Læsetid: 3 min.

Al den overflod

11. maj 1999

The Black Rider er sæsonens største satsning på Aalborg Teater. Og hvad er det så for noget, dette monstrum af en musikforestilling?

TEATER
Forestil Dem: Carl Maria von Webers ærkeromantiske eventyropera Jægerbruden (1820), udsat for en gennemgribende kynisk rewrite af ingen ringere end William S. Burroughs, tilsat Tom Waits' skæve sanglinjer, og dresset op af scenografi-guruen Robert Wilson. Kultforestilling i Hamburg siden 1990, nylig spillet i København og nu i Aalborg.
Det er lige på kanten, af hvad budgettet kan bære, hvad scenen fysisk kan overkomme, sæsonens største satsning. Og hvad er det så for noget, dette monstrum af en musikforestilling?
Historien er faustisk. Den unge håbefulde skriver Wilhelm elsker skovriderens datter, Kätchen, men slægtstraditionen kræver, at han er jæger og mesterskytte. Djævelen møder den desperate bejler ved det obligate vejkryds og tilbyder sine magiske kugler, der altid rammer plet. Frem til brylluppet går alt da også forrygende, men Djævelen har dog forbeholdt sig målet for den sidste kugle ...

Satanisk fryd
Burroughs har for så vidt fulgt Jægerbruden trofast nok, bortset fra at operaens kristent forsonlige happy-end her er droppet til fordel for det oprindelige eventyrs fatalitet: Kätchen rammes og dør. Den sorte ridder ler grumt - og Burroughs kan nok have haft sine grunde til at fastholde den slutning; han afstedkom som bekendt i en LSD-rus sin kones død med en fatal kugle.
Oven på eventyrhandlingen har Burroughs monteret løst og fast fra sit paranoide univers, om heroin, om det våbenfixerede USA, om Hollywood, altsammen ting der metaforisk kan indskrives i en faustisk sammenhæng, men samtidig også stof der ikke ligefrem styrker sammenhængskraften og indforlivelsen i den basale historie. Det sørger snarere Tom Waits' sange for, fulde som de er af skærende, rustik instrumenteret disharmoni, af satanisk fryd og sprød melankoli.
Der er dermed meget frit slag for den scenografiske fantasi. Jeg har hverken set Hamburg- eller Betty Nansen-opsætningen, men instruktør Emil Korf Hansen og scenograf Steffen Aarfing har angivelig ikke holdt sig tilbage. Resultatet er da også blevet fejende, ja på mange måder berusende flot. En raffineret afmasknings-mekanisme muliggør således smidigt skiftende, filmiske fokuseringer, hvis pludselige dybdevirkninger blænder, og der er i den grad leget med lys- og lydeffekter, så man ofte føler sig hensat til et filmmusealt hurlumhejhus.
Pludselig er man for eksempel i Twin Peaks-lignende, let dæmoniserede interiører, hvis agenters mekaniske gestik og maskering i øvrigt signalerer stumfilm eller tegneserie. Et rent slaraffenland af drømmeagtig elegance.
Og skuespillerne leger sig frydefuldt gennem dette stiliserede univers, og synger udmærket godt, ikke mindst gæsten, den pølsetysk virile Benjamin Boe Rasmussen og lokale Christiane G. Koch, hvis forbløffende tonale herredømme ubesværet lader hende veksle mellem barnlig, glasskærende falset og en række mere normale tonefald. Ren pøbelfryd, ingen smalle steder, alle får deres shining hour.

Dramaets krise
Og hvad er så meningen med al denne overflod? Et dumt gammelmands-spørgsmål naturligvis, i tider hvor scenografien for længst har udkonkurreret de 'ældgamle ord', og hvor den rene performance - som man jo i og for sig gerne under spillerne - slører dramaets dybe krise.
Problemet er bare, at alle de fantasifulde opslag, alt det hårde arbejde, at alt det ikke virkelig samler sig til nogen forpligtende billedverden, det er mere flot end urovækkende, lige meget hvor underground'et det så føler sig. Rigtig ud over rampen kommer det ikke.
Burroughs tekstarbejde - i moderat cut-up stil - er i bedste fald distræt, og Waits' sange, der er det solideste lag i forestillingen, kan ikke bære helt igennem, lige meget hvor meget skærende dæmonisk selvironi han har investeret i sin djævel, Pegleg (smidigt formet af Allan Klie).
Og vé i øvrigt den uskyldige tilskuer der ankommer uforberedt til en forestilling som denne! For det første er historien som sagt cabaretagtigt flaksende, og for det andet foregår The Black Rider i rundhåndet omfang på engelsk; man bør som tilskuer være indstillet på tosproget kompetence, for det er altså ikke altid lige let at høre, hvad de damer og herrer siger og synger. Vi lever sandt at sige ikke længere blot i modersmålet.

*Robert Wilson, Tom Waits og William S. Burroughs: The Black Rider. Iscenesættelse: Emil Korf Hansen. Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing. Kapelmester: Bent Lundgaard. Oversættelse: Peter Laugesen. Aalborg Teater, Store Scene, til 12. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu