Læsetid: 4 min.

Bagom musikken

21. maj 1999

Dobbeltportræt af cellisten Jacqueline Du Pré og søsteren Hilary vakler mellem ugebladsstof og menneskeligt drama

NY FILM
Jacqueline Du Pré var den engelske cellist der skabte historie som sin generations mest begavede musiker, stjerneskuddet, der ikke blot var talentfuld, men også ung og smuk og dertil blev gift med den lige så feterede Daniel Barenboim - men hvis skæbne blev så hård. Knap begyndt blev hun, der kun var i tyverne, ramt at sclerose, måtte forlade rampelyset, blev bundet til en rullestol og døde som kun 42 årig i '87. En tragisk skæbne og et tab for musikken. Det er en historie fra det virkelige liv, men som skabt af det stof ugebladene lever højt på. Og det er en film som denne anmelder har en ganske blandet oplevelse af.
Historien bag denne historie har søsteren Hilary og broderen Piers fortalt i erindringsbogen A genious in the family som filmen baserer sig på via manuskript af Frank Cottrell Boyce, der bl.a. også har skrevet Michael Winterbottoms Welcome to Sarajevo.
I filmversionen er det primært blevet til historien om de to søstre og til dels deres mor, der har en ganske stor aktie i søstrenes musikalske uddannelse. Vi følger barndommen og opvæksten og den musikalske skoling med koncerter og priser. De første tilfalder Hilary, som den mindre Jacqueline får at vide hun sandelig må være stolt af. Dén replik rummer kimen til den jalousi som i filmens forkortede forklaring bliver Jacquelines anstødssten, det der for alvor tænder hende og sætter hende på sporet, så hendes cello en dag overstråler Hilarys fløjte. Og så er det Hilary der får at vide, at hun sandelig må være stolt af søsteren.
Herefter skilles de uadskillelige søstres veje. Jacqueline gør kometkarriere, er pludselig den internationalt feterede virtuos, mens Hilary dumper til sin eksamen i tværfløjte, men finder kærligheden i den stormende forelskede Kiffer, flytter på landet og får en hoben unger.

Klare kontraster
I sin komposition falder filmen i tre dele. Den første fælles om opvæksten og læretiden, hvorefter anden del, betitlet Hilary, fortæller hendes historie som søsteren forsvinder ud af. Og sidste del fortæller så den samme berømmelses historie set fra Jacquelines synsvinkel, hvor det ikke handler om fetering og glamour og kunstneriske sejre, men om et evigt omflakkende hotelliv, ensomhed midt i virakken og med celloen som eneste ledsager og sengekammerat.
Man forstår hendes nødskrig om, at hun blot vil bolles, men knap at Hilary også her ofrer sig for søsteren og lader gemalen være den, der skal indfri ønsket. For imens er Jacqueline blevet gift med den lige så feterede argentinsk-jødisk Daniel Barenboim, et bryllup, det i filmens fortælling er vanskeligt at opfatte som andet end endnu et led i den søsterlige kappestrid.
Det er en film komponeret i klare kontraster. Den lyse Jacqueline og den mørke Hilary: Berømmelse eller ægteskabelig hjemlig lykke. Man har vanskeligt ved at tro, at virkeligheden er helt så dramaturgisk enkel og gennemskuelig, og samtidig har man svært ved at slippe mistroen til en historie, der i den grad er farvet af det stof ugeblade lever af. Står filmen til troende er jalousi kunstens motor og viljestærk øvelse er nok til at skabe geniet. For i den hurtige fremrykning til genistatus mangler der noget filmen med fordel kunne have dykket ned i.

Dresseret monster
Alligevel er det svært ikke at blive betaget og bevæget af historien, der for en stor dels vedkommende er fortalt med et mægtigt schwung. Det hænger selvfølgelig sammen med, at det fundamentalt er en god historie, men også med ikke mindst Emily Watsons spil som Jacqueline. Det er en præstation, der ikke matcher hendes Bess i Braking the Waves, men befæster hendes store talent. Hun kan vise jernviljen og triumfen, når det sidste strøg er givet og hyldesten bruser frem, men også ensomheden og sårbarheden når hun på sammenbruddets rand skriger på et liv. For helt galt er det ikke, når hun kalder sig selv for a trained freak, et dresseret monster, der aldrig har haft en barndom. Måske er det derfor hun heller aldrig er blevet voksen, ikke er blevet et menneske. Rachel Griffiths som Hilary, der er fortælleren, spiller med sordin og det psykiske forhold mellem søstrene, får ikke mindst gennem hendes minimale mimik deres detaljer føjet til.
Den debuterende instruktør Anand Tucker har sin baggrund i bl.a. reklamefilmen og tv og man fornemmer det i de ofte for smarte og unødvendige kameralirende tirader med cirklende kamerabevægelser om lykkestunder og den udøvende musiker, samtidig med at hele historien oser af tv's talent for at blande 'den sande historie' med nyfigen snagen.
Om Tucker har mere i sig end dette får stå hen i det uvisse efter denne spillefilmsdebut, der synes udsprunget af Scott Hicks vidunderlige Shine om Helfgott og hans skæbne, men uden det der gjorde denne så ægte bevægende. Så giver man pokker i om Du Pré måske er en større musiker end Helfgott.

*Hilary and Jackie. Instr.: Anand Tucker. England. (Grand, Dagmar, Palladium, samt i Århus og Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu