Læsetid: 8 min.

Som brødre vi dele

7. maj 1999

Når de albanske flygtninge fra Kosovo kommer til det nordlige Albanien er det overraskende nok to meget forskellige kulturer, der mødes. Flygtningene klager over,
at deres albanske brødre plukker dem for penge

Jeg havde ikke troet, at min datter skulle have problemer med at gå ud i Albanien. I Kosovo turde hun ikke gå ud for serberne, men her er det kriminalitet," fortæller den 39-årige Kosovo-albaner Dylbere Abazi.
Hun er flygtning i byen Kukes i det nordlige Albanien. Hun og hendes datter kommer fra det sydlige Kosovo, men oplever nu den store forskel mellem Albanien og Kosovo. I Albanien er Kosovo-albanerne blevet chokeret over alt lige fra den høje kriminalitet til de snavsede gader og de ublu priser, som albanere afkræver dem.
Dylbere Abazis 14-årige søn blev holdt op på gaden i Kukes og en guldhalskæde blev flået af ham.
Den 18-årige datter er også blevet den lille, når det gælder fordelingen af nødhjælp. "Hun fik ikke noget mad, fordi de stærkeste mænd pressede sig frem i køen," siger Dylbere Abazi.
En anden kvinde sammen med hende klager over, at de lokale albanere også får nødhjælp. "Når man står i en kø, kan man ikke vide, hvem der er lokal, og hvem der er flygtning," siger den 36-årige Taibe Sopa. Internationale nødhjælpsarbejdere bekræfter, at de lokale albanere får del i nødhjælpen, selv om den er beregnet på de flygtende.
Taibe Sopa fortæller også om en episode, hvor de lokale uddelere tog broderparten af nødhjælpen. "Da de var færdige med at dele ud, drog de afsted med en masse mad og fortalte de ventende, at de som deler ud, har ret til mere."
De to kvinder går rundt i Kukes gader og leder efter nødhjælp. En anden kvinde leder efter tøj til sine børn. Hun har været i Kukes i en måned, og hun har stadig ikke fundet noget børnetøj, så børnene har kun det sæt tøj, de flygtede i.

Andre ved ikke, hvad de skal lave og sidder og hænger. Andre står og venter på, at mønttelefoner bliver ledige. Foran hver mønttelefon står tit 20-30 og venter på at ringe til deres nærmeste for at fortælle, at de måske lige er ankommet til Kukes fra Kosovo eller er på vej væk.
Tag en middelstor albansk provinsby, der i sig selv er et trist, snavset, nedslidt og fattigt sted, og send 100.000 flygtninge ind til byen, så har man noget, der er endnu værre: Kukes i dag.
For halvanden måned siden, da flygtningene begyndte at strømme ind, boede de allevegne - selv på de mindste pladser i byen slog de sig ned og sov udendørs. Men nu har nødhjælpsorganisationerne fået oprettet gennemgangstelte og prøver at sende flygtninge videre sydpå. Nogle af dem bor dog stadig på deres traktorlad på en af hovedgaderne.
Det synes ikke at være muligt at komme under de 100.000 flygtninge i og omkring Kukes. Selv om det lykkes at overtale nogle af flygtningene til at rejse længere sydpå i Albanien, så kommer der lige så store mængder af flygtninge dagligt fra Kosovo til Kukes.
Langt de fleste flygtninge bor i byen hos noget familie eller privat. I forvejen er Kukes kun bygget til 20.000.
Kukes er en ny by. Når man kikker på de lejekaserner, som skal gøre det ud for ejendomme, tænker man, at de er bygget i årene lige efter Den Anden Verdenskrig. De ser fuldstændig nedslidte ud, så derfor er overraskelsen stor, når man får at vide, at de alle er bygget i 1970'erne og derefter. Der findes 10 år gamle bygninger, som i dag er det rene slum. Nogle af de nyeste huse har end ikke vinduer i opgangen.
Kukes blev opført efter det albanske kommunistpartis femårsplan fra 1962. Lige ved siden af ligger det gamle Kukes, som blev begravet i en opdæmmet sø. Sammen med bjergene rundt om byen udgør søen og pinjetræer i byens hovedgader de få formildende træk ved Kukes.

Jeg har aldrig set så snavset en by, siger en 26-årig flygtning fra Kosovo om Kukes. Han peger ned mod jorden: "Her er støv alle vegne." Med flygtninge boende alle vegne stiger bjergene af affald i byens gader endnu mere. Renovationen synes mest at bestå i, at nogle børn tilfældigt sætter ild på affaldet.
Og med det varmere vejr i de seneste dage breder stanken sig. I forvejen lugter der slemt ved nogle af de åbne områder, hvor flygtninge slog sig ned i starten, og hvor der ikke var nogen kloakering, som det hedder med et pænt ord. Flygtningene har nu fået anvist andre områder, men stanken sidder i jorden.
Andre steder har flygtninge parkeret deres traktorer - for eksempel i en have foran en af de nye slumejendomme. Ejerne af traktorerne er måske taget videre sydpå, men vil gerne beholde deres traktorer i området, så de hurtigt kan rykke tilbage til Kosovo.
Også de klager over nogle skyhøje parkeringsafgifter, som de lokale afkræver dem. Men nogle af de værste rapporter drejer sig om flygtninge, som bliver standset og frastjålet deres sidste penge, som det netop var lykkedes dem at skjule for serberne.
Flere gange i den seneste tid er traktorer med lad fyldt med flygtninge kommet over grænsen fra Kosovo, og derefter holdt op af albanske banditter. Tidligere på ugen gik banditter også til angreb på en grænsepost og stjal blandt andet tæpper til flygtningene, siger FN's flygtningeorganisation, UNHCR.
FN's flygtningeorganisation undersøger også rapporter om, at albanske lastbilchauffører, der kører med flygtninge, standser lastbilen og kræver penge af flygtningene for at køre videre.

På hovedgaden kører lastbiler, traktorer og busser med de nye flygtninge, så alle indbyggere i Kukes kan følge med i, om dagen bringer mange eller få. Men ingen synes egentlig at lægge særlig mærke til de nyankomne, som derimod spejder nervøst for at se det nye sted, de er kommet til.
De fastboende glæder sig over den økonomiske fremgang, som flygtningene har skabt i Kukes, der ellers var en helt død by. "Jeg er glad for journalisterne og nødhjælpsarbejderne er kommet, fordi de handler alle hos mig," siger butiksejer Kujtim Germizi. Han driver Kukes bedste fødevareforretning, hvor han stolt viser mig noget så usædvanligt i Albanien som irsk øl.
Indtil strømmen af flygtninge kom, var Kukes ramt af økonomisk krise. Byen plejede at handle med Prizren på den anden side af grænsen, men serberne lukkede for et par år siden grænsen af frygt for våbensmuglerier til de kosovo-albanske oprørere. Kukes lå da tilbage for enden af en blindtarm med otte timer ad dårlige bjergveje til Albaniens hovedstad Tirana, hvor mange forsyninger nu kommer fra.
Med sine følelser ser butiksejer Kujtim Germizi anderledes på, at de kosovo-albanske flygtninge er kommet.
"Jeg har taget 15 mennesker ind i min lille to værelses. Vi er nu så mange i huset, at jeg kun kan sove tre timer om natten," siger han og tilføjer, at han ikke tager penge for at lade flygtningene bo hos sig.

Mange kosovo-albanere klager over, at deres albanske værtsfamilier tager sig godt betalt. En af dem er den 35-årige Agrim. "Jeg har prøvet at finde noget at bo i, men et sted sagde de, at det kunne jeg godt opgive. De vil hellere have en journalist." Så ind til videre må Agrim sove på et traktorlad hos nogle andre flygtninge.
Som mange andre venter Agrim på sin familie. Hans kone og tre børn er stadig i Kosovo, hvor de blev skilt fra ham, kort før han blev nødt til at flygte i sidste måned. Hans bror blev dræbt i en massakre.
"Jeg er chokeret og pinligt berørt over albanerne. De vil kun have vores penge," siger han. "Der er stor forskel på Kosovo og Albanien," mener han. Selv om Kosovo ligger i det kriseramte Jugoslavien, så har Kosovo-albanerne alligevel haft en bedre levestandard og uddannelse end det Albanien, der er Europas fattigste land, og som mange steder ser fattigere ud end u-lande.
Men Agrim mærker også det albanske samfund på andre områder. Han må for eksempel ikke komme på Bar Amerika, som er journalisternes yndlingscafe i Kukes. Agrim vil gerne ind på baren for at tale med journalisterne. Den tidligere engelsklærer prøver at finde arbejde som tolk, men ejerne af Bar Amerika siger nej. Agrim og andre siger, at cafeen er ejet af mafiosi. "Men sig ikke det ord for højt," advarer Agrim.
Iagttagere advarer om, at det kan komme til spændinger mellem albanere og kosovo-albanere, hvis flygtningestrømmen fortsætter. Albanien har taget imod over 400.000 flygtninge.

Journalisterne er de mest populære i Kukes. De betaler nemlig bedst. Derefter kommer nødhjælpsarbejdere. En almindelig pris for en lejlighed er 1000 kroner i døgnet, men så kan der også følge en vagtmand med. Lejen er fuldstændig grotesk i forhold til en albansk gennemsnitsløn.
Jeg bor hos en 34-årig ingeniør, der stammer fra Kukes. Han tjener 700 kroner om måneden ved at være ansat i det offentlige, men så har han også tid til at have en autoskole ved siden af. Hver gang jeg beder ham om et eller andet, spørger han først, hvor meget han kan tjene på det.
"I betragtning af, at albanerne har boet 45 år under benhård kommunisme, må man sige, at de har lært loven om udbud og efterspørgsel hurtigt," siger en nødhjælpsarbejder i Kukes, Mike McDonagh fra nødhjælpsorganisationen Concern Worldwide.
Men albanerne synes at have taget det bedste fra markedsøkonomien og kommunismen, for ingeniøren kommer en aften til at afsløre, at prisniveauet for en lejlighed er aftalt. Han er lidt knotten over, at jeg fik presset prisen for at bo hos hans familie ned fra 350 kroner i døgnet til 250 kroner. "Kom med ned foran hotellet, så kan vi høre, hvad prisen på en lejlighed er," siger han med henvisning til et hotel, hvor husværter, tolke og taxachauffører tilbyder deres tjenester.
En tur til grænsen 20 kilometer væk kan også løbe op i en formue. Det kan ingeniøren også klare: En halvdagstur tilbyder han for 400 kroner - eller over en halv månedsløn for ham.
Det albanske samfund er styret af en klan-mentalitet, hvor man prøver at tilgodese sin egen klan. Så ingeniøren kan også skaffe en tolk. I stedet møder jeg en kosovo-albaner, som arbejder for mig. Stor er skuffelsen hos ingeniøren. "Hvorfor skal du have en kosovo-albansk tolk? Kan du ikke bruge en fra byen. Kosovo-albanerne har så mange penge," siger han skamløst. Jeg prøver at forklare ham, at de fleste flygtninge har betalt deres sidste penge til serberne, og at de i forvejen måske har mistet deres hus i Kosovo.
Jeg spørger en ældre albaner fra Kukes, om det kan passe med de mange klager fra de kosovo-albanske brødre mod indbyggerne i Kukes. "Vi har et albansk ordsprog, der hedder ingen skove uden svin," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her