Læsetid: 6 min.

Bauhaus Berlin (I)

29. maj 1999

Intermetzo

Berlin i maj
Inden koncertmesteren i Staatsoper Unter Den Linden beder om kammertonen, invaderer et par unge mænd i sort jakkesæt Mittelloge, hvor den økologiske landmand og fhv. specialist i nyrens funktioner, hans hustru, den musikalske pottemager, madame i stiletkjole og krigsmaling samt klummisten har indtaget deres (skidedyre) pladser bag et par madrilenske sværtparfumerede til det bedøvende damer i deres bedste alder. De sortklædte, alvorligt udseende unge mænd, der ved et skævt øjekast bagud konstateres ledsaget af flere af typen, har taget opstilling ude i foyeren og har alle gennemsigtige intercom-spiralledninger hængende i det ene øre og en sigende udbuling i jakken. Man skal ikke have set mange dårlige amerikanske film for at være på det rene med sammenhængen: Bevæbnede sikkerhedsfolk. En VIP må være på vej og skal åbenbart sidde lige foran på forreste række i denne loge.
Samme dag har der været præsidentvalg i den nyåbnede Forbundsdag i den renoverede Reichtagsgebäude, hvis kuppel lyser op over den i forvejen illuminerede enorme byggeplads i dens umiddelbare omgivelser, Tysklands (Europas) nye centrum. Flertallet i Bundestag har kunnet omveksle mandaterne, også hvad angår Republikkens højeste og fineste, men temmelig magtløse embede, og socialdemokraten med det menneskelige ansigt, den tidligere SPD-kanslerkandidat og tidligere ministerpræsident for Nordrhein-Westphalen Johannes Rau er af Bundesversammlungs 1.338 medlemmer netop valgt til at afløse den folkelige, kontante CDU'er Roman Herzog. Denne benytter i øvrigt lejligheden til ved sin fratræden at holde en længere, insisterende tale om de kristne borgerdyders velsignelse, det frie initiativs lyksaligheder og det monogame ægteskabs fortryllelse. De tre søjler i al sand, sund tysk konservatisme.
Ved den slags lejligheder i vort store naboland er der altid et symfoniorkester til stede. Musik skal der til, hvilket jo er et forsonende træk. Kunne man tænke sig Folketingets åbning med et ordentligt opusnummer? Nej vel. En opbyggelig prædiken i Slotskirken og en buket til Majestæten. Sådan gør vi i det levende ords land, hvor tonekunst er noget, man gør i fritiden, og opera henvises til et fejldimensioneret, forældet skuespilhus og tomme løfter i Ørestaden.
Sikkerhedsfolkene ser ikke ud som om, de er til Mozart, og slet ikke som om, de er folk med fritid. Man får en helt klar fornemmelse, at det i denne situation vil være særdeles uhensigtsmæssigt at bevæge hånden hurtigt op til inderlommen.

Det er hverken den afgående Herzog eller den tiltrædende Rau, der skal til Figaros Bryllup. Nu kommer de ned ad de lave trin i logen slæbende på en mand i rullestol. Så meget postyr for en lam mand! Men det er ikke hr. Hvemsomhelst, der ikke kan gå selv, men en af tysk politiks mest magtfulde personer og måske en dag kansler efter hr. Skrøder, nemlig den i 1990 attenterede og ved samme lejlighed hårdt sårede CDU-Bundes-indenrigsminister Wolfgang Schäuble.
Lige i øjeblikket roder man efter navnet, skønt så tæt på er tysk politisk hverdag alligevel fjern. Var det Helmuth eller Wilhelm Schäube, nej Wolfgang og med l i efternavnet. Schäuble. En flot fyr med markeret profil og øjne, der bestemt ikke sidder i et Dumkopf. Manden udstråler viljestyrke, energi og beslutsomhed. Den ledsagende hustru, der engang offentligt undsagde hans kanslerambitioner, men blev kaldt til orden af den invalide selv, ser mere anstrengt ud. Hvordan lever man også døgnet rundt, livet ud med det smerteligt synlige resultat af den meningsløse udåd?
Men de passer godt på ham, denne fjerde mest populære tyske politiker, der kun overgås i meningsmålingerne af de grønnes hårdt prøvede udenrigsminister Joschka Fischer, kansler Schröder selv, og forsvarsminister, tidligere kanslerkandidat, Rudolph Scharping. Schäuble ligger i den seneste måling i Der Spiegel foran Bayerns politiske førstemand Edmund Stoiber, som må finde sig i på sit popularitetsbarometer at have antegnet en vis procentdel af adspurgte vælgere, der ikke engang kender ham. Eller for den sags skyld foran den nye finansminister Hans Eichel, som er så anonym i tysk offentlighed, at han end ikke figurerer i målingerne.
Apropos: En så central skikkelse som den afgåede Oskar Lafontaine, hvis beslutning om at forlade tysk politik aldrig rigtig er forklaret - endsige forstået, ønsker et meget stort flertal ikke retur på den politiske scene. Måske har den iltre alsasser forregnet sig fatalt og troet, at han ville blive båret på skjolde tilbage i rampelyset som en frelsermand, når regningen for alvor skal til at betales for Berlins og det halve Tysklands genopbygning. Måske. Måske gad han bare ikke mere, han som deler attentatofrets bitre erfaringer med Wolfgang Schäuble. Lafontaine slap ganske vist uden synlige mén fra sit stævnemøde med døden, da en sindsforstyrret kvinde stak en brødkniv i halsen på ham. Men kommer man sig mon nogensinde over et attentatforsøg?

Lyset dæmpes, den invaliderede toppolitiker er kantet på plads i rullestolen ud for første række, en sikkerhedsmand har sat sig lige bag ham, parat, folk har gloet færdig, en enkelt idiot på etagen oven over har taget et blitzbillede med retning mod Mittellogen. Nu vil Wolfgang Schäuble i mange år fremover blive vist frem for idiotens venner og bekendte på dette amatørfotografi med i baggrunden den økologiske landmand og fhv. specialist i nyrens funktioner, den musikalske pottemager, madame i kjole og kunstige ansigtskulører samt klummisten på oprivende dyre pladser med foran denne baggrund og umiddelbart bag Schäuble et par bedøvende madrilenerinder.
Daniel Barenboim kommer ind i orkestergraven og betræder podiet. Bifald. Buk, buk, buk. Lidt for længe med det bukkeri. Stilheden sænker sig. Og sænker sig. Og sænker sig. Det magiske øjeblik forpasses. Dirigenten bør ved en operaforestilling slå an med det samme - ikke tøve. Ikke som ved en koncert vente på absolut ro og koncentration. Det forstår Danny-boy åbenbart ikke, ligesom hans musiceren virker så underlig anonym og temperamentsløs. Som om han er alene hjemme og lidt ligeglad. Nogen gange lægger han venstre arm på balustraden, som om han er træt og helst vil hjem.
Orkestret fejler bestemt ikke noget, sangerne er storartede - bortset fra Susannas bebudede lettere indisponerethed - Herbert Kapplmüllers (det hedder han) scenografi god nok. Men gnisten til tændsatsen udebliver. Måske ikke ganske og aldeles, for Mozart er det jo, dén musik er næsten ikke til at kvæle, og forestillingen, der kun er opsætningens nr. 2, kommer sig også noget.
Men unægtelig er alting anderledes aftenen før hos konkurrenten på Deutsche Oper, hvor den unge Christian Thielemann, nogen siger den nye von Karajan eller dét der er bedre, dirigerer Lohengrin i Götz Friedrichs snart klassiske iscenesættelse fra 1990. Den økologiske landmand og fhv. specialist i nyrens funktioner, den musikalske pottemager, madame i endnu et hyl af en kjole samt klummisten ranker sig i sæderne ved Elsas entré. Det er sgu en dansker. Vores, siger man så, vores egen Eva Johansson. Som Elsa von Brabant i klar ligeværdighed med Göta Winberghs Lohengrin. Sidstnævnte besidder evnen til at udstråle dét mål af androgynt vanvid, der et eller andet sted fordres af Lohengrin. Manden med svanen. Jamen!
Historien er fuldstændig rundt på gulvet, men netop derfor. Fra første tone er den hjemme. Michael Christiansen, der heller ikke har forstand på opera, hævdede jo engang på tryk, at hans teater leverer store øjeblikke på stribe. Det gør det ikke. Det gør ingen teatre, allermindst operaer. Det lykkes næsten aldrig. Mysteriet udebliver som regel. Det ved enhver med ører i hovedet. Men denne forestilling er eller var et stort øjeblik. En uforglemmelighed, en bevægelse så stor, at publikum havde alle chancer for at opleve det sjældne: at blive forandret af forestillingen. Der er et før og et efter. Før har man kendt til Lohengrin, kunnet nogle af melodunterne og den slags. Efter har man været i kontakt med skabelsesprocessen bag og i værket og ved besked. Tilbage står man med en tårevædet taknemmelighed over øjeblikket.

Og så var det ikke engang særlig dyrt, og betjeningen i billethullet er venlig.
I Martin Gropius Bau excellerer de også i store øjeblikke, nemlig de der tilsammen blandt så meget andet udgør Bundesrepublikkens første 50 år. Herom mere senere samt de gisp, man må udstøde over byggerierne i dette mirakel af en rigtig by så tæt på de danske fladvande.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu