Læsetid: 5 min.

Fra apartheid til raceskel

29. maj 1999

Vejen fra Sydafrikas apartheidstat til regnbuenation er lang. Racisme lever videre, selv om de fleste sydafrikanere mener, at race ikke bør betyde noget.

Den delte nation
CAPE TOWN - For fem år siden modtog Melanie Verwoerd og hendes mand Wilhelm næsten dagligt dødstrusler. Hvide sydafrikanere spyttede på dem og kaldte dem forrædere.
Årsag? Det blev kendt, at Verwoerd-ægteparret, som begge kommer fra traditionelle afrikaaner-familier, var medlemmer af ANC. Melanie Verwoerd stillede nemlig op til landets første demokratiske valg og blev parlamentsmedlem for ANC.
"Holdningerne har ændret sig siden 1994. Det sker stadigvæk nu og da, at vi modtager trusler, men generelt er holdningen blevet mere afslappet," siger Melanie Verwoerd til Information
Verwoerd-ægteparret er et af de tydeligste tegn på, at Sydafrika ikke er, hvad det har været. Wilhelm Verwoerd er barnebarn af Hendrik Verwoerd, som af mange anses for ideologen bag apartheid. Han var undervisningsminister, da Nationalpartiet kom til magten i 1948, og blev senere premierminister. Mens resten af Sydafrika har opgivet troen på raceadskillelse, praktiserer størstedelen af Verwoerd-familien stadigvæk "apartheid".
En del af familien lever i Orania, hvor de sidste apartheid-tilhængere har dannet en by kun for afrikaanere.
Ægteparret har besøgt Orania til familiesammenkomster, men forholdet til familien er anstrengt og smertefuldt. Wilhelm Verwoerds far har ikke talt med sin søn siden "forræderiet".

Delt efter race
Verwoerd-ægteparret er også et tydeligt tegn på, at racespørgsmålet ligger så dybt, at det kan splitte familier. Fem år efter at Mandela kom til magten, er Sydafrika besat af race og delt efter race.
Der er sket forandringer. Man skal lede længe efter en sydafrikaner, som offentligt vil forsvare apartheid. Racevolden er næsten ophørt, og selv om sorte og hvide måske ikke elsker hinanden, har de valgt at leve i fredelig sameksistens.
Langsomt er sydafrikanere af forskellige racer begyndt at blande sig på arbejdspladser, sportspladser og skoler, og 80 procent af sydafrikanerne siger ifølge en opinionsundersøgelse, foretaget for nylig, at sydafrikanerne skulle holde op med at tale om race.
Undersøgelsen viser også, at næsten seks ud af ti tror, at forholdet mellem sorte og hvide vil blive bedre, skønt det vil tage lang tid.
Billedet er lidt mere kompliceret, hvis man graver ned under regnbue-filosofien. Spørger man, om hvide og sorte nogensinde vil stole på hinanden, svarer mindre end halvdelen "ja".
Hver anden siger også, at de ikke ville acceptere, hvis deres barn giftede sig med en person af en anden race. Især de hvide sydafrikanere er imod blandede par, mens de sorte er mere tolerante .
På trods af at skiltene "kun-for-hvide" er fjernet, lever apartheidfilosofien videre blandt mange. To frisører blev for nylig kendt, da de nægtede at klippe farvede med den begrundelse, at de ikke er trænet til at klippe kort krøllet hår og ikke har det rette udstyr.

Racisme blandt børn
Selv blandt sydafrikanske børn er racisme udbredt. Efter voldelige raceuroligheder på en skole gennemførte Sydafrikas menneskerettighedskommission en undersøgelse, som konkluderede, at racisme er udbredt blandt skolebørn.
Blandt kommentarerne var: "Jeg synes, kafferne skal holde op med at tro, at de er så gode", og "jeg får lyst til at tage en AK47 og skyde de hvide drenge."
En del elever var imod den racisme og mobning, som finder sted, men argumenterede for adskillelse af racerne:
"Jeg synes, de ikke-hvide elever skal have det samme som os, men de må have deres eget, og vi må have vores. Vores kulturer er forskellige, og der vil opstå konflikter, hvis vi begynder at blande os. Det er bedre, hvis vi er adskilt," sagde en elev i en kommentar, der lyder som et ekko af Hendrik Verwoerd.
Melanie Verwoerd er ikke overrasket: "Jeg synes faktisk, at det er utroligt, at det ikke er værre. Børnene kommer fra et samfund, som fortsat er utrolig delt, og hvor raceadskillelse bliver praktiseret. Hvordan kan vi så forvente, at de skal tænke anderledes," siger hun.
Sydafrika begyndte med sandhedskommissionen en vanskelig proces, som skulle forsone landets forskellige befolkningsgrupper. Men afsløringerne af den brutale fortid har ifølge en undersøgelse snarere forværret forholdet mellem sorte og hvide.

Naturligt at isolere sig
Antjie Krog, som er journalist og har skrevet en bog om sandhedskommissionen, mener, det er forkert at tro, at en kommission kan få sorte og hvide til at forsones.
"Der skal adskillige faser til, før vi opnår en forsoning. Det er naturligt, at folk føler vrede i den fase, vi er i nu, " siger Antjie Krog til Information.
Krog mener, det er naturligt, at hvide isolerer sig og forsøger at omdefinere deres identitet, før de begynder at tage del i et racemæssigt blandet Sydafrika
Melanie Verwoerd er af samme opfattelse.
"Forsoning er noget, vi bliver nødt til at arbejde på i mange generationer, for arrene efter apartheid er meget dybe," siger hun.
Verwoerd mener, at en af de største forhindringer for national forsoning er, at Nationalpartiet nægtede ansvar for de forbrydelser, apartheidstaten begik. Det har gjort det svært for afrikaanerne at acceptere det kollektive ansvar og den kollektive skyld.
Der er en fare for, at hvide sydafrikanere "privatiserer deres statsborgerskab," som Melanie Verwoerd kalder det. Det betyder, at de isolerer sig i hvide ghettoer, sender deres børn til hvide privatskoler og deltager i hvide klubber.
En måske endnu større trussel er forskellige idéer om forsoning. Mens hvide ser forsoning som ensbetydende med at have en sort præsident og have hvide og sorte på samme fodboldhold, kæder sorte forsoning sammen med en omfordeling af goderne.
Anderledes med hvide. Eksempelvis synes mindre end halvdelen af de hvide, at sorte skal have den jord tilbage, som de hvide tog fra dem under apartheid. En større del synes ikke, at det er regeringens opgave at sørge for, at de fattige får huse.
Den holdning får mange sorte sydafrikanere til at spørge, hvad hvide har gjort for at hjælpe forsoningen på vej.
"Jeg overraskes dagligt af, hvor tålmodige sorte sydafrikanere er. De siger, vi har ventet 48 år, så kan vi også vente lidt længere. Men det er klart, at hvis der ikke sker forandringer, vil utålmodigheden begynde at vise sig," siger Melanie Verwoerd.
Regnbuenationen er - for nu - en lige så stor illusion som det guld, man skulle kunne finde for enden af regnbuen. Men mange håber og tror, at næste generation vil blive virkelige regnbuebørn.

*Hanne Jensen Haricharan er journalist og bor i Sydafrika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu