Læsetid: 4 min.

67 gange magt til Parlamentet

12. maj 1999

På en række områder gør det en forskel, hvad de 626 medlemmer af Parlamentet mener - men der er også vigtige EU-sager, hvor Parlamentet er kørt helt ud på et sidespor

TILLÆG
Efter 20 år med direkte valg til Europa-Parlamentet er forsamlingen ikke længere en institution, man kan grine ad og ellers være ligeglad med. Det er der 67 beviser på.
Men der findes også stærke beviser på, at Parlamentets magt har sine klare begrænsninger. Et godt eksempel er den aktuelle strid om EU-politikernes løn, som de ikke selv kan bestemme uden at få lov af Ministerrådet.
Og når der laves nye love i EU, sker det aldrig gennem Europa-Parlamentet alene - både Europa-Kommissionen og Ministerrådet har reelt større indflydelse end de 626 folkevalgte. Kommissionen har stort set eneret på at komme med forslag, og uden Ministerrådet bliver ingen regel til virkelighed.
Dertil kommer, at Parlamentet stadig ikke har et ord at skulle have sagt på en række af de vigtigste områder af EU-samarbejdet - det gælder eksempelvis spørgsmål om udvidelsen med nye østeuropæiske medlemslande, det nye retspolitiske samarbejde, den økonomiske og monetære union samt ikke mindst den fælles landbrugspolitik, der sluger halvdelen af EU's budget.

EU's indre atombombe
Men trods alle begrænsningerne er der 67 tilfælde, Parlamentet kan hive frem som beviser på, at det ikke er helt ligegyldigt.
De 66 første er det antal gange, Parlamentet har siddet som ligeværdig forhandler over for repræsentanter for de 15 EU-lande som modparter i den såkaldte forligsprocedure.
Tilfælde nummer 67 på Parlamentets magt er den, der i årevis gik under navnet 'atombomben' i intern EU-jargon - nemlig Parlamentets mulighed for at fyre hele Europa-Kommissionen.
Det var truslen om at blive ofre for denne atombombe, der i marts tvang de 20 kommissærer til selv at gå af. Nu, da alle ved, at atombomben rent faktisk kan bruges til noget, vil det sikre Parlamentet bedre mulighed for at kræve ændringer og forbedringer i Kommissionen, som Parlamentet har til opgave at kontrollere.
Til gengæld har Kommissionens afgang også vist, at det i sidste ende er de 15 regeringer, der spiller førsteviolin. På topmødet i Berlin i marts valgte regeringerne at blæse på Parlamentets krav om, at de mest belastede kommissærer straks skulle gå af.
Ser man bort fra bomben, ligger Parlamentets magt i den noget mere fredelige forligsprocedure.
Den blev indført, da Maas-tricht-traktaten trådte i kraft i 1994. Det helt afgørende ved forligsproceduren er, at Parlamentet i sidste ende har mulighed for at nedlægge veto mod et sæt nye EU-regler.
Den trussel gør det muligt for Parlamentet at gennemtrumfe ændringer til et forslag, Kommissionen har lagt frem, inden det bliver vedtaget i Ministerrådet. Og på den måde adskiller forligsproceduren sig afgørende fra de tre andre måder, der i dag bliver lovgivet på i EU, tre måder der alle har det til fælles, at Ministerrådet i sidste ende kan blæse på Parlamentet.
Med forligsproceduren foregår det sådan, at Parlamentet kommer med ændringsforslag, og hvis ministrene kan acceptere dem, bliver forslaget vedtaget.
I modsat fald skal der nedsættes et forligsudvalg, hvor der sidder en repræsentant for hver af de 15 regeringer og lige så mange repræsentanter for Parlamentet. De har seks-otte uger til at finde et kompromis - og det lykkes som regel.

Rollen som vagthund
I 63 af de 66 forligsudvalg, der har været nedsat fra 1994 til i dag, er det lykkedes at nå et kompromis. Og hver gang har Parlamentet bagefter kunnet pege på, at det har sat synlige fingeraftryk på EU's lovgivning.
I et EU-direktiv om bilers udstødning fik Parlamentet ændret nogle reelt uforpligtende målsætninger om loft over bilers udslip af gasser til at være forpligtende tal, der skal nås senest i 2005.
I et ellers meget teknisk direktiv om elevatorer fik Parlamentet indføjet en banal, men vigtig, bestemmelse om, at der skal være adgang for handicappede til at benytte elevatorer. Og i et direktiv om fjernsyn på tværs af grænserne fik Parlamentet tilføjet en meget omdiskuteret regel, der betyder, at store sportsbegivenheder skal kunne ses af alle på gratis tv-stationer.
Eksemplerne viser, hvilken rolle, Parlamentet ofte spiller i lovgivningsprocessen, nemlig rollen som den almindelige borgers vagthund eller de svages beskytter.
Det er der en god grund til. Parlamentets svaghed er nemlig, at det kun kan stå fast over for Ministerrådet, hvis der er et flertal på 314 af de 626 medlemmer, der er parat til at stemme i flok. Og med de forskellige interesser, der deler medlemmerne på tværs af politisk tilhørsforhold og nationalitet, er det ikke en enkel sag.

Retten til afvisning
Derfor kan Parlamentet i realiteten ikke ændre dramatisk i selve opbygningen af et forslag fra Kommissionen.
Men i de tilfælde, hvor Parlamentet ikke stiller sig tilfreds med små-justeringer af et forslag, kan det til gengæld benytte sin ret til at forkaste forslaget. Det er sket tre gange ud af de 66 forligsprocedurer.
To gange med meget lidt omtalte forslag, det ene med nye regler for tele-sektoren, det andet om rådgivning af finanssektoren i EU.
Det tredje forslag, der blev afvist, var en stor sag i hele EU - nemlig spørgsmålet om, hvorvidt virksomheder skal have ret til at tage patent på bioteknologiske opfindelser, eksempelvis menneskelige gen-kombinationer.
Her var Ministerrådets og Europa-Parlamentets repræsentanter faktisk blevet enige i forligsudvalget, men da kompromisset kom til afstemning i parlamentssalen i 1995, blev det forkastet af et flertal, og dermed faldt forslaget bort.
Men tre år senere blev det fremsat på ny, og denne gang lykkedes det for Ministerrådet at få talt sig til rette med de folkevalgte, så direktivet i en let ændret version kunne vedtages i 1998.
På den måde ligner Parlamentet ethvert andet parlament i verden: Man har en holdning, til man tager en ny.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her