Læsetid: 6 min.

Den vestlige verdens selvmord

29. april 1999

Den franske forfatter Michel Houellebecq har fået såvel feminister, forfatterkolleger som det yderste højre på nakken for en roman med et desperat, flammende sortsyn

(BOGTILLÆG)
Køn
PARIS - Det er ikke lykkedes mig at finde et eneste lykkeligt menneske i Michel Houellebecqs bøger. Til gengæld så den ældre mand, der stod og stirrede på boghandlerens hylde lige efter Homer meget tilfreds ud, og gjorde høfligt ekspedienten opmærksom på, at det da godt kunne være, at han var specielt dårlig til at lede, men han kunne altså ikke finde Houellebecqs første bog i paperbackudgave.
Hun indvilligede modstræbende i at hjælpe ham, så jeg, der også var gået i stå efter Homer, kunne hoppe på vognen, og få et eksemplar hentet ind fra lageret. Jeg var nemlig i den forløbne uge gået forgæves utallige gange:
"De bliver revet væk", var den besked jeg fik.
"Ja, man skulle da nødig tilbringe en eftermiddag uden Houellebecq," var ekspedientens spydige kommentar, da hun overrakte os de tynde bøger med en Kvium-agtig mandsperson på forsiden, og pensionisten og jeg glade drog mod kassen.
Undervejs spurgte jeg ham, om han også havde læst den seneste Les particules élémentaires (Elementarpartiklerne), og han svarede, at det havde han, han var begejstret, selvom alle havde fortalt, at den første bog Extension du domaine de la lutte, som vi nu havde betalt, var langt bedre. Og så blev vi enige om det sært fornøjelige ved at læse fuldkommen deprimerende bøger om verden:
"Det er som at læse Kafka," sagde min parallelkøber, mens vi forlod butikken med hver sin sirlige pose:
"Efter at have læst Les particules élémentaires kan man kun få det bedre."

En irriterende succes
Lad det hermed være slået fast, at den 41-årige Michel Houellebecqs anden roman, er en lige så stor, og tilsyneladende lige så irriterende succes i Frankrig, som den første, der udkom i 1994. Les particules élémentaires har siden efteråret været diskuteret i avisernes spalter, i radio og fjernsynsudsendelser, ikke mindst efter et højst uheldigt interview, som forfatteren gav til et ekstremt højreorienteret litteraturtidsskrift.
En campingplads i Sydfrankrig har lagt sag an mod forfatteren for chikane, og feministerne er rasende over bogens kvindeportrætter. De tidligere venner på litteraturtidsskriftet Perpendiculaire har ekskluderet forfatteren - der ellers var deres guru og medlem af læserkomiteen - fordi de er "uenige med visse af de teser, der udvikles i bogen," og ikke mindst har polemikken paradoksalt nok resulteret i, at en forfatter, der også leverer en spiddende og sønderlemmende kritik af et samfund, hvor alt - selv kærligheden - er et spørgsmål om en udveksling på linje med andre varer - sælger sine bøger med en kommerciel succes, der ikke er mange sidestykker til.
"Det kan da godt være, at feministerne er sure over kvindeportrætterne i Les particules élementaires," sagde min medlæser i boghandlen, "men jeg synes nu ærlig talt ikke, at det står meget bedre til med mændene."
Mage til trøstesløse portrætter af mænd og deres liv her mod slutningen af det 20. århundrede skal man da også lede længe efter. I bogen følger man de to halvbrødre Michel og Bruno, og gennem deres livshistorie og ikke mindst beretningen om Brunos seksuelle udskejelser og Michels totale mangel på samme, skitseres den vestlige verdens selvmord.

Menneskets exit
Bruno, litteraten, ender sine dage på et sindssygehospital, Michel, der er en stor forskningskapacitet inden for biologi, får mod slutningen af sit liv endelig de nærmest Einstein/Bohr-lignende visioner, der ikke alene engang mod midten af det 21. århundrede foranlediger en metafysisk revolution, men ganske enkelt fører til, at mennesker slet ikke findes mere.
Og det er ikke i filosoffen Foucaults forstand, hvor det blot er en bestemt og afgjort lidelsesfyldt subjektivitet, der forsvinder, nej, der er tale om, at man ved at ændre objektet menneske, gennem genetisk manipulation og kloning, simpelthen får fjernet alt det, der gør det så frygteligt - og menneskeligt - at leve: forskelligheden, seksualiteten og døden.
Men inden det går så galt - eller så godt - har vi fået alle grundene til, at der ikke er nogen vej udenom. Og her er der ikke mange, der går ram forbi. Grunden til, at det går så galt for Bruno og Michel, og dermed for næsten alle mænd i de generationer, der voksede op efter tresserne, er, at de ikke har fået nogen kærlighed. Og derfor er der ikke noget at give af.
Kun en enten onanistisk eller bestialsk seksualitet, eller en intellektuel sublimation. Bruno og Michel er sønner af en hippie-mor, der har overladt dem til deres henholdsvise bedstemødre, for at forfølge sine peace and love visioner.
Ifølge Houellebecq er 90'ernes serial killers det helt naturlige afkom af 60'ernes hippier med den individualisme, de dyrkede og udbredte til alle livets områder. Det familiemæssige kaos, og den uendelige ensomhed, som elementarpartiklerne er metaforer for, er blot resultatet af individualisme, liberalisme, seksuel "frigørelse", og ikke mindst den materialisme, der er helt grundlæggende. En materialisme, hvis metafysiske konsekvens er en determinisme, der dybest set er uforenelig med noget som helst begreb om ansvar. Derfor er det selvfølgelig ikke engang den fraværende mor eller fars skyld... Hvordan kan man overhovedet gøre andet, end det, man er bestemt til at gøre?

En generations nederlag
Det er gennem de to brødres tanker og beskrivelser af livet, at vi møder både en sofistikeret refleksion over fysiske og biologiske teorier, men også alt det kvindehad, goldhed og racisme og totale fravær af kærlighed, der i den grad har fornærmet visse af Houellebecqs læsere.
Der er en nådesløs beskrivelse af en new-age campingplads 'Mulighedernes sted' - et tidligere hippiesamfund konverteret til firmakurser - hvor alt går ud på åndelighed og healing, men dybest set handler om sex.
Og beskrivelser af kvinder af typen:
"Jeg traf Anne i 1981. Hun var ikke særlig smuk, men jeg var efterhånden godt træt at at spille den af på mig selv. Det gode ved hende var at hun havde store bryster... senere faldt brysterne sammen og det gjorde ægteskabet også," som Bruno beretter om sit forliste ægteskab. Senere udvikler han en racisme, udelukkende på baggrund af en særlig art penismisundelse:
"Vi misunder og beundrer negrene, fordi vi stort set bare gerne vil blive til dyr ligesom dem, dyr med en meget stor pik og en lille bitte reptilhjerne som anneks til pikken."
Bruno overvejer at melde sig ind i Le Pens parti:
"Men hvorfor skulle man æde surkål med de idioter. Under alle omstændigheder findes der ingen kvinder, der er højreorienterede, og de boller kun med jægersoldater." Her er både feministerne, vennerne fra Perpendiculaire, men også lepenisterne stået af. I et hug.
De kunne dog have trøstet sig med, at det ender gruelig galt for Bruno. Ligesom det af samme grunde, men på anden vis, går galt for broderen Michel og den kvinde, han ikke er i stand til at elske. Ligesom det nødvendigvis går galt for en hel generation, rundet af den dybest set dødelige kombination af ideer, der har præget det 20. århundrede.
Det kan man kun begræde, og hos Houellebecq sker begrædelsen i tragikomiske karikaturer på de sidste 40 års franske samfundsliv, ned til de mest pinlige og utroligt familiære detaljer. Enhver kan føle sig afsløret, forrådt og genkendt.
Der er noget i fornærmelsen, der taler om at ramme plet, måske om at tale sort og sandt, måske om at skrive virkelig god fiktion? Og der er noget i bogens anklager og angivelser, der kan virke anstødeligt, reaktionært og af visse sjæle er blevet antaget, som værende forfatterens egne meninger. Det er afgjort en ubehagelig bog, skrevet i et sprog som oven i købet generer de mere fintfølende franske litterater.
Nu ved jeg, ligesom min ven fra boghandlen vel også har konstateret det, at det hele er i kim i Extension du domaine de la lutte (Kamppladsens udvidelse) fra 1994. Desperationen og sortsynet er det samme, en slags fransk Bret Easton Ellis. Historien om verdens eller i al fald menneskets endeligt. Bagefter kan man kun have det bedre...

*Michel Houellebecq: Les particules élémentaires. 394 s. Flammarion 1998
*Extension du domaine de la lutte.' Maurice Nadeau 1994

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu