Læsetid: 11 min.

Batmans nye orden

1. maj 1999

Den amerikanske tegneserie Batman fylder 60 år og har de sidste 10 år hørt til blandt verdens bedste. Fødselsdagsgaven til læserne er et af de mest ambitiøse tegneserie-projekter nogensinde, et overvældende og uhyggeligt apokalyptisk værk på over 1.000 sider

Vi har alle brug for helte. Helte i vores hverdag, helte i vores fantasi. Rigtige helte eller fiktive helte. Noget eller nogen, vi kan læne os opad, støtte os til, når vi enten ikke selv kan klare tingene eller blot har brug for at drømme. Men ét er helte, noget andet er superhelte. Helte er i virkeligheden blot idoler - det kan være alt fra sportsstjerner til politikere - superhelte nærmer sig det religiøse. En gud eller en afgud.
Superhelte er primært et fænomen, man forbinder med tegneserier, nærmere bestemt amerikanske tegneserier. To teenagere ved navn Jerry Siegel og Joe Shuster skabte i 1938 en figur, som er gået hen og blevet en amerikansk ikon på niveau med de 'levende' som f.eks. Marilyn Monroe, Elvis Presley og John F. Kennedy.
Siegel og Shuster gjorde det kun for sjov og vel også i håb om at tjene penge - og deres skabelse, Superman, viste sig da også hurtigt at blive så stor en succes, at deres arbejdsgiver, forlaget Detective Comics (DC) straks så sig om efter andre lignende projekter.
Det, de fik, skulle vise sig at være lige så bæredygtigt som Superman, og som vi skal se måske i virkeligheden meget mere interessant.

Nattens skabning
En dag i begyndelsen af 1939 sad den da 23-årige tegner og forfatter Bob Kane foran detektivromanens fadder, Edgar Allen Poes hus i New York sammen med sin makker Bill Finger. Kane havde en idé til en tegneseriefigur, en superhelt som skulle være anderledes. En "nattens skabning, sort og skrækindjagende", som Kane senere har beskrevet det i sin selvbiografi.
I samme bog fortæller han om inspirationskilderne til Batman. Først var der Zorro i Douglas Fairbanks skikkelse fra stumfilmsklassikeren The Mark of Zorro (1920). En maskeret helt med utrolige gymnastiske evner, der i sit civile liv var en døgenigt af en playboy, men under sit hus havde en hemmelig hule og en sort hest.
Men også andre film havde inspireret Bob Kane. Tod Brownings Dracula (1931) og Roland Wests The Bat Whispers (1930) med deres brug af impressionistisk scenografi, gotisk uhygge og flagermus. The Bat var i sidstnævnte film ganske vist en skurk, men Kane brugte den visuelle side af filmen, ikke mindst morderens brug af en projektør med silhuetten af en flagermus.
I Kanes erindringsbog Batman and Me fra 1989 er der endvidere trykt en af hans tegninger fra midten af 30'erne. Den viser Kanes udgave af Leonardo da Vincis 'ornithopter', en opfindelse der minder meget om nutidens glider, en slags kæmpedrage med flagermuslignende vinger. Kane har tegnet en mand hængende under disse vinger iført flagermusmaske og et flagermusemblem på brystet.
Kane og Finger videreudviklede disse ideer og inspirationskilder til det, der i nummer 27 af tegneseriebladet Detective Comics fra maj 1939 skulle vise sig at være den første i en uendelig lang række af historier om playboyen Bruce Wayne og hans alter ego, forbryderbekæmperen Batman.
Amerikas nye superhelt blev hurtigt så populær, at han ikke alene fortsatte sine eventyr i Detective Comics (som han gør den dag i dag) men allerede i 1940 også fik sit eget blad, Batman.
Mange af de figurer, som man forbinder med Batman, kom også hurtigt til, både medhjælperne Robin (The Boy Wonder) og butleren Alfred, men også ærkefjender som Kattekvinden, Pingvinen og ikke mindst Jokeren, som siden er gået hen og er blevet hans største nemesis, en slags bagside af Batman, en uundværlig del af hans tilværelse.
Forskellige tegnere og forfattere blev allerede op gennem 40'erne tilknyttet Batman - faktisk holdt Kane stort set op med selv at lave Batman omkring 1950. Og de mange forskellige medskabere gjorde naturligvis, at Bruce Wayne/Batman-figuren blev mere og mere facetteret, mere og mere sammensat, fik større og større dybder - og dermed blev mere og mere interessant. Det, der oprindeligt udelukkende var tiltænkt børn, fik også voksne læsere.

McCarthyismen
Men den politiske udvikling i USA satte for en periode en stopper for denne drejning. I kølvandet af efterkrigstidens kommunistskræk og McCarthyismens heksejagt mod bl.a. kunstnere indledtes også en tegneseriehetz. Bannerføreren var psykiateren Fredric Wertham, som i sin bog Seduction of the innocent fra 1954 mente at påvise visse tegneserietypers skadelige virkning på børn og unge. Han arbejdede med børn i New Yorks slum og skrev "Disse børns liv er fyldt med fristelser, og et mønster opstår af tyveri, bander, afhængighed, tegneserier og vold." Han konkluderede, at børnene ved at læse tegneserier var under "kronisk stimulation, fristelse og forførelse."
Wertham var primært ude efter de mange skrækserier fra forlaget Detective Comics (som stort set opgav dem og i stedet koncentrerede sig om Mad), men også Detective Comics' superhelte fik deres bekomst. Bl.a. beskyldte Wertham Batman og Robin for at være bøsser. "Vi har forhørt os om Batman og Robin hos erklærede homoseksuelle, som vi har haft under behandling i vores Readjustment Center", skriver Wertham i sin bog.
Nu om dage ville man nok være mest bange for, hvad man gjorde ved børnene i dette 'genopretningscenter', men den gang blev forældrene grebet af panik over, hvad tegneserierne angiveligt gjorde ved børn. Branchen reagerede ved at indføre selvcensur i form af the Comics Code Authority.
Herhjemme hoppede bl.a. forfatteren Tørk Haxthausen med på vognen. Han gentog ukritisk og dumt Werthams synspunkter i sin bog Opdragelse til Terror, skrev, at Tintin var "uhyggelig og grov" og om Fantomet, at "tegningernes primitivitet og handlingens mekaniske enfold gør serien ganske uegnet til underholdning for nogen aldersklasse." Hetzen fik faktisk forlaget Aller til bl.a. at standse både deres Fantomet- og Superman-blad (Batman optrådte i sidstnævnte under svedismen 'Læderlappen'). Måske bør vi derfor lige stoppe op et øjeblik og for en sikkerheds skyld pointere, at der på trods af diverse beskyldninger og påstande primært fra den kulturelt højredrejede højborg i USA aldrig nogensinde i noget som helst land er blevet påvist en sammenhæng mellem vold i f.eks. tegneserier og film og så virkelig vold som f.eks. voldtægt og mord ude i samfundet. Tværtimod. Det er videnskabeligt bevist, at der ingen sammenhæng er. Hverken i dag - eller den gang.
Tegneseriebranchen i USA blev stort set smadret af selv-censuren under disse år i midten af 50'erne, både forretningsmæssigt og indholdsmæssigt. Fra at være en mørkets hævner blev Batman en fjollet mand, der primært kæmpede mod superskurke fra andre planeter eller latterlige udgaver af Jokeren, Pingvinen og Gækkeren. Væk var den farlighed, der gør Batman så spændende.

Drengedrømme
I slutningen af 50'erne forsøgte Detective Comics med noget held at reetablere superheltene, men det var det konkurrerende forlag Marvel, og især forfatteren Stan Lee, der for alvor fornyede genren i begyndelsen af 60'erne med serier som De Fantastiske Fire, Hulk og ikke mindst Edderkoppen.
Fornyelsen bestod primært i at inkorporere privatliv og almindelige problemer i superheltenes hverdag. Ja, i overhovedet at give dem en hverdag. Edderkoppen var en ung college-studerende med kærestesorger, beskidt vasketøj og irriterende voksne på nakken - som alle andre unge amerikanere. Man kunne pludselig identificere sig med sine helte - og derfra var der ikke langt til, at man også nemt kunne forestille sig, at man selv var en superhelt. Der blev virkelig tændt for drengedrømmene i de tidligere 60'ere.
Detective Comics var meget langsomme til at følge med. Det skyldtes bl.a. den store succes Batman havde som tv-serie. I serien havde man valgt at fokusere på det absurde i superhelte-universet. Man erstattede spændingen og uhyggen med en selvironisk humor, som nærmeste definerede begrebet camp, der kom af ordet campus, altså universitetsmiljøet.
Tv-serien fra 1966-68 blev populær verden over, men blev dog typisk for Danmarks Radios censur-politik i 60'erne og 70'erne (alle populære tv-serier fra USA var bandlyst) først senere vist herhjemme. Det danske forlag Interpresse havde fejlagtigt regnet med, at DR ville udsende serien og havde i slutningen af 1965 startet et dansk Batman-blad. På trods af tv-seriens udeblivelse - men nok fordi der var mange, der trods alt kunne se serien i enten tysk eller svensk tv - blev bladet et stort hit især blandt 7-12-årige drenge.
En Batman-klub blev stiftet via bladet. Medlemmerne blev opfordret til at lave deres egne Batman-klubber landet rundt. For indmeldelsesgebyret på 2,50 kr. og fem kuponer fra bladet fik man et medlemskort, et flot Batman-emblem i to farver, klubregler, notesblok til hemmelige beskeder samt den hemmelige kode, som gjorde en i stand til at læse de hemmelige beskeder fra Batman i bladet. Koden var i øvrigt ret nem at bryde, primært fordi Batman var dum nok til at underskrive sine beskeder - og disse var samtidig ualmindeligt kedelige, i stil med "Jeg håber, I synes, det er et spændende blad, vi har lavet. Hilsen fra Batman."
Men det gjorde alt sammen ikke noget i de glade 60'ere, hvor solen skinnede om sommeren, og hvor man altid kunne løbe på skøjter om vinteren.
På grund af tv-seriens popularitet, valgte Detective Comics forståeligt nok at holde de amerikanske blade i samme stil, og da superhelte-tegneserierne i begyndelsen af 70'erne af mange forskellige samfundsmæssige årsager mistede terræn, skulle der gå mange år, før Batman igen blev rigtig interessant at læse for voksne.

Politisk genoplivning
Batman-historierne op gennem 70'erne var generelt af utrolig ringe kvalitet. Der var dog enkelte undtagelser, og de kom stort set alle fra en ung forfatter ved navn Dennis O'Neil. Han arbejdede samtidig med succes på serier som Grønne Pil/Grønne Lygte og Mirakel-pigen. Han tilhørte en generation af politisk engagerede forfattere, og det lykkedes ham at tilføre et vist samfundsengagement i sine historier - noget han i tidens løb udviklede til perfektion, som vi senere skal se.
Detective Comics havde på deres popularitets absolutte nulpunkt i 1976 hyret en ung kvinde udenfor branchen som ny administrerende direktør. Jenette Kahn, som stadig er i spidsen for forlaget, lagde hurtigt firmaets strategi og kurs om. Detective Comics med Superman og Batman i spidsen begyndte bevidst at sigte mod et mere modent publikum, og det gav pote. Det er noget, alle der laver børneprodukter burde tage ved lære af. Det giver succes ikke at tale ned til børn. Det er muligt, de ikke forstår alt, man siger til dem, men de bliver interesseret i at finde ud af det.
Op gennem 80'erne steg kvaliteten af Batman-historierne betydeligt. Flere og flere gode forfattere kom til, og i 1986 fik Dennis O'Neil jobbet som redaktør af de to Batman-blade og begyndte et storstilet genoplivningsprojekt.
De sidste 10 år er Batman blevet den bedste amerikanske tegneserie overhovedet. Den overgår til hver en tid de europæiske, som har været i stor krise de sidste mange år. Udover at samle trådene har Dennis O'Neil formået at tiltrække branchens absolut dygtigste og mest opfindsomme tegnere og forfattere. Også fra Europa. Folk som forfatterne Bob Gale, Scott Beatty, Devin Grayson og Chuck Dixon og tegnere som Alex Maleev, Wayne Faucher, Dale Eaglesham og Sean Parsons. Og i sit eget underlige, urealistiske univers er Batman blevet en meget realistisk superhelt, som selvfølgelig stadig kæmper mod sine ærkefjender men også mod politisk kriminalitet og korruption. Og hvor Jokeren tidligere var hans værste modstander, har Batman nu fået en endnu større fjende, nemlig sig selv. Batman kæmper mod ondt for en bedre verden. Men er hans metoder ok? Hvordan man end vender og drejer det, så er Batmans hærgen en sofistikeret form for selvtægt.
Batman-bladet har de sidste ti år med stort held fokuseret på dobbeltheden mellem Bruce Wayne og Batman. Er der noget at sige til, hvis manden bliver mere og mere sindssyg? I dagtimerne er han en filantropisk playboy uden et egentligt privatliv - om natten en mand, der iklæder sig trikot, maske og kappe og bekæmper den ene livsfarlige forbryder efter den anden.

Ingenmandslandet
Dennis O'Neil har en ambition om at lave store apokalyptiske fortællinger af Dickenssk eller Melvillesk format med hundredvis af bipersoner. O'Neils 60-års fødselsdagsgave til Batman og læserne hedder No Man's Land, og det er det mest ambitiøse Batman-projekt Detective Comics har kastet sig ud i. Det kører i fire Batman-blade: Detective Comics, Batman, Legend of the Dark Knight og Shadow of the Bat samt i Azrael og desuden i enkelte særhæfter. No Man's Land er allerede på over 600 sider, og historien er langt fra slut endnu. Cirka halvvejs forlyder det.
Kort fortalt handler No Man's Land om byen Gotham City. Gotham er i bogstaveligste forstand en slags tegneserieudgave af New York City. Gotham er Batmans by, byen hvor han er født og vokset op, byen hvor hans forældre blev dræbt af en småforbryder, og byen han har gjort til sin egen i kampen for det gode, mod det onde. Gotham bliver lagt i ruiner af et utroligt jordskælv, og da byen i lang tid alligevel har været en torn i øjet på resten af USA - tænk bare på alle de sindssyge superskurke - benytter man chancen til ganske enkelt at lukke byen af og erklære den for ingenmandsland. På trods af protester ikke mindst fra Bruce Wayne, som bruger al sin politiske og økonomiske magt på at forhindre dette dødsstød.
De fleste mennesker er flygtet fra byen. Tilbage er kun de tapre, de korrupte og de sindssyge. En lille samling politifolk, forbrydere og superskurke. Og så selvfølgelig Batman. Han har sendt sine medhjælpere ud af byen, der er rigeligt brug for dem i de omliggende nabobyer, hvortil millioner af folk er flygtet. Selv er han blevet for at rydde op. For at hjælpe de få, der er interesseret i at genopbygge Gotham og for at forhindre bl.a. Pingvinen og Jokeren i at korrumpere det hele.
O'Neil og hans stab af tegnere og forfattere har skabt et mytologisk sceneri, hvor alle dyder og synder kan gennemspilles i nøje gennemtænkte mønstre. Man suges fuldstændig ind i dette landskab og bliver imponeret over dets storhed men også angst over menneskesindets underlige krinkelkroge. Ville vi virkelig reagere sådan i katastrofesituationer? Parallellen til situationen i Balkan er desværre nærliggende. I krig er folk sindssyge, i borgerkrig om muligt værre. Alle er sig selv nærmest. Kun Batman og enkelte støtter forsøger at opretholde en vis form for orden, for som første kapitel hedder, nu hersker der "No law and a new order".
Man skal jo desværre være af en vis kondition for overhovedet at ville læse tegneserier. Flere ellers begavede og belæste mennesker er hørt udtale, "jeg kan ikke læse tegneserier" på samme måde som de forsøger at overbevise venner om, at de ikke er til franske film, hører klassisk musik eller spiser ost og fisk. Heldigvis er de fleste klar over, hvad man så går glip af. No Man's Land er en af de sidste mange års mest vellykkede fortællinger inden for noget som helst medie det være sig film, tv, romaner eller tegneserier. Og hvem har lyst til at gå glip af det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu