Læsetid: 3 min.

Almodóvar hylder mødrene

19. maj 1999

Sværvægterne dukker op, og spanieren Pedro Almodóvar lægger sig i spidsen med et velkrydret familiedrama

CANNES
Er det Almodóvars bedste film? Svært at sige i festivalomtumlet tilstand, men Alt om min mor (Todo sobre mi madre) er i hvert fald den bedst modtagne film på festivalen hidtil, et tiltrængt skud adrenalin af munterhed, klogskab og sydlandsk vivacitet midt i et noget tungt og traurigt repertoire.
Filmen fortsætter Almodóvars udvikling bort fra de spraglede frivole provokationer og henimod det ligefremme seriøse normal(melo)drama - hvilket måske lyder småkedeligt. Men spanierens nyvundne kunst er, at han kan blæse og have mel i munden: nu favner han både normaliteten og dens livgivende overskridelser, både de basale familierelationer og det transseksuelle anarki.

Mande-kvinde
Almodóvar synes at have erkendt, at hans frække kønsrolle-udfordringer og camp-satiriske farveblandinger ikke længere i sig selv kan bære en film. Hans anarki udfolder sig - som her - mest relevant (og derfor også mest udfordrende) på en baggrund af normalitet.
Filmens mor er derfor noget så reelt og jordbundet som sygeplejerske, en enlig mor, der har et tæt, harmonisk forhold til sin teenagesøn. Da denne omkommer ved en trafikulykke, går hun på jagt efter den far, han aldrig lærte at kende, pioneren Lola. Han/hun "har alle mandens og kvindens dårligste egenskaber," som hun siger. Og det bliver starten på et nyt liv med en farverig ny 'familie', der alle behøver hendes medfølende indlevelse.

Fortælleglæde
Sygeplejersken er det faste, sunde, frisindede ankerpunkt i en menage bestående af en selvironisk transseksuel luder, en ung gravid nonne, en aldrende lesbisk diva og et ældre, stivnet bourgeoisi-ægtepar.
På fornemt organisk vis får Almodóvar inkorporeret en hyldest til Bette Davis-klassikeren Alt om Eva og Tennessee Williams' Omstigning til Paradis. Hvad der dog ikke skygger for de mange rene følelser i det tætvævede, temarigholdige, fortælleglade drama om mor og søn, kærlighed og besættelse, liv og død - foldende sig ud på mange niveauer af grotesk humor og grådkvalt tragik.
Dog måske med rigeligt mange tårer til slut.

Mesteren Egoyan
Som et andet af festivalens højdepunkter lyser Atom Egoyans Felicia's Journey med den canadiske instruktørs mærkeligt renfærdige fremstilling af hæmmede, ensomme outsidere fanget i et skæbnespind, de ikke kan bryde.
Egoyan fortæller her i samme menneskeligt varme tone, som den han fandt frem til i sin forrige The Sweet Hereafter. Også denne gang er det en litterær bearbejdelse (efter en irsk-engelsk historie af William Trevor fra 1994), men Egoyans stramt stiliserede billedsprog og blufærdigt-intense personinstruktion præger hver meter af filmen.
Bob Hoskins spiller en perfektionistisk kantinechef, ansat på en fabrik i Birmingham. En på overfladen vennesæl mand, der gemmer på grumme hemmeligheder, men det ved den hjælpeløse irske pige, Felicia, han tager sig af, intet om.
Hun eftersøger den fyr, der har gjort hende gravid og derefter er stukket af til England. I stedet ender hun i Hoskins' villa, hvor han har forskanset sig med en hoben fortidsminder, deriblandt nogle meget afgørende video-optagelser. - Både Hoskins og den debuterende Elaine Cassidy er fremragende i hovedrollerne, og Egoyan omskaber gang på gang det meget nord-engelske fabriksmiljø til ren billedpoesi.

Stilfuld Proust-film
Nogle af festivalens øvrige sværvægtere slår større, men mindre vitaminrigt brød op.
Kineseren Chen Kaiges Kejseren og morderen er et operastiliseret udstyrsstykke om Kinas samling omkring 300 år før Kristi fødsel. Uden nogen medrivende historie (i modsætning til samme instruktørs fremragende Farvel min konkubine), men med slående statuariske billedvirkninger og duperende scenerier.
Den chilensisk fødte Raoul Ruiz, der de senere år mest har virket i fransk film, optræder med intet mindre end en filmatisering af Marcel Prousts På sporet af den tabte tid, som et stilfuldt udciseleret periodestykke uden påfaldende dramatisk gnist eller intensitet. Filmen har mange forsvarere hernede.
Det samme kan ikke siges om russeren Alexander Sokurovs kuriøse Moloch om Hitlerklanen på afslapningsweekend i en bjergfæstning år 1942. Den virker som et ret primitivt skuespil, Sokurov krampagtigt forsøger at gøre filmisk interessant gennem kvalmende grøn-blå farver og et stemningsdvælende tempo.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her