Læsetid: 4 min.

Vestligt medansvar for Asien-krise

3. april 1999

Et utilstrækkeligt banktilsyn spiller en vigtig rolle i den asiatiske finanskrise, som gav ledighedsrekord i Japan i denne uge, mener økonomiprofessor Niels Thygesen

Rekordtal for antallet af ledige japanere bevidnede tirsdag, at den økonomiske krise i Asien langt fra er overstået.
3,1 millioner japanere er nu arbejdsløse. Det svarer til 4,6 procent af befolkningen, hvilket er det højeste tal, der er registreret under den nuværende opgørelsesmetode, som blev taget i brug i 1953.
Adskillige vestlige økonomer har siden sommeren 1997, hvor den asiatiske finanskrise for alvor tog fart, givet de asiatiske lande hovedansvaret for krisen. Uansvarlig økonomisk politik kombineret med dårlige banksystemer var hovedårsagerne til finanskrisen, lød diagnosen.
Men der er flere årsager, siger økonomiprofessor Niels Thygesen fra Københavns Universitet, der er blandt Europas ypperste eksperter, når det gælder de internationale finansielle systemer.
Også Europa og USA må tage et medansvar. De vestlige landes tilsynsmyndigheder har ganske enkelt ikke været gode nok til at kontrollere de store kapitalstrømme fra Vesten til Asien.
"Långiverlandenes tilsynsmyndigheder har ikke været kritiske nok. De har opereret med nogle meget standardiserede lånekategorier og risikobetegnelser, som ikke rigtigt har kunnet opfange udviklingen. Tilsynsmyndighederne bør blive bedre til at kategorisere risikoen og overvåge den," siger Niels Thygesen til Information.

Tror på Finanstilsynet
Han påpeger, at mange individuelle investorer har haft tiltro til, at bankmyndigheder som eksempelvis det danske Finanstilsyn holdt øje med udviklingen i de asiatiske økonomier.
Derfor har investorerne ikke tids nok dæmpet den optimisme, som frem til sommeren 1997 betød, at de pumpede store summer i de asiatiske økonomier, Og det i en meget større hastighed, end økonomierne kunne klare.
"Selvfølgelig er det først og fremmest den enkelte långiver, der må vurdere risikoen. Men der påhviler tilsynsmyndighederne et særligt ansvar for at være opmærksomme på finansielle markeders generelle tilbøjelighed til at blive for optimistiske i en periode og så pludselig ændre mening med store tab til følge," påpeger Niels Thygesen.
Resultatet af det pludselige sammenbrud i de asiatiske økonomier, som først ramte Thailand, var en hurtig tilbagetrækning af de helt korte udenlandske lån.
Tilbagetrækningen af lånene var blandt de største bremseklodser for den økonomiske udvikling i Asien, og siden krisens udbrud har især Den Internationale Valutafond (IMF) grublet over, hvordan de hastige kapitalbevægelser kan dæmpes.
IMF har blandt andet foreslået bedre statistiske oplysninger, så det bliver muligt at registrere faremomenter på et tidligere tidspunkt.
Men det var allerede muligt før finanskrisens udbrud, påpeger Niels Thygesen.

God statistik
"Mange af de oplysninger, man havde brug for, fandtes hos Den Internationale Betalingsbank (BIS) i Basel, der i mange år har produceret en udmærket kvartalsstatistik over sammensætningen af de internationale aktiver og passiver. Der kunne man godt se faresignalerne. Men der var bare ikke rigtigt nogle, der brugte dem," konstaterer Niels Thygesen.
Men bedre overvågning gør det ikke alene. Der er brug for metoder, der kan begrænse de ødelæggende effekter af alt for hurtige kapitalbevægelser, vurderer økonomiprofessoren.
"De asiatiske lande havde nok været bedre tjent med at have haft visse restriktioner på de kortfristede former for kapitalbevægelser. Chile er her et godt eksempel. Landet har et system, hvor man skal deponere 30 procent af lånet på en rentefri konto i et år, hvis man låner i kortfristet form. Systemet har sandsynligvis været årsagen til, at Chile er sluppet nådigt uden om kriserne i Asien og Brasilien."
Et bedre regionalt samarbejde vil sandsynligvis også kunne afbøde effekterne af finansiellse kriser og i højere grad forhindre dem, vurderer Niels Thygesen.
Som en af arkitekterne bag den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) er han en varm fortaler for regionalt samarbejde.
"Man kan undre sig over, at der ikke som minimum er en diskussion af valutapolitikken i de sydøstasiatiske lande. Landene har en rimelig ensartet eksportsammensætning, og er dermed konkurrenter på verdensmarkedet. Det betyder, at devalueringer af de enkelte landes valutaer har stor afsmitningseffekt på de andre landes økonomier. Thailands devaluering i sommeren 1997 var et chok for de andre lande."
Japan har flere gange forsøgt at stille sig i spidsen for et øget regionalt samarbejde. Seneste med genoplivningen af tanken om en asiatisk valutafond (AMF) som en pendant til IMF.

Kritik af IMF
IMF har været hårdt kritiseret for fondens indsats i Thailand, Sydkorea og Indonesien. Japan mener derfor, at det ville være bedre med en lokal valutafond.
Med det kan blive svært, påpeger Niels Thygesen. USA og de store internationale organisationer som IMF er nemlig imod tanken om en regional valutafond.
"USA har været skeptisk over for et regionalt samarbejde. USA mener, at det svækker de globale institutioners muligheder for at påvirke situationen. De asiatiske lande kunne med fordel have diskuteret sådan noget, som vi havde i den tidligere valutaaftale i Europa, hvor centralbankerne havde gensidige kreditter hos hinanden og en tæt udveksling af informationer," siger Niels Thygesen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her