Læsetid: 7 min.

Barak skal stå sin prøve

25. maj 1999

Palæstinenserne tror ikke, at valget af Ehud Barak til Israels minister-præsident, vil gøre den store forskel for dem

JERUSALEM - Bassim ryster på hovedet, lægger fingeren på sin trutmund og lader tungen smælde tre - fire tsk-tsk-tsk mod ganen:
"Arh, lad dog være med at spørge så naivt. Forskellen på Netanyahu og Barak er kun, at den ene tramper dig over tæerne og skælder dig ud, mens den anden tramper dig over tæerne, smiler og siger undskyld - og gør det igen, hvis du står i vejen for ham," siger han og ryster atter på hovedet.
Bassim, hvis slægt har boet i Jerusalem i længere tid end mands minde, er smykkehandler. Han tror ikke israelerne over en dørtærskel:
"De giver os selvfølgelig ikke det land, de har besat, tilbage frivilligt," ligesom han har svært ved at få øje på fordelene ved 1990'ernes fredsproces: "Israelerne bliver bare ved med at udvide bosættelserne i Jerusalem og på Vestbredden, og palæstinen-serne bliver bare ved med at få det dårligere."
Også Musa, som er caféejer i Østjerusalem, ryster på hovedet og får det særlige overbærende hvordan-kan-du-spørge-så-naivt-smil på læben, da samtalen drejer ind på palæstinensernes fremtidsudsigter: "Om jeg tror, der kommer en palæstinensisk stat? Nej. Helt ærligt: Det er ulogisk, umuligt. Man kan ikke lave en stat, der er gennemhullet af israelske bosættelser og veje. Og israelerne flytter ikke frivilligt ud af bosættelserne," siger han.

Top og bund
Fremtiden ser meget forskellig ud, når man taler med palæstinensere på gadeniveau og hører de politiske meldinger fra toppen af det officielle Palæstina.
Sideløbende med den israelske valgkamp har Yassir Arafat været på diplomatisk rundtur hos stats- og regeringsledere i Asien, de arabiske lande, Europa og USA, og høstet støtteerklæringer om, at palæstinenserne har ret til at få deres egen selvstændige stat - fulgt af manende advarsler om, at palæstinenserne skal lade være med at udråbe sådan en stat, før de har forhandlet sig frem til enighed med israelerne.
Denne brede internationale opbakning var medvirkende til, at PLO's Centralråd udskød selvstændiggørelsen til en usikker fremtid på den anden side af 4. maj i år.
Og fra den kant har lyk-ønskningerne til Barak været optimistiske, om end beherskede efter sejrstalen på valgnatten, hvor Barak understregede, at adskillelsen mellem israelerne og palæstinenserne vil komme til at følge "fire røde linier".
"Jerusalem vil være forenet under vores suverænitet i al evighed. Der vil under ingen omstændigheder blive tale om at vende tilbage til 1967-grænserne. Der vil ikke være en fremmed hær vest for Jordan-floden. Og hovedparten af bosætterne i Judæa og Samaria (Vestbredden, red.) vil fortsat bo i bosættelses-enklaver under vores suverænitet," sagde han.
Hanan Ashrawi, medlem af det Palæstinensiske Lovgivende Råd, forudser da også, at forhandlingerne om de besatte områders fremtidige status bliver vanskelige:
"Jeg ser ikke Netanyahu som den onde side og Barak som den gode side af mønten. På valgnatten gentog Barak de samme afgørende fire nej'er, som vil begrænse palæstinensernes selvstændighed. Vi får se om dette blot var valgkampssnak, eller om det er hans politik," siger hun.
Hanan Ashrawi foretrækker ikke desto mindre Barak fremfor Netanyahu: "Netan-yahu bragte hele tiden alle på kollisionskurs, først og fremmest ved at skabe 'facts on ground', som man ikke kan forhandle sig uden om, ved at bygge den ene bosættelse efter den anden."
"Vi får se, om Barak skifter kurs. Han skal stå sin prøve nu. Tilsyneladende er han et troværdigt menneske - men han er uden tvivl en hård forhandlingspartner," siger hun.
At de 'almindelige' palæstinensere, som Information har talt med ser langt mere pessimistisk på fremtiden end de officielle repræsentanter, overrasker ikke Ghassan Al-Khatib, leder af Jerusalems Medie- og kommunikationscenter - og blandt andet deltager i delegationen til Mel-lemøstfredskonferencen i Madrid og de bilaterale forhandlinger i Washington.
Mediecentret har løbende foretaget opinionsundersøgelser blandt palæstinen-serne siden 1993 - og de viser, at troen på, at fredsprocessen vil ende med en selv-stændig stat er dalet i takt med, at støtten til Hamas og voldelig kamp, så som selvmordsbomber, er steget i løbet af de sidste fire år.
I en undersøgelse fra april i år sagde halvdelen af palæstinenserne således, at det ikke ville forbedre deres situation, at den Likud-ledede regering blev skiftet ud med en regering ledet af Arbejderpartiet, mens hele 18 procent sagde, at Arbejderpartiet ville gøre situationen værre.
"Politikere er mere ... sofistikerede. De ser ind i fremtiden og lægger strategier. Og de palæstinensiske politikere er generelt ret optimistiske med hensyn til om Barak vil føre en signifikant anden politik end Netanyahu. Primært fordi PLO forhandlede og underskrev Oslo-aftalen med Arbejderpartiets ledere, og fordi det Palæstinensiske Selvstyre havde bedre erfaringer med at samarbejde med Arbejderpartiet end med Likud," forklarer Al-Khatib, og fortsætter:
"Den brede befolkning danner derimod deres håb og forestillinger om fremtiden udfra hidtidige konkrete erfaringer, ikke ud fra overvejelser om fremtidige politiske muligheder. Og Arbejderpartiets praktiske politik, som den ramte almindelige mennesker var ikke meget anderledes end Likuds."
"Eksempelvis ekspanderede begge partier bosættelserne, mens de havde regeringsmagten - og det er det modsatte af fredsbestræbelser, det er en konsolidering af besættelsen i den brede befolknings øjne."

Fred og fremgang
Atef Sa'd, redaktør af den palæstinensiske fagbevægelses avis Arbejderens Stemme, har grundlæggende samme forklaring på den udbredte palæstinensiske pessimisme:
"Fredsprocessen har bragt vores medlemmer faldende lønninger, stigende leveomkostninger og en voldsom arbejdsløshed. Før Oslo-aftalen arbejdede flere end 110.000 palæstinensere i Israel. Så blev grænserne lukkede - under en arbejderregering, vel at mærke - og nu er der kun 44.000, som har tilladelse til at arbejde i Israel, og vel omkring 30.000 som arbejder uden tilladelse, under urimelige løn- og arbejdsforhold, og i stadig frygt for at blive snuppet af politiet."
"Hvis palæstinenserne skal få håbet til fremtiden igen, så skal fredsprocessen føles som forbedringer i hverdagslivet - ikke som forværringer af i forvejen svære levevilkår."
På caféen i Østjerusalem retter Musa nu ikke bare kritikken mod de skiftende israelske regeringer, men også mod det Palæstinensiske Selvstyre: "De kom fra Tunis og Amman efter, at vi havde kæmpet og givet vores blod for friheden. De er jo korrupte; se hvordan de kører rundt i store biler og køber store huse. De kan få tilladelser til at bevæge sig rundt mellem Israel, Vestbredden, Gaza og Jerusalem - det kan vi andre ikke. De har sådan set fået det bedre end de nogensinde har haft det før ... så mon de virkelig med ægte kærlighed i hjertet arbejder for, at det palæstinensiske folk skal få et godt liv i deres egen stat," spørger han skeptisk.
Musa står ikke alene med sin kritik. Tre fjerdedele af palæstinenserne anser deres eget selvstyre for at være korrupt, viser en af de undersøgelser Jerusalems Medie- og kommunikationscenter har lavet.
Samtidig er opbakningen til Arafat langsomt, men sikkert dalet, fortæller Ghassan Al-Khatib:
"Det Palæstinensiske Selvstyres performance har ikke været god - de har ikke håndteret økonomien ordentligt, den almindelige service er elendig, der bliver ikke udvist megen respekt for menneskerettighederne, for loven, for demokratiet ... der er korruption, så alt i alt står det faktisk rigtigt skidt til."

Forskellige standarter
De interne palæstinensiske konflikter om demokrati og menneskerettigheder handler om forskellige erfaringer, mener Al-Khatib:
"Efter 1967 blev palæstinenserne i de besatte områder eksponeret for det israelske demokrati, som til dels inspirerede det palæstinensiske folk. De brød sig naturligvis ikke om at være tvunget ind i det, og kæmpede mod besættelsesmagten og dens undertrykkelse af elementære rettigheder. Men den kamp skabte høje forventninger til et demokratisk styre, fordi de led store ofre i kampen for disse værdier."
"Palæstinensernes regering kommer derimod fra den arabiske verden, fra Tunis, Amman, Damascus, Beirut og så videre. Altså steder, som ikke udviser megen respekt for demokrati og menneskerettigheder."
"Derfor oplever vi til stadighed diskussioner, som når menneskerettighedorganisationer protesterer mod, at folk bliver fængslet uden rettergang. Et typisk svar fra regeringens side vil være: I forhold til arabisk standard, har vi en god karakterbog. I Syrien bliver folk henrettet uden rettergang. Hvortil vi selvfølgelig siger - ja vist, men hvorfor i al verden skal det arabiske niveau være målestok for demokrati? Vores målestok er det internationale retssamfunds."
På caféen bliver Musa mere og mere snaksalig efterhånden som den ene kop kaffe afløser den anden. Nej, han tror ikke længere på, at Arafat kan forhandle sig frem til en stat. Men senere ... kan man jo kæmpe israelerne ud af de besatte områder:
"Ser du, det Palæstinensiske Selvstyre - det er blevet til proppen, der holder oprørets ånd inde i flasken. En dag slipper ånden løs," siger han.
Og det er en holdning, der bliver mere og mere udbredt, kan Al-Khatib læse ud af sine undersøgelser:
"Hovedparten af palæstinenserne støttede fredsprocessen de første år. De syntes og synes stadig, de er blevet udsat for en historisk uretfærdighed: Deres land blev taget fra dem, millioner lever som flygtninge osv. Men på et tidspunkt opgav de at få retfærdighed gennem væbnet kamp og troede på dem, der sagde, at man kunne forhandle sig frem til en løsning."
"Siden da har de mistet kampånden - uden at få de rettigheder, de kæmpede for. Og et stigende antal begynder nu at spørge sig selv, om de tog fejl, om Hamas alligevel ikke har ret i, at Israel kun forstår magtens og voldens sprog."
"Det er en tendens, jeg er sikker på vil fortsætte - hvis ikke fredsforhandlingerne skaber resultater, vil vi se et stigende antal palæstinensere, som støtter vold og væbnet kamp mod israelerne."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her