Læsetid: 7 min.

Andet

7. maj 1999

ROMANUDDRAG
Vi gik rask til, Gamma og jeg, ind igennem skoven. Og kom også inden længe til den skillevej, hvor vores gruppe skulle dreje af til venstre mod Perm. Jeg husker ikke ret meget fra denne første del af ruten, som vi jo havde set et par dage tidligere under vores instruktion med kommandanten. Og vi gik også så hurtigt, at det var lige før man kunne sige vi løb, han og jeg. Delta måtte en enkelt gang råbe os an, og bede os om at sagtne farten lidt. Ellers var det de ledsagede han skyndte på. Fremad! Fremad! Da vi kom til skillevejen og drejede til venstre mod Perm, som var angivet på det interimistiske skilt, tog vi farten lidt af. Vel egentlig mest fordi vi ikke havde nogen forudsætninger for at vide hvornår vi ville være dér, som jo i og for sig kun var defineret som et "sted" af kampagnens planlæggere. Vi havde ikke skyggen af en forestilling om hvordan der ville se ud. Men som vi gik, så forsøgte vi både at holde en god rytme, og kiggede også hele tiden efter dette skilt, som jeg ikke vil nægte nu, at jeg kom til at længes efter. Hele tiden spurgte vi hinanden, os to der, om den anden havde fået øje på noget. En anelse mere usikkert for hver gang. Nej, der var vist ikke noget endnu, var det nedslående svar gang på gang. "Vist ikke noget", vrissede vi ad hinanden. Og Gamma lod mig igen høre for min "indstuderede blindhed" den foregående dag, og håbede, sagde han, med en snert i stemmen, at jeg ville komme op med noget bedre end dette "vist ikke noget". Noget eller ikke noget, det var det, som det drejede sig om! Og som vi pacede hele gruppen fremad og spejdede som havde vi selv en bajonet i ryggen, så kom vi mere og mere på kant med hinanden. Hele tiden parat med det samme spørgsmål.
Hvad vi naturligvis var rædde for, mere end vi var bekymret for at gå vild og ende i et morads og en sti, der ville føre os på blindspor, var, sådan uden at være os det bevidst som vi halsede af sted, at de andre grupper nåede at begynde afslutningen på deres ledsagninger og vi så alle sammen kunne høre skuddene der i skoven. Det ville være obskønt, på en måde. Klæde os af foran de ledsagede, som om noget ville blive afsløret. Som om vi ville blive taget i noget snyd, fordi vi egentlig havde lovet dem noget andet. Man opretholder illusionen lige til det sidste! Men man har hver sine grunde, de ledsagede og os. Naturligvis ville de ikke kunne gøre os noget, det skulle ikke være for det, ikke for nogen fare. De var helt og holdent i vores varetægt. Det var ikke for nogen straf, vi frygtede, tror jeg. Men som om vi skulle blive taget i at bryde en lov, en eller anden tavs og ubrydelig overenskomst, som feje kujoner. Men jeg må understrege, at den rædsel, som fik os til halvt at løbe mod stedet Perm, mod deres død, det var kun en, der skød sig frem som en understrøm i vores bevidsthed. Og det er først nu, som jeg sidder og fortæller det, og erindrer disse mærkelige og drømmeagtige øjeblikke minutiøst, så at sige snubler over hvert moment, som man gør det, når man genkalder sig det, at jeg kan se igennem øjeblikkenes forblændelse. Den, der gjorde os til de aktører, som vi allerede var så godt forberedte på at blive af manipulationerne og af vores dumhed.

Og vi må alle sammen være taknemmelig for, at Delta havde følt den samme rædsel løbe igennem sig, som han fulgte os bagved de ledsagede. For han gjorde sit til, at vi ikke blev klædt af foran dem. At de andre grupper ikke nåede at komme før os med afslutningen. For straks som Gamma havde råbt "Her! Det her er Perm!", så kom Delta op til os, og beordrede med det samme de ledsagede ind på en række og fik dem til at knæle med front mod en dalsænkning der midt i skoven. Der var faktisk ikke nogen, som egentlig nåede at reagere, spørge om noget, eller protestere. De gik hurtigt og beredvilligt ind på rækken og knælede uden at sige et ord. Det hele var så pludseligt, og på en befriende måde uvirkeligt og momentant som en svag drøm man kan have i en kort slummer midt på dagen. Jeg forstillede mig, at de ville sidde der på knæ foran os, og der ville gå en tid. Og vi så derude i skoven, i skumringen, ville høre nogen af dem bede til os eller til Gud om nåde. Om at nogen skulle forbarme sig over deres liv, over deres skæbne. At de værst af alt ville henvende sig til os, klynke. Sige at de havde børn, at de børn havde dem som fædre, at de elskede dem. At deres hustruer elskede dem, at de ventede på dem nu. Og at vi var ødelæggerne, hvis vi selv forblændede af vores forvirring og rædsel eller af vores dumhed, handlede blindt i den tro, at øjeblikket her i skoven bare skulle være et øjeblik som alle andre. Og at vi så kunne gå rolige og glemsomme derfra. Jeg frygtede det. Vi frygtede det alle sammen. Og derfor tror jeg, var det godt da Gamma så stolt og lettet råbte sit; "Her! Det her er Perm!".

Det hele foregik så hurtigt. De knælede foran os. De var en snes, nøjagtigt vores eget antal. Vi kunne afslutte dem alle sammen i én eneste samtidig handling. For tænk sig, om nogen af dem skulle stille sig i kø for at vente på deres skæbne! Det var ikke til at holde ud at forestille sig. Så sagde Delta, at vi skulle "gå i position". Jeg rettede mit gevær ned imod nakken på ham, som sad foran mig. Og jeg så kun hans nakke, heldigvis, ikke hans ansigt. Han stirrede så indolent lige frem for sig.

"Gør det nu, Delta, hurtigt, hurtigt, mørket kommer, mørket kommer, gør det nu hurtigt, så vi kan komme hjem!" De der ønsker man får, helt enkle, de ciseleres hurtigt ud i mantraer, der bliver gådefuldt hellige for én.

Jeg pegede med mit gevær mod det punkt i nakken, hvor hovedskallen holder op og det bløde sted begynder, mellem de to sener. Og så stod jeg bare og var parat til at høre Delta give mig besked. Jeg ved ikke. Man er klar, helt klar, man tænker ikke på andet. Man er så ren og renset indeni. Man er nået til det punkt, som man er blevet ladet op til i sin dumhed og sin forvirring, sin frygt og rædsel. Man tænker bare på dette ene. En ordre og så det man vil gøre uden tøven. Det fungerer så perfekt det hele.

Men der var stadigvæk uro. Som om, der var nogen, der endnu ikke havde fundet sig til rette, men stod og fumlede, og ikke havde forstået hvad han havde instrueret os om, kommandanten. Jeg vovede dog dårligt at kigge, for at se hvad der var på færde. Stirrede bare fast ned i hans nakke, ham der foran mig. Og så, måske fordi han var blevet utålmodig, eller fordi han var nervøs for at de andre kom før os, eller simpelthen fordi han bare var træt, så råbte Delta pludselig "Nu!" midt i det hele, hele denne irriterende raslen og forvirring. Og det, der var fejlen selvfølgelig, var at skuddene ikke kom med ét smæld, så det hele kunne være overstået, som kommandanten jo havde instrueret os om. Bare som et smæld, og vi ville kunne gå derfra med det samme. Det kunne så være op til Delta, for den sags skyld, at undersøge, om der trods alt stadigvæk skulle være nogen, der ikke var blevet ramt rent. Men ham om det! Hovedsagen var, at vi kunne få det overstået, os andre, i ét eneste kort sekund. Så da han råbte, var jeg selv den første, som fyrede. Jeg stod og koncentrerede mig, og så lige idet, det skete, så lukkede jeg øjnene, affyrede, og åbnede øjnene igen og så at ham der foran mig tumlede ned af skrænten, rullet sammen, allerede væk og uden tanker. Men nogle af de andre, de fattede det ikke straks. Tøvede bare et sekund, og så kom skuddene. Til sidst Gamma, som stod lige ved siden af mig. Han ramte skulderen på den knælende foran sig, og lige idet, så trak han sig sammen, den ledsagede dernede på knæ, og ville vende sig om for på en måde ligesom at se på Gamma, hvad det var han gjorde ved ham. Og fordi han i det samme bevægede kroppen idet Gamma fyrede sit andet skud, så kom det ikke til at ramme rent. Jeg stod forstenet og betragtede det hele. Så blev hans hovedskal splintret i det samme som skuddet lød, og så endelig, som den sidste, ja, så ... Gammas ledsagede trimlede forover, nærmest hovedløs, med noget lyst flydende ud der hvor håret skulle være. Rullede rundt og landede nede i mørket for foden af skrænten. Der blev helt stille. Så var det hele overstået. Så enkelt kunne det være, trods alt. Selv om det også var gået i fisk, så at sige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her