Læsetid: 5 min.

Cowboy-kritik

21. maj 1999

Uden den store respekt for kunstneriske værdier, men med en skarp sans for personlige anekdoter fortæller den britiske kritiker Matthew Collings historien om den moderne amerikanske kunst

KUNST
Det er nok ikke helt tilfældigt, at Matthew Collings på omslaget til sin nye bog It Hurts - New York art from Warhol to now har ladet sig fotografere foran Andy Warhols gule og lyserøde ko-tapet. For er der noget Collings er, så er det en cowboy forklædt som kunstkritikker, ikke af den hårdkogte og skarptskydende slags, men, som tapetet også antyder, af den mere selviscenesatte og poppede. I gennem snart 20 år har han drevet rundt på den internationale kunstscene, nogle gange som skribent for magasinet Artforum og andre tidsskrifter, men som oftest bare for sig selv. På denne adspredte færd har han set og snakket med alle og enhver fra flokken af kunstnere, kritikkere, galleriejere og privatsamlere, om det er sket til ferniseringer, i studier og på barer og gadehjørner.

Fra bacon til køer
Det har tilsyneladende været på uden mål end at finde ud af, hvad der sker, og hvad der er det nyeste. Og så alligevel ikke helt, for for to år siden udgav Collings den meget omtalte bog Blimey! om den engelske kunstscene fra Francis Bacon til Damien Hirst. I en smart, afslappet og humoristisk stil skrev han sine oplevelser og anekdoter ned, illustrerede dem med snapshot af kunstnerne og deres værker og samlede det til en tidstypisk fragmenteret fortælling om den moderne engelske kunst.
Bogen fik en mildest talt blandet modtagelse. På den ene side dem, der kaldte den selvsmagende og ligegyldig, og på den anden dem, der fandt den befriende og original. Selv sagde Collings, at han bare gav London-scenen den historie, den havde fortjent, hvilket selvfølgelig diskuteres, men alt andet lige skabte han nok et meget passende billede af en personfiskeret miljø, der tog sig selv højtideligt i sin uhøjtidelighed.
Nu har han så gjort det igen, cowboy-Collings, denne gang bare i New York, og selvom It Hurts ikke har skabt ligeså meget debat som Blimey, så er der helt sikkert blevet snakket om rundt om i den new yorske kunstverden.
Både Blimey og It Hurts er udgivet på forlaget 21 Publishing, hvor blandt andre David Bowie er konsulent, redaktør eller noget der ligner. På bogens bagside giver han i hvert fald følgende let gådefulde anbefaling:
"Lad os sige, at hvis Vasari satte sine tænder i Richard Ingrams knæ, så kunne resultatet, bortset fra smerten i Ingrams knæ, have været It Hurts, men selvfølgelig uden renæssancemandens tilbageblik."
Det siger Bowie så, men samme lidt (for) hurtige, billedlige og provokerende vendinger er også at finde i Collings egen skrivestil, og det er nok i første omgang den, der har gjort ham til en både elsket og hadet person, i den verden han skriver om.

Gamle og nye
Som han også gjorde det med Blimey! og den britiske kunstscene har Collings sammen med fotografen Ian MacMillan rejst rundt til alle der er værd at se på den new yorkske: de gamle drenge fra 60'erne og 60'erne, Clement Greenberg, Frank Stella, Jules Olitski og Bruce Nauman, 80'ernes stjerner David Salle, Jeff Koons, Julian Schnabel, galleriejeren Mary Boone og 90'ernes yndlinge Matthew Barney, Cecily Brown og John Currin. Collings har snakket med dem og mange flere, overhørt sladder om dem, og det er alt lige fra det bizare, hysteriske og komiske til det intime og hjertelige.
For eksempel har han været på besøg i fotografen Andres Serranos gotisk indrettede lejlighed, hvor krucifikser, abehjerner og statuer af helgener i mørkt træ fylder de svagt oplyste rum, han har snakket om sex med Koons i hans studie blandt legetøjs-skulpturer og unge hjælpere, fået fortalt vittigheder af Joseph Kosuth og drukket absinth i Prag med Lawrence Weiner. Han har også været til middag hos Schnabel og snakket om at være berømt, og hvorfor Schnabels film Baquait fik så dårlige anmeldelser i London. Og så har han hørt en historie fra Gilbert og George om, at Rauschenberg engang i 70'erne græd i fortvivlelse over at 'der ikke længere var noget, som betød noget'.

I det vilde vest
Sådan er det hele bogen igennem. Masser af små sjove anekdoter, sludrende facts om hvem der er hvem og så lidt filosoferen over kunsten, noget der dog helt bevidst er holdt nede på jorden, som når han definerer konceptkunst med sloganet: "Fjern kunsten helt. Sæt en ramme om livet selv", eller beskriver Marcel Duchamp i en sætning: "Først var han kunstner, så var han anti-kunstner og så gik han under jorden i nogle år."
Så kort, og godt, kan det altså siges i følge Collings, og disse kontante beskrivelser er symptomatiske for, hvordan han ser på kunsten og kunstnerne. Der er ingen grund til at gøre det mere indviklet, end det er, hellere lidt mere banalt, hvis det endeligt skal være. Han er ikke drevet af en forestillingen kunstens store historie, fra Pop og minimalisme til konceptkunst og neo-geo og fremefter, men af de mange små historier, der går på kryds og tværs af genrer.
Det ligner dagbogsnotater og er det vel også, navlepillende og indforstået, men også med en vis selvironisk afstand. Collings er ærlig, han skriver, hvad han skriver, hverken mere eller mindre, og hvis ikke kunsten er menneskelig, så er der altid et menneske bag den, og det er det, Collings er på jagt efter.
Nogle gange udtrykker han foragt og uforståelighed, som overfor Matthew Barneys video Cremaster 5 (1997) og andre gange dyb respekt og beundring, som i hans møde med Jaspar Johns. Eller forudring over, at Paul McCarthy er en gammel og lidt stille mand, når han nu laver videoer med ketchup, mayonnaise og chokoladesovs sprøjtende ud over det hele.
Men midt i al denne sludder og sladder får Collings et eller andet sted alligevel sagt noget vedkommende og underholdende ved at give kunsten ansigter og kroppe. Han siger ikke noget nyt om værkerne, men det er også godt det samme, for som en personlig førstehåndsberetning er It Hurts hele turen værd gennem kunstverdens vilde vest.

*Matthew Collings: It Hurts. New York art from Warhol to now, 21 Publishing. Fås i Arnold Busck til 325 kr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her