Analyse
Læsetid: 5 min.

Dårligt nyt - pænt sagt

1. maj 1999

Med Henning Christophersen som formand er Ørestadsselskabet taktisk dækket ind - trods alle katastrofale nyheder

Det er altid en fryd at se en professionel kunstner optræde. Og en sådan er tidligere Venstre-finansminister og EU-kommissær Henning Christophersen. Sine evner inden for økonomi og - navnlig - politik viste Christophersen til fulde forleden på et propfyldt pressemøde i Ørestadsselskabets lokaler.
Mindre talenter end Christophersen var gået helt op i limningen.
Den nyhed, han skulle forkynde, var ganske enkelt gyselig: Det står nu klart, at den københavnske minimetro ikke bare bliver ét år forsinket, men hele to - mindst. Og ingen aner endnu, hvad det kommer til at koste. Til syvende og sidst er der ikke andre end skatteborgerne til at hæfte for frikadellen. Alt det fik Christophersen fortalt, så det lød som: Nå ja, det skal nu nok gå altsammen. Vi gør i hvert fald, hvad vi kan, men fornuftigvis kan vi da ikke love nogen noget.
Da medierne blev ved med at bore i de mange uafklarede erstatningsspørgsmål, Ørestadsselskabet har med sine entreprenører, smilede Christophersen overbærende, slog ud med hånden og sagde:
"Jeg vil ikke sidde på et pressemøde og forhandle med vores entreprenører. Det tror jeg, man vil kunne forstå."
Nåe nej, selvfølgelig... De historier, som pressekorpset bragte videre til offentligheden, var da også påfaldende afdæmpede. Nærmest resignerede i tonen og præget af, at ingen på Christiansborg har lyst til at sige grimme ting om Christophersen. Endsige kalde ham uduelig.

Det var et lyst indfald, da nogen - vistnok Københavns socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen - for et par måneder siden hittede på at hente Henning Christophersen ind som formand for Ørestadsselskabet.
Den hidtidige formand, den gamle IBM-direktør Jørn Meldgaard, var kørt træt og havde ikke noget gennemslag i offentligheden. Det holdt al fokus på selskabets administrerende direktør Anne-Grethe Foss. Efterhånden som selskabets dårlige nyheder tegnede sig tydeligt i horisonten, blev presset fra medier og Christiansborg-politikere stadigt hårdere mod direktøren. Hvis ikke hun skulle ofres for beslutninger, som reelt havde fuld dækning i hendes bestyrelse (der er udpeget af stat og kommune), måtte Ørestadsprojektets politiske bagmænd hitte på noget andet og snedigere.
Det er her, Christophersen kommer ind i billedet. Hans parti - Venstre - var godt nok med i den VK-regering, der i 1991 søsatte Ørestadsprojektet. Men det har aldrig følt sig lykkelig over beslutningen. Store offentlige anlæg i hovedstaden er ikke det jysk-dominerede partis hjemmebryg. Ganske vist blev Ørestaden - netop af hensyn til Venstre - klædt ud som privat erhvervsliv: 'Privat' finansiering gennem låneoptagelse og efterfølgende indtægter ved grundsalg. Men dækket er smallere end figenbladet: Lånene er statsgaranterede, og stat og kommune udpeger bestyrelsen. Og de grunde, der skal sælges, ejes af det offentlige.
Da udgifterne sprængte rammerne, og indtægterne nølede, begyndte Venstre at lade som om, partiet nærmest havde været imod hele tiden.
Det var ikke rart for Ørestadens egentlige bagmænd: Socialdemokratiet og de konservative.
De kan leve med, at de radikale, som i sin tid stemte imod, murrer lidt en gang imellem. Og at CD, som undlod at stemme, laver teatertorden. Men ikke med, at Venstre pludselig undsiger en meget synlig - men risikabel - milliardsatsning.

Vupti! Fronten mod Venstre blev dækket af ved at sætte partiets tidligere formand Christophersen ind som den, der tegner Ørestaden. Både inden for og uden for sit eget parti nyder Christophersen stor tillid: Han er manden, der klarer tingene ordentligt, men diskret. Netop på grund af Christophersens - for en politiker - påfaldende beskedenhed var han en af de EU-kommissærer, som daværende kommissionsformand Jacques Delors satte størst pris på. De to har arbejdsomhed og blufærdighed til fælles.
Så langt frem, som øjet rækker, vil Ørestadsselskabet være taktisk dækket ind med Christophersen som formand.
Og hvad er der egentlig at gøre med projektet andet end at bide tænderne sammen og få det færdigt? Til den pris, det kommer til at koste.
Point of no return er forlængst passeret, har trafikminister Sonja Mikkelsen (S) flere gange understreget. Det offentlige har hældt så megen prestige og kapital i projektet, er der ikke er nogen vej tilbage.
Ministeren har da også allerede nu luftet muligheden af, at det kan blive nødvendigt at udvide selskabets låneramme længere end de ekstra 1,3 milliarder, finansudvalget for et par måneder siden sagde god for.
På pressemødet slap Christophersen afsted med at sige, at selskabet først i slutningen af juni vil danne sig et overblik over de økonomiske konsekvenser, der nu kan forudses som følge af forsinkelsen.
Ingen ved, om entreprenøren på borearbejde og stationsanlæg - konsortiet COMET - kan holde sig inden for den ekstra tidsramme af to år. Boringen under en storby med middelalderlig fundering volder selskabet store vanskeligheder. COMET har en række modkrav mod Ørestadsselskabet for ufuldstændige oplysninger i udbudsmaterialet og for ændringer i projektet. Rigsrevisionen oplyser COMET's krav til på nuværende tidspunkt at gå helt op til 1,5 milliarder. Hertil kommer næste runde af problemer, når det italienske Ansaldo skal i gang med at skinnesætte det førerløse tog - en fornyelse på forkanten af den teknologiske udvikling. Ansaldo kan selv kræve penge for at komme senere i gang på grund af COMET's forsinkelser, men Ansalso er til gengæld bagud med sit eget udviklings- og godkendelsesprojekt. Samtidig skal de ulemperamte naboer til metro-skakterne have erstatninger for en længere byggeperiode end forudset, og entreprenørerne og Ørestadsselskabet skal opretholde deres bekostelige projektorganisationer i flere år end påregnet.
Udsigten lyder på en hvirvelstorm af gensidige fordringer. Hvis en af entreprenørerne blæser omkuld, ligger opsamlingen hos skatteborgerne.

At skatteborgerne hæfter, kan politikerne vælge at sløre. De har allerede polstret Ørestadsselskabet ved at indskyde statslige ejendomme uden for selskabets område, nemlig på den københavnske havnefront. Dem har selskabet solgt videre og scoret cirka 400 millioner på. Et diskret statstilskud.
I Finansministeriet tænkes der videre ad samme kreative baner. Det formelt uafhængige selskab Københavns Havn er under stærkt pres for at skyde sine grundværdier til adskillige milliarder ind i en fælles pulje med det statslige ejendomsselskab Freja - og med Ørestaden.
En sådan konstruktion kræver kun et aktstykke i Finansudvalget - og åbner i realiteten næsten ubegrænsede finansielle reserver for Ørestadsselskabet.
Et illusionsnummer, jovist. Men ét, der vil opretholde skinnet af, at 'det hele ikke koster skatteborgerne noget'.
Derfor: Vær forberedt på endnu flere dårlige nyheder fra Ørestadsselskabet. Og en fattet Henning Christophersen, der forsikrer:
"Det skal nok gå altsammen, på én eller anden måde."
Og det skal han nok få ret i.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her