Læsetid: 7 min.

'Brixtofte kan sove roligt om natten'

27. maj 1999

Farumgruppe ramt af berøringsangst og politisk blindhed

NY BOG
Farum Kommune i det grønne Nordsjælland er utvivlsomt mest kendt for sin dynamiske og ultraliberalistiske Venstre-borgmester, Peter Brixtofte, men nu melder en såkaldt Farumgruppe sig på banen med en debatbog, der kalder til kamp mod alt, hvad selvsamme Peter Brixtofte står for. Og for at det ikke skal være løgn, så er undertegnede anmelder også fra Farum!
Når denne Farum-historie måske alligevel kan vække interesse uden for kommunegrænsen, så skyldes det Farumgruppens sammensætning.
Den bestod oprindeligt af Asger Baunsbak-Jensen (som man fornemmer har været den drivende kraft), Jesper Jensen, Ebbe Kløvedal Reich og Mikkel Wold, indtil den i 1998 blev udvidet med Bent Hansen, Kim Hjerrild, Kresten Schultz Jørgensen, Bent Melchior, Georg Metz, Christian Brix Møller og David Rehling. Alle har de bidraget til bogen - dels gennem egne bidrag, dels gennem en fælles indledning og et fælles efterskrift.
Hertil kommer, at bogen ikke så meget handler om Peter Brixtoftes kommunalpolitiske eventyr, hvor alt fra kloakker og rensningsanlæg til børneinstitutioner, ældrepleje privatiseres og udliciteres, mens kommunen hælder penge i professionel fodbold. Det er i stedet de underliggende ideologiske hovedstrømninger, som debatgruppen har kastet sig over. Og det sker ud fra et klart, formuleret spørgsmål:
"Hvor bevæger samfundet sig hen under markedskræfternes og individualiseringens indflydelse? Hvordan dæmmer man op for den brutalitet, som følger med den uhæmmede liberalisme?"

Blandede bolcher
Det er med andre ord en ambitiøs debatbog, der kommer fra Farum, og den har endog fået den vidtskuende og forpligtende titel, Det nye århundrede, hentet fra et tidsskrift, som den radikale P. Munch grundlagde ved det gamle århundredes begyndelse som led i den kamp, der ifølge Farumgruppen førte til, at folket i de kommende erobrede magten - for siden at miste den igen.
Farumgruppen vil, at folket i det kommmende, nye århundrede generobrer magten fra markedskræfterne og bringer demokratiet frem til fornyet sejr: "Den største og vanskeligste opgave i det ny århundrede bliver at finde frem til, hvorledes folket erobrer den fulde politiske magt," skriver Asger Baunsbak-Jensen med henvisning til, at "markedet nu sætter dagsordenen for det meste af det, der sker i samfundet."
Debatbogen skal ses i denne overordnede sammenhæng, men lad det være sagt straks: Indholdet lever langt fra op til intentionerne. I stedet for et glas vitaminer, der kunne give ny energi til den offentlige debat om solidaritet og samfundsansvar kontra liberalisme og markedskræfter, så er det i stedet blevet til en pose blandede bolsjer uden saft og kraft.
Blandede, fordi de enkelte indlæg ikke komplementerer hinanden, men i stedet optræder i spredt fægtning. Bogen fremstår ikke som en helhed omkring et fælles emne, og samtidig er kvaliteten af de enkelte indlæg svingende og for enkeltes vedkommende uden umiddelbar sammenhæng med bogens overordnede tema. En stram redaktionel bearbejdning havde i den forbindelse været på sin plads.
Uden saft og kraft, fordi det ikke bliver til andet og mere en overfladisk diagnose af tidsånden: "Hvorledes er vi kommet dertil," spørger Mikkel Wold med henvisning til den omsiggribende individualisme og egoisme. Men vi får intet svar.
Det er ikke fordi, der ikke er mange (i denne anmelders øjne) både rigtige og vigtige betragtninger over markedskræfternes ødelæggende virkninger og den igangværende nedbrydning af velfærdssamfundet og det solidariske menneskesyn, men der mangler simpelthen substans på især to afgørende områder.

Manglende diskussion
For det første går ingen af bidragyderne ind i en diskussion af selve markedsøkonomien og dens konsekvenser, selvom vort samfunds øjeblikkelige problemer dybest set bunder i, at vi som den bærende, dynamiske økonomiske kraft har en produktionsmåde, der står i åbenlys modstrid med de intentioner, som Farumgruppe søger at fremme.
Som den britiske historiker og liberalistiske fundamentalist, Paul Johnson, har fremhævet, så består den store, positive egenskab ved kapitalismen netop i, at der ikke indgår moralske, etiske eller andre forstyrrende elementer i overvejelserne om, hvad eller hvordan, der skal produceres. Det drejer sig alene om vækst og profit, der er selve eksistensbetingelsen for en kapitalistisk markedsøkonomi.
Når Jesper Jespersen derfor (fuld berettiget) advarer mod mere vækst, så er det svært at se, hvorledes det skal kunne gennemføres uden at røre ved selve den dynamiske kraft i de økonomiske grundstrukturer i vort samfund. Og når Kim Hjerrild taler om, at "skabelsen af et rummeligt arbejdsmarked skal i centrum," så er der ikke alene tale om "et politisk valg, der går i umoderne retning," men om foranstaltning, der strider lodret imod den måde, hvorpå det private arbejdsmarked i en kapitalistisk markedsøkonomi nødvendigvis må være indrettet.
Ikke desto mindre mener Farumgruppen øjensynligt, at fri konkurrence, markedskræfter og kapitalisme stadig skal være de grundlæggende, økonomiske kræfter i vort samfund. I hvert fald skriver Kresten Schultz Jørgensen, at markedsøkonomiens "naturlige sektor" er "erhvervslivet hvis naturlige logik rimeligt nok er at tjene penge så effektivt så muligt." Men omvendt kan man i gruppens fælles indledning om "Fællesskabet, der forsvandt" finde en beklagelse over, at Økonomisk Demokrati i sin tid ikke blev indført: "Demokratiet standser stadig ved virksomhedsdøren i Dagens Danmark," hedder det.
Grundlæggende viger Farumgruppen tilbage fra en diskussion af markedsøkonomien, dens grundlæggende drivkræfter og velsignelser. Dens medlemmer synes at acceptere, at hér er der en urørlig zone, ellers også er de simpelthen uenige, hvilket ovenstående citater synes at antyde. Under alle omstændigheder afskærer de sig selv fra at nå ind til benet af diskussionen af, hvad det egentlig er for et samfund, de vil have. Om det overhovedet er foreneligt med en kapitalistisk markedsøkonomi som selve samfundets fundament.

Det politiske ansvar
For det andet lider Farumgruppen øjensynligt af kollektiv, politisk blindhed. Den består af en kreds af mennesker, overvejende forankret i og omkring Det Radikale Venstre samt delvist Socialdemokratiet, og muligvis er det derfor, at der gås let henover, at det netop er disse to partier, der fører an i den systematiske demontering af det velfærdssamfund og de værdier, som Farumgruppen forsvarer.
Under Nyrups ledelse har Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre gennemført privatiseringer og udliciteringer i et omfang, som Schlüter ikke en gang turde drømme om. Det er Nyrups regering, der har gennemført de stramninger og forringelser for arbejdsløse og bistandsmodtagere, som har medført den sociale udstødning og fattigdom, som Farumgruppen vil imødegå.
LO's formand erklærer på linje med Mogens Lykketoft og Marianne Jelved, at alt kan udliciteres! SF er på vej i samme retning. Og i Farum byråd er der generel tilslutning fra alle partier til Peter Brixtoftes politik.
I lyset af denne udvikling virker det helt paradoksalt, at Christian Brix Møller bruger tilslutningen blandt de unge i især Socialdemokratiet og SF, men også Det Radikale Venstre som et udtryk for, at "et dybtgående værdiskifte" er undervejs i ungdommen. Og det virker næsten grotesk, når Bent Hansen roser Nyrup-regeringen for at have vendt "op og ned på prioriteringen," og at "det liberalistiske ideal ... synes ikke i højsædet mere."
Ligesom Farumgruppen ikke forholder sig til selve markedsøkonomien, så viger den altså også tilbage fra en diskussion af Socialdemokratiets og de radikales ansvar for markedsfilosofiens og individualismens tiltagende dominans: "Hvorledes er vi kommet dertil?", kan man spørge med Mikkel Wold. Et uhyre relevant spørgsmål, idet begge partier, men især Socialdemokratiet og for den sags skyld også fagbevægelsen helt synes at have mistet de værdier, der var bærende i opbygningen af det danske velfærdssamfund.
Det er tankevækkende, at mens borgerlige, politiske ledere som Anders Fogh Rasmussen fra Venstre og den konservative Per Stig Møller søger tilbage til liberalismens historiske rødder hos bl.a.
John Locke og Adam Smith for at nyformulere de to partiers ideologiske grundholdninger og politiske programmer, så er Socialdemokratet og de radikale fælles om ikke at søge tilbage til partiernes oprindelige, bærende idealer og tankegods.
I stedet for at genfinde og nyformulere de solidariske og humanistiske grundværdier, som netop Socialdemokratiet og de radikale historisk har haft som deres bærende idégrundlag, lader Nyrup og Jelved sig inspirere af liberalismen og hele den managementfilosofi, som efterhånden hærger i den offentlige sektor. Og Farumgruppen lader det passere uden dybere refleksioner.
Bent Hansen skal dog have ros for i det mindste at referere til Karl Marx, men meget mere bliver det heller ikke til.
Farumgruppen vil erstatte markedsfilosofien og værdiløsheden med "visionen om en retfærdig tilværelse for alle." Dens medlemmer er imidlertid betænkelige ved at proklamere sig som "en venstregruppe", men er i stedet enige om at knytte sig til "et sæt af humane værdier, der er væsensforskellige fra den markedstænkning, som opløser de fællesskaber, ethvert samfund har som forudsætning."

Tom fornemmelse
Fraværet af dybere og mere systematiske overvejelser over dette "sæt af humane værdier" samt den tilsyneladende berøringsangst over for markedsøkonomien og den socialdemokratisk-radikale alliances ansvar for markedsfilosofiens fremmarch gør imidlertid, at man efter endt læsning sidder tilbage med en noget tom fornemmelse. Der stilles ingen væsentlige diagnoser på sygdommen i samfundet, og der lægges derfor kun også op til symptombehandling, når det gælder om at indfri gruppens vision om at give folket magten tilbage.
Gruppens eneste, mere ordnede og gennemgribende bud på en vej ud af hele miséren er forestillingen om, at "skal der skabes et folkeligt, politisk modspil imod centraliseringen af pengemagten, må EU udvikles til et ansvarligt demokrati." For undertegnede ligner det dog mere at kaste benzin på bålet, når man med David Rehlings ord vil overlade det til EU at "tæmme frihandlens monster".
Peter Brixtofte kan sove roligt om natten.

*Debatbogen vil til august danne udgangspunkt for et kursus på Grundtvigs Højskole med overskriften 'Kapitalismens brutalitet - om markedskræfternes udfordring til demokratiet'

Kurt Jacobsen er historiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her