Læsetid: 4 min.

Amerikanerne ta'r over

21. maj 1999

Tre markante amerikanske film vækker begejstring. Men Pedro Almodóvar er stadig Guld Palme-favorit

CANNES
CANNES - Når skuespillere går om bag kameraet som instruktører, bliver resultatet ofte noget upersonligt.
Men Bob Roberts og Dead Man Walking har bevist, at Hollywoodstjernen Tim Robbins som instruktør både har noget på hjerte og evnen til at sige det på en filmisk suveræn måde.
Derfor var forventningerne til hans store udspil om 30'rnes radikale New Yorker-teater, Cradle Will Rock, skruet i vejret. De blev i mine øjne kun delvis indfriet. Filmen slår et fejende flot periode-panorama op på det menneskemyldrende bredlærred, men dens personskildring fornemmes ofte rigeligt skematisk og bastant i opdelingen mellem de gode og de onde.

Overbevisningens mod
De gode er teaterfolkene bag 30'rnes statsstøttede Federal Theatre - et forsøg på et folkekulturelt modtræk mod tidens arbejds- og ørkesløshed.
Det var det 21-årige teatervidunderbarn Orson Welles, der sammen med sin praktiske partner John Houseman satte det Brecht-påvirkede proletariske propagandastykke The Cradle Will Rock op som et Federal Theatre-projekt, der kommer i klemme mellem kommunistforskrækkede censurbestræbelser og harmfulde kunstnerstrejker.
Stykker ender med at bliver opført uden dekorationer og kostumer som en spontan, modig og derfor ekstra medrivende protest mod knægtelsen af det frie ord - og dermed får filmen til slut et stærkt optimistisk lift. Inden da har Robbins villet vise sammenhængen mellem storkapital og kunstpolitik - viljen til at støtte kunsten er redebon hos såvel stålværksmagnater og millionærer, blot værkerne renses for (venstre)politisk indhold. Og i baggrunden leverer nazismen og fascismen rettesnoren for kontrol med kunsten.

Welles som wonder boy
Forestillingens instruktør, Orson Welles, ses kun i en udpræget birolle som tætdrikkende, egomanisk arrogant wonderboy - lidt utilfredsstillende, selv om Angus Macfadyen i det ydre illuderer udmærket i den svære rolle.
Welles var dengang ikke en egentlig kampfigur på venstrefløjen, men så i dramaet en mulighed for at skabe det teater, der får "publikum til tage kampen op, hoppe i sædet, strides, kneppe". Først under Anden Verdenskrig gik han ind i politik, bl. a. som taleskriver for præsidenten Franklin D. Roosevelt.
En gennemgående figur i det meget store persongalleri er Emily Watson (fra Breaking the Waves) som en Dickensk hjemløs uskyldsfigur, der få job som scenearbejder og siden vælges til en hovedrolle i stykket. Andre markante præstationer ydes af John Cusack som den opportunistiske kunstmæcen Nelson Rockefeller, af Bill Murray som en kommunisthadende bugtaler, John Turturro som en ludfattig, men politisk glødende skuespiller og ikke mindst Cherry Jones som Federal Theatres effektive, modige leder Hallie Flanagan.

Jim Jarmusch' samurai
Med Dead Man lavede Jim Jarmusch en filosofisk western, som mildest talt ikke ligner nogen anden. Og han nyeste Ghost Dog: The Way of the Samurai er hans lige så poetisk personlige og underfundigt drejede dead pan-version af gangsterfilmen - og i øvrigt endnu engang en film om døden.
Man bedes forestille sig den sorte hyggelige bamsebjørn Forest Whitaker som en iskoldt beregnende hitman, der håndterer sin pistol som et samurai-sværd og kører gennem natten i sin blanke superbil på vej til et veltilrettelagt lejemord.
Trods sin tilsyneladende type-uegnethed kan Whitaker spille figuren, fordi han har andre dimensioner: Som eneboer på et hustag fuld af brevduer har lejemoderen Ghost Dog også sin blide side.
Han lever efter en ældgammel samuraikode, der byder ham at tjene sin herre betingelsesløst - her et mafia-medlem, der ved et tilfælde reddede ham fra døden. Ghost Dog ender med at få en hel mafiaklan som modstander, men klarer også det. Til akkompagnement af rapperen RZA, kaldet "Hip-Hoppens Thelonius Monk", demonstrerer Ghost Dog sin kunnen over for en herligt parodieret gangsterorganisation bestående af stakåndede ældre hyggeonkler, sinkeagtige klodrianer og stivnede autoritetsfigurer.
Ghost Dog er også en film om brevduer, om fabrikskvarterers sære skønhed ved nat, om glæden ved at snakke med en ven, der ikke forstår et ord af, hvad man siger, om læsningens intellektuelle fryd og dødens nærhed - for samuraier såvel som godtfolk. Kort sagt en Jim Jarmusch-joint, der går til hovedet som liflig beruselse.

Dogme-skrækfilm
Tre unge filmfolk drager ud i den vildsomme, mennesketomme skov Black Hills
Woods for at lave en dokumentarfilm. Den skal handle om den lokale spøgelseslegende om Blair-heksen og de små børn, der engang blev væk i skovens dyb. Et år senere finder man trioens filmoptagelser, men de selv er sporløst forsvundet.
The Blair Witch Project er en skrækfilm, der arbejder langt mere sofistikeret og indirekte med effekterne end normalt i genren. Dens kup er, at den lader de tre forsvundne filmfolks optagelser tale for sig selv: vi ser kun hvad deres to kameraer får øje på, og det skaber en effektfuldt imiteret dokumentarisme.
Den unge instruktør Heather, der leder ekspeditionen, går overmodigt til værks, uden respekt for den natur og mystik, hun helst ser gennem kameraets filter. Det hævner sig, da hun bliver så skræmt af uforklarlige lyde og hændelser, at hun hverken tør holde øjnene åbne eller lukke dem.
Den lettere puerile jargon mellem trioen er godt ramt (selvfølgelig joker de om Udflugt med døden), og den Dogme-agtige primitivitet i de håndholdte optagelser skærper uhyggefornemmelsen, især når lærredet bliver helt mørkt og kun den øde skovs uforklarlige lyde markerer truslerne.
Filmen er et debutantarbejde af to unge amerikanere fra Florida, Daniel Myrick og Eduardo Sanchez. Den vises i serien Quinzaine des Realisateurs og kan altså ikke konkurrere om de store priser. Men The Blair Witch Project bliver ikke det sidste, vi hører fra de djævelske herrer Myrick og Sanchez.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu