Edb-nørderne er ved at redde os fra verdens undergang, eller tager de bare pis på os?
Dommedag
Mens edb-nørder skovler uhyrlige månedslønninger ind på at bringe os sikkert ind i år 2000, var det, at en bekendt naivt og i et ængsteligt tonefald spurgte, hvad der egentlig er galt med de der edb-maskiner.
Jo, flyvemaskiner vil falde til jorden, togene gå i stå, respiratorer stoppe, og flammerne i kraftværkerne dø ud. DR og TV 2 vil gå i sort efter vi nytårsaften lige akkurat har nået at se rådhusklokken falde i slag. Med ét vil alt være mørkt og stille. Tyst.
Et nyt årtusindeskifte, og kan jeg overhovedet møde på arbejde et par dage efter. Vil bilen kunne starte, vil pc'en være død og opgaven pist forsvundet?
Har jeg penge tilbage i banken, og ved folkeregistret overhovedet, at jeg er til?
Godt at edb-nørderne i disse måneder arbejder på højtryk for at sikre os mod alskens ulykker.
Sådan sagde jeg til min bekendt.
Men et par dage senere var det så, jeg faldt over nogle vidtløftige diskussioner på Internettet, hvor selv flere i nørd-klubben påstod, at der slet ikke er noget år 2000-problem.
Det hele er fake. Fri fantasi fra leveren, og så vidste jeg ikke rigtigt, hvad jeg selv skulle tro.
Min edb-indsigt er ikke noget at prale af, og jeg ved sgu ikke, hvad det er, de der eksperter går ind og gør med edb-maskinerne, når de for et pænt millionbeløb bruger flere dage på at trimme en virksomheds edb-system til at klare år 2000-skærene.
Væver de med usynlig silke og guldtråde på kejserens tøj?
Få af os vil åbent erkende, at vi er lidt dumme, at vi ikke ved alverden om disse computere. Men kan denne ærefrygt for maskinerne have lagt spiren til den tro, at de og ikke Gud er gud?
At vi moderne mennesker slet ikke har sluppet vores higen efter dommedag, der skal føre til det forløsende tusindårsrige.
Og alligevel tør vi ikke helt, og ofrer om ikke lam så cool cash for, at computerne skal være os nådige.
Forestillingen om verdens undergang skulle være dybt rodfæstet i den kristne tradition, som der står at læse i den store tykke bog.
Kirken skal føre os alle sikkert gennem dommedag, for følger vi fromt i sporet, kan vi blive borgere i tusindårsriget på jord anført af en genkommen Kristus, som visionen åbenbarede sig for apostlen Johannes.
Martin Luther og Marx
Det skete som bekendt ikke ved skiftet til år 1000. Og heller ikke efter det utal af spådomme, der siden har været om dommedag. Dagen da vi skal igennem kaos for at kunne træde ind til det skønne rige, hvor små gedekid springer omkring, mens vi ligger henslængt på divaneseren og bliver slikket på hånden af en stor løve, inden vi dovent rækker ud efter en saftig vindrue i skålen og nipper lidt til hvidvinen.
En del af os har i dag mistet visionen, drømmen og utopien om tusindårsriget, selvom den stædigt blev holdt i live af selv Martin Luther og andre nyere kirkefædre. Og selvom riget er så grundfæstet i folkesjælen, at det har poppet op i masser af varianter. Se bare på Marx' kommunistiske forestilling om et samfund, hvor alle nyder efter evne og yder efter behov. Et tusindårsrige, hvor modsætningerne er ophævet, og historien gået i stå.
Men også hos Marx skal vi først gennem en mere jordnær dommedag, når kapitalismen bryder sammen, og vi skal fægte mod de reaktionære borgerdyr og deres lejesvende.
For det skal gøre ondt, før det kan blive rigtig godt, siger den kristne forestilling - apokalypsen, som det vist hedder.
I dag ler mange af os af Jehovas Vidner, når Vagttårnet endnu engang varsler verdens undergang. I 1974 og 1986 skete der jo ingenting.
Gennem tiderne har religiøse sekter ikke kunnet vente på den store dag, så de har i stedet selv taget affære på makaber vis.
Men de drømte jo bare om det gode liv på jord - de godtroende stakler.
Manden med skægget
Det samme gode liv, som private konsulentfirmaer a la Institut for Fremtidsforskning tjener godt på at spå for os alle.
Et eller andet sted hænger den ved - den kollektive hukommelse og bevidsthed om tusindårsriget. Drømmen om det gode liv på jord, og så betaler firmaer og organisationer gerne for at høre Fremtids-Instituttets glade budskab om fritidssamfundet, it-samfundet, videnssamfundet - tusindårsriget helt smertefrit.
Men nu er vi bare i den uheldige situation, at mange af os ikke gider slænge os der på divaneseren, nej, det bliver vi sgu så syge og dårlige af.
Vi vil arbejde, knokle, stresse, for hvad skulle vi ellers lave?
Tænk at vågne efter nytårsfesten til nedbrændte stearinlys, tomme flasker og ingen varme i rørene.
Baghovedet dunker, men hvad er det? Ude på gaden kommer en ældre mand med langt hvidt hår og gråt skæg vandrende med en kæp i hånden, mens tre små kid springer lystigt omkring ham.
"De nåede det ikke, de nåede det ikke," råber han glædesstrålende med et mildt smil på læben - og i det samme bryder solen igennem de mørke skyer.
Naboerne stimler ud, falder hinanden om halsen. Bjerge af grøntsager, brød, olie og vin ligger stakket op foran enhver gadedør, og livet synes så enkelt og rigtigt.
Men pludselig tænder lyset i køkkenet, radiatorerne snurrer, fjernsynet drøner igen gennem stuen:
"I nat lykkedes det i sidste øjeblik det engelske computer-firma AAC at løse det afgørende år 2000 problem. Vi bringer nu en ekstraudsendelse, og må derfor udsætte 12. afsnit af tv-serien Dum og dejlig".
Ind i soveværelset og vække kæresten. Hun skal sgu hjælpe med at rydde op, så her kan se ordentligt ud, inden vi skal på arbejde på mandag.
