Historien om familiefirmaet der drev Danmark i højmiddelalderen
NY BOG
Middelalderfaglitteraturen er i sandhed over os. Brede fremstillinger veksler med smallere. Som i foreliggende fald en nyttig, omend ikke videre nyorienterende gennemgang af den magthavende 'familie' på den første Valdemars, den Stores, og Knud d. 6's tid. Når familie her er sat med tegn om glosen, hænger det sammen med indretningens uomtvisteligt mafiøse karakter.
Familie kan i den periode i og for sig betragtes gennem syditalienske briller. Familien består af kød-og-blod-beslægtede samt alle der tjener kernepersonerne og huset trofast. De sidste er som de første sikre på beskyttelse og udbytte og kan i bedste fald regne med at blive anerkendt på næsten lige fod med de stamtræsmedlemmer. Af denne art familier på synligt niveau for eftertiden var der ikke mange i datidens Danmark. Tre-fem klaner, hvoraf de kendteste er Bodil-slægten og Truederne. Men Hviderne er under alle omstændigheder navnet - efter stamfar Skjalm Hvide, der døde engang senest i 1120'rne, en mand for sin jernhat, således som han egenhændig kunne indkalde ledingsflåden uden at vente på kongens bud. En stormand.
Brændehuggeren
Skjalm efterlod sig med sønnerne Asser Rig, Toke, Sune og Ebbe et godt grundlag for næste generation igen, der for alvor trykkede den af. I denne afdeling af familien finder vi slagsbroderen Esbern Snare, der døde i 1204. Og ikke mindst en anden initiativrig ung mand, der dog senere sørgede for at undgå blod på sine gejstlige hænder og nidkært skal have holdt underkroppen i ro over for spindesiden. Med andre ord: Absalon. Så ved vi besked.
Absalon til hest med håndøkse i næven. Bissens rytterstatue på Højbro Plads er måske ikke helt ved siden af. Ifølge Saxo anvendte Absalon øksen til at hugge brænde med, og så må man vel tro på den historie, skønt det kan holde hårdt. Men dér sidder han, skuende ud over Slotsholmen, som han forsynede med den borg, hvis rester vi idag kan beskue under Christiansborgs stengulve. Måske han også befæstede selve flækken ved vandet, som senere blev købmændenes foretrukne havn.
Geskæftig var Absalon, der livsdagen lang forstod sig på ejendomsspekulation og hurtige fortjenester, og fascinerende som skikkelse. Målrettet, viljestærk og handlekraftig som bare fanden, i kamp med sidstnævnte på linje med de fremmeste teologiske hoveder, hvoraf han kendte flere personligt. Fromheden hos den dynamiske krigerbisp bør ikke drages i tivvl. Tidens tro er ikke tro i vor forstand - med indbygget tvivl og kriser, men vished om Guds eksistens og al hans væsen. Denne vished føler rigmandssønnnen Absalon trang til at underbygge med Europas opnåelige lærdom og drager derfor til Paris - i sig selv en bedrift.
Som Michael Kræmmer i bogens fineste kapitel bemærker, kendte man ikke vejskilte på Absalons tid, så en rejse fra egnen omkring Ringsted til byernes by var virkelig en tur ud i det blå. Absalon overlever og vender flere år senere hjem, selvskreven til bispestolen i Roskilde og siden til det koket erobrede ærkebispesæde i Lund som afløser for den navnkundige, men set med kongens og Hvidernes øjne, kropumulige ærkebiskop Eskil.
Saxos propaganda
Hvad vi ved om Absalon hentes jo fortrinsvis fra hans egen historieskriver Saxo, hvis opgave det var at fremstille sin arbejdsgivers bedrifter i det rette himmelske og magtpolitiske lys. Det gør Saxo til gavns, må man sige. Eftertiden må, så godt det lader sig gøre, pille det værste blæver væk. Dertil kommer kilder i form af få aktstykker - Absalons testamente er et af de vigtige og berømte, således som dokumentet beretter om hvad en mand, der har alt, ikke havde ret meget af i middelalderen. Og endelig levningerne selvsagt, hvad der ligger tilbage af ham selv i Sorø, ruiner, bispering, etc.
Absalons og Hvidernes fremfærd er alt i alt en succeshistorie. Kongen styrer danernes - læs stormændenes - land med klanen ved sin side - omvendt under Knud. Men konstruktionen er, som Kræmmer effektivt påpeger, ikke langtidsholdbar.
Hvidernes succes bliver slægtens magtmæssige undergang. Ikke med et brag, men ifølge sagens natur. Styrkelsen af kongemagten, som Absalon har afstedkommet, må naturligvis ende med at blive en svækkelse af 'familien' - trods alt på sidelinjen. Om dét fortæller Kræmmer overbevisende og understreger i øvrigt også Absalons betydning for landets stilling internationalt.
Hvidernes håbefulde ungersvend bragte andet med sig hjem end teologisk brændstof og skærpet cølibat til den danske kirke. Absalon studerede jo samtidig, hvorledes de bar sig ad i Europa, statsligt, militært og handelsmæssigt og kopierede iagttagelserne til danske forhold. Det var en bedrift af de større - og større end propagandatricket med at hugge en ligegyldig vendisk afgud til pindebrænde på Rügen og fyre op med ham under invasionshærens suppegryder.
Historikeren Michael Kræmmer har leveret en håndterlig bog, dog ikke én af dem, hvor nye, originale erkendelser eller synsvinkler står i kø, men en fin genopfrisker af periodens aktører og politiske spil.
*Michael Kræmmer: Den hvide klan. Om Absalon og hans slægt og om magtspillet og magtens mænd i det 12. århundrede. 198 s. ill. 248 kr. Spektrum
