Tale ved overrækkelsen i går af Johannes Ewald-legatet for 1999 til Klaus Høeck
Det er blevet en slags tradition, at den, der for "en betydende indsats i dansk litteratur" modtager Ewald-legatet, oven i guldet og æren får en tale, hvori han eller hun hyldes som mesterens moderne arvtager. Det falder oftest let, så sandt som man næppe kan blive en stor digter på dansk uden på en eller anden måde at anbringe sig i et forhold til denne vældigt følende skjald, jeg-bevidsthedens pioner, vor første modernist, dansk litteraturs Prometheus, der stjal ilden fra guderne og lod den flamme i sit eget hjerte, ja tilmed brænde sit legeme op.
Heller ikke Klaus Høeck (f. 1938, debut 1971) unddrager sig en sådan sammenligning med Ewald. Han er som denne på samme tid en stor synder og en stor teolog. Han er som Ewald, og med dennes ord, kundskabsgridsk, dvs. fuld af appetit på alskens fakta og encyklopædisk viden; men han anerkender også, som Ewald, forstandens afmagt over for de altafgørende spørgsmål om eksistensen og døden. Helt konkret har Klaus Høeck tilmed i de senere år påtaget sig at leve i samme spænding som Ewald mellem bylivets adspredelser og landlivets samlende ro.
Dog, hvis man virkelig opsøger en lighed mellem dagens prismodtager og dén barde, hvis navn vi samtidig ærer, kommer man ikke uden om hele troens og omvendelsens sprog. Man må nødvendigvis sætte ord på spændingsforholdene mellem på den ene side kristendommen og på den anden side den suveræne moderne/modernistiske poesi.
Her finder vi nemlig begge poeter stående med en fod hvert sted, fortrolige som de er med tilstande af henrykt beruselse og bevidstløst tilstedevær, eller med titaniske syner og mystisk-ekstatiske indsigter, der transcenderer, ikke bare daglig erfaring, men også forstandsmæssig refleksion: sjælsløftelser, der dels indebærer oplevelse af skaberens nåde, dels afføder eftertanker om det, der i traditionel kristen sprogbrug betegnes som menneskets gudbilledlighed.
Dog hvem har Sprog - hvem afmaalt Lyd til Eder
I alt for smeltende?
spørger Ewald i digtet "Haab og Erindring" og oparbejder her som i sin øvrige digtning en meditativ, rituel praksis, hvorigennem han når ind til en værens- og verdenserfaring ligedannet med den, Skaberen har af sig selv, en erfaring, som for digteren da danner pantet på, at vi er skabt gudbilledligt. I nogle Ewald-digte går bevægelsen stejlt opad, i andre indsætter han sin egen mistrøstige biografi i en urgammel fortælling om sjælen og dens skæbne gennem fornedrelse og oprejsning.
I sin nyeste bog Solens fødsel, om kristendommens hemmeligheder, gennemgår Erik A. Nielsen en række af Ewalds skelsættende digte og opholder sig bl.a. ved poesi-metaforen "afmaalt Lyd", som han kalder et udtryk af vidunderlig præcision og læser som radikal fortætning af digterens forsøg på at finde sproglig skikkelse til det, som er for overvældende til at kunne rummes i sproget. Spørgsmålet om gudbilledligheden bliver nemlig, siger Erik A., hos Ewald udfoldet i en lære om digtningens og sprogets forhold til skaberordets ophøjede og uopnåelige poesi.
Det har den moderne Ewaldforskning ikke været specielt vild med. Ernst Frandsen beklager således i sin monografi fra 1939, at drengen, der ikke blev helt, og elskeren, der i stedet "bare" blev digter, til sidst faldt til ro i en art forsoning med den pietistiske lære, personificeret i en vis pastor Schønheyder, og Peer E. Sørensen er i disputatsen fra 1989 voldsomt optaget af på én gang at afkristne og erotisere Ewald. Fortolkerne burde muligvis dekonstruere deres egne fordomme, førend de dekonstruerer Ewalds tekster.
Det vil da vise sig, at pietismens genstridige søn op til sin død forstod pietismen mere radikalt, end hans vejledere nogen sinde formåede. Han døde ikke under kristent åg, han døde tværtimod ind i den pietistiske billedverden - bogstaveligt lagt i Frelserens arme. Eller som der står i salmen "Udrust dig, Helt fra Golgatha":
Da skal jeg, sikker ved din Haand,
Ei frygte Døden meer;
Men offre dig min frelste Aand
Paa dens nedbrudte Leer.
Her fuldendes, kan vi sige, Ewalds sammenføjning af en kristen myte og en personlig livshistorie.
Men tro det eller ej, Klaus Høeck forsøgte faktisk det samme i sin højst besynderlige bog Lukas O'Kech fra 1988, en patetisk parodi, et mestereksempel på "afmålt lyd". Her berettes i stramme kransstillede sonetter og canzoner, ja tilmed i messens ritualforløb, den gamle historie om sjælen og dens skæbne gennem fornedrelse og oprejsning:
Når ordene og digte er brugt op
når følelsen er brændt ned i din krop
når erkendelsen er gået i stå
når kun troen er tilbage, hvad så?
Når endeligheden slår hårdt igen
fordi du søgte evighedens sten
når arketyperne falder som strå
og ideerne bliver grå, hvad så?
Når du rækker efter himlens spejle
når du står i Helvedes lyskegle
når Gud ikke svarer på dine råb
når alt, der er tilbage, er dit håb?
Så skal du gå ud i denne Verden
og øve kærlighed på din færden
En kritiker hævdede engang, at Klaus Høeck mindede om en tysk romantiker, der var blevet spærret inde med en stak gamle rockplader i IBMs produktudviklingscenter. Det var før Lukas O'Kech. Det havde været mere dækkende at skrive, at Klaus Høeck var en ærligt troende digter, der, opvokset i en gudløs tid eller en gudsforladt kultur sloges for at komme ud af skabet. Da dette først skete, blev de til, alle de store, skelsættende værker: Hjem (1985), Heptameron (1989), Eventyr (1992) og 1001 digt (1995). Med ét kunne man da se det politiske, det musikalske, det kunstneriske og sproglige oprør fra hans tidligere bøger forvandle sig. Digteren greb modigt, modent og magtfuldt tilbage til sin egen begyndelse, dvs. til dén Klaus Høeck, der i 1958, som 20-årig skrev med en metode, hvormed den afmålte lyd måles af: erkendelse og besyngelse finder hos ham kun sted på trods af, men også i kraft af, komplekse matematiske systemer - som om Ordet først får fylde, idet det genskabes gennem en menneskeskabt, tildels arbitrær struktur.
Som jeg læser Klaus Høecks hele digtning i dag, er dens vigtigste ærinde et troende menneskes spørgsmål om arten og rækkevidden af den gave, Gud har skænket i og med ordet. Stiller man til stadighed det spørgsmål, er man vistnok ikke rigtig moderne eller modernist. Men gør det i grunden så meget? Gør det noget, om Klaus Høeck efter 28 bøger, stadig står og spørger? Det spørgsmål vil jeg lade stå.
(Let forkortet version)
