og til gengæld nyde nogle privilegier. Nogle af dem mistede selvkontrollen og overblikket over deres magtbeføjelser ja; men uden at se det i en kontekst, forstår man det ikke. I sidste ende blev det et spørgsmål om indskrænkethed, der blev trukket så langt ud, at den blev til brutalitet. Men som udgangspunkt drejede det hele sig om mad, om fordelingen af ressourcer. Det er sagens kerne. Og i sådanne basale konflikter bliver forestillinger om rationalitet eller ondskab og godhed irrelevante."
"Hvordan ændrer man folk? Det er problemet."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her