Læsetid: 3 min.

Belgisk outsider fik guldpalmer

25. maj 1999

Den belgiske film Rosetta om en desperat arbejdsløs teenagepige vandt overraskende Guldpalmer i Cannes

CANNES - Det er i alle henseender en outsiderfilm, der har hjemtaget verdens mest eftertragtede festivalpris, Cannes' Gyldne Palmer.
Rosetta blev vist på festivalens sidste regulære dag, ved en enkelt eftermiddagsforevisning klemt inde mellem store numre som Peter Greenaways krukkede, selvsmagende 8 1/2 Women og John Sayles' formløse, oppustede Limbo.
Derfor blev de belgiske brødre Luc og Jean-Pierre Dardennes beskedent opsatte social-drama kun set af relativt få. Selv oplevede jeg filmen til en pressevisning i en mellemstor sal, hvor den blev hilst med høfligt, spredt bifald.

Håndholdt vinderfilm
Det slående ved Rosetta er den benhårde konsekvens i portrættet af en teenagepige, Rosetta, der griber til angiveri og er lige ved at blive morder i sit maniske og paniske forsøg på at skaffe sig et arbejde.
Filmen er på overfladen håndholdt socialrealisme, men har næsten intet af den charme og varme, der f. eks. skaber umiddelbar sympati for Ken Loach' engelske tabere. Rosetta er en hård nitte, godt på vej til at blive forrået af sit identitetsløse liv. Og de belgiske Dardenne-brødre nævner Kafkas Slottet som en inspirationskilde til deres strengt stiliserede historie om at føle sig udenfor normal eksistens.
Rosetta bor med sin dybt alkoholiske mor på en campingplads og er besat af at få greb om en tilværelse, som moderen for længst har opløst i sprut og hor. Rosetta er en indelukket enspænder, propfuld af ubrugt energi og fysisk aggression, altid i bevægelse for at nå sit mål: at få et af de medhjælperjobs, der ikke hænger på træerne, når man er venne- og referenceløs.

Mesterlig slutscene
Det smidige, håndholdte kamera (jo, Rosetta har Dogme-træk!) følger konstant Rosetta i nærbilleder, mens hun fisker i en nærliggende kanal, spæner rundt for at få job, slæber på sin af druk bevidstløse mor eller går til korporligt angreb på en jævnaldrende kollega, der har fået hendes job.
Denne unge fyr prøver at skabe kontakt, men hun afviser ham. I stedet angiver hun ham til deres fælles arbejdsgiver for at få hans job og er på et tidspunkt lige ved at blive ansvarlig for hans druknedød. Alligevel er det ham, som - i en fremragende gennemført, desperat slutscene - skaber et glimt af håb.

Socialt engagement
Juryen, der udover formanden David Cronenberg tæller navne som instruktørerne André Techiné og Doris Dörrie og skuespillerne Holly Hunter og Jeff Goldblum, har valgt at belønne den eneste film i konkurrencen, som demonstrerer et nutids-socialt engagement.
"Kampen for at få et arbejde er den krig, folk fører i dag," siger Jean-Pierre Dardenne. "Uden arbejde mister man sin indre struktur, ved ikke længere hvor ens plads er i livet eller om man overhovedet har én. Arbejde er blevet så svært opnåeligt, at man kan være parat til at gå til yderligheder for at få det."
Rosetta er Dardenne-brødrenes fjerde spillefilm. Deres umiddelbart foregående, meget roste La Promesse fra 1996 handler om udnyttelsen af illegale indvandreres arbejde i et industrikvarter i Liège og har også en oprørsk teenageer i hovedrollen.

Uglamourøse vindere
Som en ekstra triumf fik den 18-årige Emilie Dequenne også prisen som bedste skuespillerinde for sit gennemtroværdigt trodsige, uglamourøse portræt i Rosetta. Men hun måtte dele prisen med en anden ung debutant - Séverine Caneele som en passioneret - og også ganske uglamourøs - fabriksarbejderske i Bruno Dumonts barske Nordfranske kriminaldrama L'humanité.
Dumonts film fik også festivalens andenpræmie, Grand Prix de Jury, og dens hovedrolleindehaver, Emmanuel Schotté, blev valgt som bedste mandlige skuespiller. Han spiller en kriminalassistent, der indlever sig så følsomt i sine omgivelser, at han ofte mere ligner en landsbyidiot end en opdager.
L'humanité har oplagte visuelle kvaliteter, men fortæller sin alt for langt udtrukne, to en halv times historie i sneglefart og virkede ofte ufrivillig komisk på den kyniske verdenspresse. - Guldpalmefavoritten, spanieren Pedro Almodòvar, måtte nøjes med en trøstpræmie som bedste instruktør, men fik aftenens største bifald.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu